varet, som kan vise os, om der mellem *uzdaz og *uddaʀ ligger en Form *urdaʀ.
udʀ Uddʀ er en forholdsvis sen Form for *Uddaʀ. Andre Former, hvori Stammens udlydendc -a- er faldt bort foran Nominativsmærket -ʀ i Indskrifter med den længere Rækkes Runer, er f. Eks. hᴀþuwolafʀ Istaby, hᴀþuwolᴀfʀ og hᴀriwolᴀfʀ Stentofta.
Hvis Læsningen udʀ rd: er rigtig, saa viser Forbindelsen af de 4 sidste Runer, at rd maa være forkortet skrevet. Jeg udfylder rd til r(ai)d, Præteritum ’red’. Denne Tolkning skylder jeg Prof. Läffler, der dog holder sidste Rune for en Samstaverune af ᚼ ᴀ, l i og en Form af d.
Baade i den ældre og i den yngre Runeskrift forekommer det af og til, at en Vokal ikke er udtrykt mellem to Konsonanter. Saaledes eign paa Krogsta-Stenen i Upland (Norg. Indskr. I 129); þn paa Upsala-Öksen (I 177); uhn og fþi Ödemotland (1 254); fþa Hammeren (I 378). Om Udeladelse af Tegn for Vokal i yngre Runeskrift, se Wimmer, Runenschr. S. 329 f. og Runverser Register under ’Ristning. Förkortad’.
At der ikke er sat Skilletegn efter udʀ, kan ikke med Styrke anföres imod min Tolkning, thi Rrugen af Skilletegn er i mange Indskrifter med de ældre Runer inkonsekvent og sporadisk. Jfr. Wimmer, Runenscbrift S. 164.
Oldnordisk riða har været forbundet med Dativ af det Ord, der betegner Hesten, paa hvilken man rider, riða hest (Akkus.) betyder derimod ’at indride en Hest’; f. Eks. Yngl. S. Kap. 20 (F. J.): þat var siðvenja þeira, at riða hesta, temja bæði við gang ok við hlaup.
Ordstillingen iu þin udʀ r(ai)d, ikke iu þin raid udʀ stemmer ikke overens med den sædvanlige prosaiske Ordstilling i historisk Nordisk. At Verbet er stillet til Slutning, findes dog ikke blot flere Gange i prosaiske Indskrifter med den længere Rækkes Runer; f. Eks. harabanaʀ (wi)t iah ek erilaʀ runoʀ waritu paa Varnum-Stenen.
Men ogsaa senere findes i Prosa saadan Ordstilling; f. Eks. paa Gursten-Stenen i Tjust: æftʀ Odd, Smiðs sun, aʀ Hakuð-á Skæggi fáði Vifriðar sun (Arkiv XIV 342, Jfr. Runverser 164).[1] Ligesaa i Vers; f. Eks. Hym. 1:
- ↑ Falk og Torp Dansk-Norskens Syntaks, S. 285 f., anförer af sen Dansk Eksempler paa en Ordstilling som ’i hans timæ Keto oc Wigo ... slowe Athislum i hiæl’, ikke ’slowæ Keto’ o. s. v.
