Hermed stemmer Skrivemaaden iu paa Roes Stenen overens. Her er ju ikke opstaaet af den fællesgermanske Tvelyd eu.
Hvis denne Förklaring af iu som ’Hest’ er rigtig, saa er Indskriftens Tid og sproglige Karakter derved tilnærmelsesvis bestemt. Oldn. jór forudsætter nemlig urnord. *ehwaʀ. Denne Form synes gjennem Mellemledene *ehuʀ (jfr. karuʀ paa Rök-Stenen), *euʀ at være bleven til jór. (Om Akkus. jó er opstaet af en ældre Form *ehu eller, som Prof. Läffler mener, er en sen Analogidannelse efter Nomin. jór, mangler vi, som det synes, Midler til at afgjöre.)
Hvis dette er rigtigt, synes en Akkusativform iu ikke at kunne vóre opstaaet för omkring Midten af 8:de Aarhundred. Dette stöttes fra en anden Side. Runen e ᛖ hed paa Angelsaksisk eh, eoh d. e. Hest. Vi tör derefter formode, at Runen i Urnordisk har havt samme Navn, men i Formen *ehwaʀ, *ehuʀ.[1] Hvis nu Runen i Nordisk ikke har skiftet Navn (hvilket ei synes rimeligt), saa kan Navneformen iu ei være bleven brugt, förend efterat Runen ᛖ e var opgivet. Men dette kan ikke have fundet Sted för e. 750. Roes-Indskriften synes altsaa at være en ikke för e. 750 indridset Overgangs-Indskrift, som har Eiendommeligheder tilfælles dels med den ældre, dels med den yngre Runeskrift.
Efter iu fölger þin ⁝ Allerede den Omstændighed, at dette Ord ikke er adskilt fra iu ’Hest’ ved noget Skilletegn, tyder snarest hen paa, at det logisk hörer nöie sammen dermed. Naar der ved en Tegning anbringes en Indskrift, som skal angive, hvad Tegningen forestiller, saa bruges demonstrativt Pronomen; f. Eks. paa Aakirkeby-Döbefonten: þita iʀ santi gabrel. Derfor venter man, at iu þin skal betyde ’denne Hest’, d. e. den her afbildede Hest. Og denne
- ↑ Det oprindelig gotiske Navn i Salzburger-Haandskriftet eyz er af de fleste blevet opfattet som en Form af ehws ’Hest’, men af v. Grienberger (i Sievers Beitr. XXI 204) som et af *ehwaz afledet *e(h)-wīs, e-īs ’Rytter’. Atten af Navnene i Salzburger-Haandskriftet er tydelig identiske eller væsentlig identiske med de angelsaksiske Navne paa 18 Runer. Af disse 18 Runer er kun 12 bevarede i den nordiske kortere Række; disses Navne stemmer ligeledes overens med Navnene i Salzburger-Haandskriftet. Dettes Navneformer har gaaet gjennem flere skriftlige Mellemled. Efter dette synes det mig lidet rimeligt, at Navneformerne eyz samt aza og chozma skulde gaa tilbage til Navne, som var væsentlig forskjellige fra de angelsaksiske og, for de to sidstes Vedkommende, tillige fra de nordiske. Jeg holder disse Navneformer for forvanskede.
