Skraastregernes Krydsningspunkt er her ikke, som i Rune 6, midt imellem de to opretstaaende Stave, men tæt indved venstre Stav. Begge Skraastreger er fortsatte et godt Stykke til venstre for venstre opretstaaende Stav, og den til höire opadgaaende Skraastreg er fortsat lidt til höire for höire Stav. Med Hensyn til Skraastregernes Krydsningspunkt kan sammenlignes Forholdet paa Rök-Stenen. Her har d-Runen 3 Gange sin regelrette Form, medens Skraastregernes Krydsningspunkt paa anden d-Rune er tæt indved höire Stav.[1]
Ogsaa ellers kan det stundom hænde, at en Skraastreg oregelret fortsættes udenfor de lodrette Stave; saaledes er Skraastregen paa h uregelret fortsat udenfor begge de lodrette Stave i Indskriften paa Torsbjærg-Skjoldbulen (Wimmer, Runenschrift S. 138 Anm.).
Endelig kan mærkes, at der paa Rune 8 tæt nedenfor höire Stavs Top er en meget kort, men skarpt og dybt ridset, til höire opadgaaende Kvist. Denne synes mig betydningslös.
Indskriften afsluttes med to Prikker, den ene over den anden. Over den övre synes der endun at være en svag og usikker Prik. Begge Linjer i Indskriften paa Slangebilledet fra Lindholm-Mose (Stephens III 33) ender med ⁝
Den hele Indskrift læser jeg altsaa:
ᛘ
ᛁᚢᚦᛁᛅ ⁝ ᛗᚱᛗ᛬
ᚢ
R
iuþin ⁝ drd᛬
u
Da en Hest er afbildet paa Stenen, ligger det nær, i Indskriftens to förste Runer iu at förmode en til oldn. jó[2], Akkus. Ental af jór ’Hest’, svarende Form.
Til de oldnorske Lydforbindelser já, jó i Ord som djápr, bjóða svarer gutnisk iau i Gutalag (f. Eks. diaupr, bianða) og i Kalenderen fra 1328 (fiauratihi). Ved Siden heraf har Gutnisk fiurtan, tiugu. Ingen af disse Former er med Hensyn til Lydens Oprindelse ensartet med iu paa Roes-Stenen, men Tjängvide-Indskriften (Runverser Nr. 162) har iurulf af ebur-.
