Äldre Västgötalagen (Sjöros 1919)/Normaliserad text

←  Diplomatariskt avtryck
Äldre Västgötalagen (Sjöros 1919)
av Bruno Sjöros

Normaliserad text
Kommentar  →
Wikisource-kommentar: Den normaliserad texten är en språkligt rättad version av originalhandskriftens text. För en trogen version (inklusive stavfel och förkortningar), se det diplomatariska avtrycket.


Innehåll.

  1. Kirkiu bolkær (KB) 3
  2. Af mandrapi (Md) 15
  3. Af saræmalum (SM) 25
  4. Af vaþæsarum (VS) 29
  5. Bardaghæ bolkær (BB) 33
  6. Orbotæ mal (O) 37
  7. Ærfþær bolkær (ÆB) 39
  8. Giptær bolkær (GB) 53
  9. Rætløsæ bolkær (RB) 59
  10. Jorþær bolkær (JB) 69
  11. Huru mylnu skal gæræ (M) 83
  12. Þiuuæ bolkær (ÞB) 85
  13. Fornæmis sakir (FS) 101
  14. Fornæmis bolkær (FB) 105
  15. Lekæræ rættær (LR) 111
  16. Conongs bolkær (CB) 111
  17. Þinglot (Þl) 113
[ 3 ]

KIRKIU BOLKER.[1]

3

1.

Her[2] byrias lagbok væstgøtæ.

Crister ær fyrst i laghum varum, þa ær cristnæ var oc allir cristnir,[3] cononger, bønder oc allir bocarlær, biscuper oc allir boclærþir mæn. Varþer barn til kirkiu boret oc beþis cristnu, þa scal faþir oc moþer fa gudfaþur oc gudmoþor oc salt oc vatn. Þæt scal bæræ til kirkiu, þa scal a præst callæ, han scal a kirkiu bole boæ. Barn scal brymsignæ firi vtæn kirkiu dyr. Siþæn scal font vighia, præster barn döpæ, oc gudfaþir a haldæ, gudmoþer til namns sighia. Præster scal biuþæ, husu længi faþir oc moþer sculu vardvetæ. Hændir þæt sot a vægh oc ma eigh til kirkiu comæ, þa scal gudfaþir döpæ oc gudmoþer a haldæ, i vatn, æn vatn ær til, i namn faþurs oc sunær oc andæns helæghæ. Þa scal þæt i kirkiu gard gravæ oc arf tacæ.

2.

Forfall þerræ ær, æn gengærd þerræ brænder vp. Biscupi scal gengærd gæræ tvar nætter oc til kuælz hins þriþia mæd tolf mannum, sialver han hin þrættandi, oc han dricki myod oc allir klærkær hans.

3.

Af kirkiu ræt.

4

Værþer maþer i kirkiu dræpin, þæt ær niþingsværk. Þa ær kirkia all vuigd. Ær þæt firi tyv vitrum, þa scal giuæ biscupi þrer marcher firi vixl oc nattær gengærd. Æn a tyv vitrum ær, at þer houodtyundæþu oc vilia kirkia vighia lætæ, þa sculu þer houodtyundæ.

[ 5 ]

4.

Landboær sculu eigh houodtyundæ gæræ mer æn eno sinni, vtæn þer vili, ællær at þer falli i houodsyndir.

5.

Værþer altæræ sten løs, þa scal præster biscup vid varæ ællær hættæ vid sinum þrim marchum. Þa sculu bønder giuæ biscupi þrer marcher firi altæræ vixl oc nattær gengærd, oc firi kyrkiu gard allæn þrer marcher, firi . . . . . . kirkiu gard tolf øræ oc firi stapul tolf øræ. Crussur oc clockor, calcæ oc mæssu fat, þa scal biscuper vighia firi tyundæ þæn, ær bønder giuæ hanum, oc børn færmæ.

6.

Takær kirkia at fyrnæs, standæ stulpær, liggia syllir, ær helt dyrni oc fæstiband, ligger camber hel, altæræ sten oc altæri, haui kirkia5 vixl sinæ samu, þo at hanæ bøte, æn þæssi æru all hel.

7.

Værþer kirkia brutin oc mæssu fat stolen, þæt ær niþingsværc. Þæt ær niv marchæ sac kirkiu, sva hæræþi, sva cononge. § 1. Værþer in gangit at opnom dorom, þa scal præster gialdæ scaþæ apter þæn, sum kirkia fæc, til þæs ær þrer marcher æru, oc eigh þy meræ, at scaþi se mere gør. § 2. Ær grauit vndir syll, þa scal æcki præster varþæ. § 3. Spyrs vp scaþi, þa a præsti bøtæ þrer marcher, þaghær kirkia hauir sit alt.

[ 7 ]

8.

Brænder vp kirkia, þa scal præster bøtæ þrer marcher. Præster scal varþæ framlyusum oc þæn baklyusum, ær tændir. § 1. Brænder i kirkiu scruþer af framlyusum, gialdi præster apter, hvat sum værþ ær, til þæs þrer marcher æru, eigh þy meræ, at mere se scaþi gør. § 2. Scil þem a, bondæ oc præsti, kallær præster „bonde tændi“, oc bonde kuæþer ne vid, biuþer firi sik tylptær ed, at han tændi eigh, þa ær han hauir svoret, þa scal præster bøtæ.

6

9.

Bær præster mæssu fat hem oc glatæs þer, þa scal præster þem apter gialdæ, sum þer varu værd, med svornom eþe, at þer varu eigh bætri.

10.

Hængir clockæ i kyrkiu, falder i houod manni, bøte sopn firi niv marcher, kirkiu droten oc iardeghændi, æn banæ far. § 1. Falder clockæ rummi niþer i houod manni, bøte sopn marchum þrim, æn han far banæ af. § 2. Falder i houod præsti ællær clockæræ, varþi sær sialver. § 3. Bræster clockæ firi þem, þa ær hun vgild. § 4. Æn annær maþer fælli clocko niþer, bræster hun vid, ær hun værri æn þrer marcher, bøte, sum hun ær værd, oc æcki meræ æn þrer marcher, þo at hun se bætri.

11.

Scil sopn, valdi þer, sum flere æru. [ 9 ]

12.

Værþer maþer i kirkiu garþi dræpin ællær sarghæþer, gialde biscupi þrer marcher. Þa scal eigh tiþir vetæ fyr, æn hauir biscups lof til, num han hætti vid sinum þrim marchum. Biscuper scal vid sopn mælæ, æn þer vid þæn vighit van. § 1. Værþer maþer lustin i kirkiu garþi ællær i har takin, þa scal eigh præster mæssu sighia fyr, æn han hauir biscups lof til ællær hans lænspræsts. Bøte biscupi tolf øræ. Æn þer mæli til þæs, ær frid brøt. § 2. Dylia sopnær mæn, callæ eigh frid brutin, þa scal 7 biscups lænspræster sea af sopnær mannum tylptær ed; biþia sær sva gud holl[KB 1] oc vattum sinum, at „þær ær eigh fridbrut gørt, sva at biscuper a sac af“.

13.

Kirkiu gard scal scipæ bolæ mælli: slict a bol at gærþæ sum annæt. Liggær kirkiu garþer alder open, þæt ær þriggia marchæ sac; þæt a biscuper. Ligger þriþiunger open, þæt ær sæx øræ sac; þæt a biscuper. Siþæn a hæræd firi balcæ hvarn attæ ørtoghor, oc e scal kirkiu garþer gilder varæ, baþi viter oc somar.

14.

Barn þorf cristnu, maþer husl; fyrræ scal barn cristnæ, æn man huslæ. Þorf maþer øling ok annær husl, þa scal fyrræ man huslæ æn olæ. § 1. Barn far eigh cristnu, maþer eigh husl ællær øling, ær præster forfallæløs, þa ær han saker at marchum þrim vid biscup oc þrim marchum vid sacsøkiændin. § 2. Forfall præsts æru, æn biscuper hauir hanum bud sænt oc ær bortfarin fyr, annæt, æn han siuker ligger, þriþiæ, æn han þighiændi mæssu sighir, fiærþæ, æn han ær i sopn fari, siucum at hialpæ. § 3. Vr scal mæssu fatum faræ oc siucum hialpæ, æn han siunger eigh þighiændi mæssu. § 4. Scil þem a, bondæ ok præsti, kallær bonde han forfallæløsæn, þa scal han væria sic a mote mæd sæx præstum, at han laghæ forfall fæc.

[ 11 ]

15.

Præster scal bondæ olæ oc bondæ cono, bondæ sun oc dottor, hans ælstæ barn, firi tyundæ sin, æn firi hionæ hvart, ær olæ scal, giui øræ tva oc sva 8 firi allæ þa mæn eigh gøræ tyundæ sin, oc øre firi lægherstad allum frælsum mannum þem husl tacæ, oc ørtogh firi natvacu. Eigh meræ, þy at flere vaki, eigh a oc flere vacæ, num præster vili, ællær bonde vili, oc þy at þrer nætter liggi lic inni. Vil han længer lætæ inni liggia, giui ørtogh nat hvaria. § 1. Gæster dør at bondæ, taki øris mun af fatum hans, oc giui præsti firi lægherstad oc ørtogh at natvacu. Præster ær scyldugher gæst at huslæ sum bondæ. § 2. Dør stafcarl, þa a præster pic oc scræppu at lægherstad. § 3. Siter biscupær innæn sopnær, far bonde bud hanum, biþer olæ sic, þa ær han scyldugher han at olæ, haui halfmarc firi.

16.

Ganger præster i sopn annærs præsts, bær i boc oc stol oc læs iuir folke, þa ær han saker at marchum þrim. Gialdi tolf øræ biscupi oc tolf øræ præsti.

17.

A acri scal tyundæ sciptæ. Taker præster sva, sum kirkia ær til vigd. Siþæn scal sciptæ i þre løte: en a biscuper, annæn a kirkia, þriþia væslir mæn. § 1. Præster a kuicæn tyundæ allæn oc offer þæt til crussu fotær komber a langæ freadaghi.

17.

Bonde dør i sopn oc vil annærstad lægherstad hauæ, þa scal præster [ 13 ]lic hans vighia oc til garziiz fylghia, eighi længræ, num han vili. Þa scal 9 han halvæn lægherstad hauæ oc halvæn þæn præster vid liki taker.


19.

Æn præsti vil gipt giuæ, þæt ær tvar scæppur ællær ørtogh pænningæ.


20.

A maþer bol i by aþrum oc sar afsæþum, þa scal han tyundæ lucæ præsti oc kirkiu, sum bol ligger, oc kirkiu garþi varþæ. § 1. Sar maþer encæ aker til byær, þa scal præstins tyundæ lætæ apter standæ allæn ællær bort flytia. § 2. Bor bondi a ødmarcu, søke þingæt kirkiu, ær hanum þyckir næst varæ, æn han vil sva. § 3. Eigh ma landboæ nøghæ at søkia or kirkiu by til annærrær kirkiu.


21.

Æn vaþæ blod comber i kirkiu gard, þa scal torvo scæræ mæd bloþe oc castæ ur kirkiu garþi, oc kirkiu garþer ær æcki vscir þy hælder.


22.

Præstær ma ængin man fra kirkiu vracæ, num þæn biscuper hauir forboþæt. Vraki bønder fridløsæn man, æn þer vilia. Orsaker ær præster vm þæt.

  1. gud holl; C-S och Schlyter betrakta guþ såsom mask. sg. och förklara holl istf. det en gång förekommande hollæn (59:2) på detta och övriga ställen såsom beroende på att ’dylika casusändelser börjat icke alltid noga iakttagas’. Leffler (Antiqv. Tskr. V s. 149 ff., 295 ff., XIII.3) anmärker, att guþ i detta uttryck (19 ggr) likasom i ſva ſe mær guþ holl (4 ggr) icke kan vara mask. sg., utan såsom adj. visar, måste vara ntr. pl. Leffler framhåller först, att det vore i hög grad egendomligt, om adj. ändelsen i dessa uttryck 23 ggr skulle bortlämnats och blott en enda gång bevarats, och påpekar, att i den något yngre Vg IV och i Eriks Sællandske Lov, där formeln har ungefär samma lydelse som i Vg I, guþ likaledes måste vara ntr. pl. Vidare saknas i Vg I och i andra gamla fsv. skrifter hoh. en sådan ’avnötning’ av dessa ändelser, som C-S talat om. Schlyters invändning (s. 797), att 3ppk då borde heta sen, icke se, tillbakavisar Leffler såsom oriktig: i Vg I är den av Schlyter anförda formen av væræ okänd, medan se förekommer 59:9. Dâ ordet såsom betecknande de hedniska gudarna var ntr., antager Leffler med rätta, att formelns lydelse beror på att den bevarats från heden tid, då samtliga gudar åberopades vid edgången. Att under senare tid guþ övergick till mask., visar bland annat formelns lydelse i yngre lagar, där adj. har formen hullan. Leffler påvisar dessutom, att på ett undantag när (just i Vg I 59:2) i alla dessa uttryck från senare tid, där formen hullan hollan uppträder, även den gamla dat. formen sær utbytts mot sik; sålunda uppträda i formeln två yngre konstruktioner samtidigt. — Till Lefflers mening ha anslutit sig Rqt (Ant. Tskr. XIII.3, s. 7), som tidigare i huvudsak haft samma mening som Schlyter, och alla senare utgg. o. överss. med undantag av Beauchet, som översätter ’... prier Dieu qu'il leur soit ...’. — I samband med frågan om dessa hedniska edsformulär har Leffler uttalat, att man med ledning av några om hedniskt ursprung vittnande edsformulär möjligen kan rekonstruera ett gemensamt nordiskt edsformulär under hednatiden. I Magnus Håkonssons Hirðskrá finnes formuläret ’Sua se mer guð hollr sem ek sat segi gramt ef ek lygr’, där gramt enligt Leffler är att fatta som en ’ännu ej fullständigt genomförd ombildning’ av ntr. plur.form grǫm. Detta erinrar osökt om guþ hylla at sær ok at græmya i Vg I (11:5), och Leffler förmodar, att det ursprungliga formuläret varit: swa sé mér goð holl, sem ek (iak) satt (sant) sægi, grǫm ef ek lýg (gram en iak liug). Prov på ombildningar i kristen tid av detta formulär anföras av Leffler.


[ 15 ]

AF MANDRAPI.

1.

Værþær maþær dræpin ok af daghum takin, þa skal vighi a þingi lysæ ok frafall ærvingiæ sighiæ ok a aþru, æn a þriþiæ æptir mælæ, ællær ær mal hans spilt. Þa skal væghændi til þings faræ ok vtæn viþ þing standæ, mæn til þings gæræ, griþær at beþæs. Þingsmæn skulu hanum louæ þingsgangu. Han skal viþ þy banorþe gangæ. § 1. Þa skal arvi banæ næmnæ. Þæt ær vald hans at giuæ þem banorþ, ær han vil, æn væghændær æru marghir til. Þæn skal mæþ barni banæ næmnæ, þy ær skyldæstær a fæþærni. Hauir konæ barn i knæ, þa skal hun banæ næmnæ. Þa skal halzbænd næmnæ ok atvistær mæn, þer skulu fæm væræ ok en razbani. § 2. Þa skal endaghæ hem dømæ þem, sum allir mæn gøræs asattir a a þingi. Þa skal a endaghæ þingsmannæ vittni bæræ latæ: „Iak var þa a þingi ok vir mæn sæx. Sva kom dombær a mal þit, at þu skuldi hær standæ i dagh ok vitæ a hændær hanum banorþ mæþ tvænni tylptum: ’Sva se mær guþ holl ok vattum minum, at sva kom dombær a mal þit, sum iak bær nu vittni til’.“ Þa skal arvi sværiæ: „Sva se mær guþ holl ok vattum minum, at þu bart a han od ok æg, ok þu æst sandær bani hans, ok sva gaf iak þær næmni til a þingi.“ Þa skal arvi firi aþræ tylpt gangæ ok samælund sværiæ. Tolf mæn skulu i tylpt standæ, ok et munhaf skal æptir tylpt hvariæ væræ. Þe munhaf skulu æptir tylptær eþ hvarn væræ, guþ hyllæ at sær ok at græmiæ. § 3. Þa skal arvi til sægnær þings faræ, latæ dømæ sik af þingi ok vitæ mæþ vmstaþu mannum, biþiæ sva sær guþ holl ok vattum sinum, at han van þæt alt a endaghæ til friþær hans, sum lagh til sighiæ. Þa skal han a þing gangæ aptær, latæ dømæ friþløsæn han firi arvæ ok æptimælændæ ok vgildæn. Þa skal han friþ flyæ, ætæ hemæ at daghorþe a sægnær þingi ok i skoghe at natorþe. Liggiæ viþ tolf mærkær hæræzhøfþingæ, æn han sitær kuar ok varþær han eigh, ok fiurætighi mærkær hæræþi ok þrer mærkær þem ætær mæþ hanum ok drikkær ok hauir mot mæþ hanum. Hetæ þrer ok æru tvar, sæxtan ørtoghor i þriþiung hvarn. Ællær num han lati bøtær biuþæ, þa æti han natorþ at sakløso. § 4. Viliæ þer bøtær takæ, þa skal bøtæ niv mærkær arvæ bot ok tolf mærkær ættær bot. Sæx mærkær skal arvi bøtæ, sæx mærkær skal ættin [ 17 ]bøtæ, þrer a fæþærni ok þrer a møþærni. Þa skal hin skyldæsti øræ tolf, þa þær ær næst, øræ sæx, þa þær ær næst, øræ þrea, þæn þær ær næst, halvæ fæmtu ørtogh. § 5. Sva skulu allir bøtæ, ok skulu sva allir takæ; a hvar halvu minnæ til sættæ manz. Bot skal skiptæ til sættæ manz. Iamnskyldir allir, þa skal slikt koldær takæ sum koldær. Sæx mærkær skal arvi takæ af ættær bot, ok sæx mærkær skal ættin takæ, þrer a fæþærni ok þrer a møþærni.

2.

Skal maþær ætlæddan man aptær bøtæ, þæn annøþoghær hauir varit, han a aptær bøtæ mæþ niv markum arvæ bot ok sæx markum ættær bot sva sum ættæþæn man, firi vtæn halvæ ættær bot, firi þy at æt hans ær half þrælær ok frælsgiuær.

3.

Æn halzbanæ vil søkiæ ællær atvistær mæn, þa skal þing visæ ok talu a þingi vetæ ok þem latæ endaghæ dømæ. Þa skal þingsmannæ vittni a endaghæ latæ bæræ ok sva a hvarium endaghæ.  Þa skal þingsmannæ vittni fyrst latæ bæræ. Siþæn skal arvi sværiæ: „Sva se mær guþ holl ok vattum minum, at þu hælt hanum vndir od ok æg, ok sva gaf iak þær næmni til a þing.“ § 1. Atvistær manni skal þing visæ ok sva sværiæ a hændær hanum: biþiæ sva sær guþ holl ok vattum sinum, „at þu vart a vighvalli mæþ vræzviliæ, ok sva gaf iak þær næmni til a þing“. § 2. Razbanæ skal þing visæ vm sak þa, þu kallær han sannæn at væræ, at han ræþ han hælræþum. Han skal vitæ firi a endaghæ mæþ tylpt at fæþærni ok halfri at møþærni. Falz han at baþum, þa skal han bøtæ halvæ fæmtu mark, falz han at tylpt, bøte þrer mærkær, falz han at halfri, bøte tolf øræ. § 3. Nu skal halzbani bøtæ halfri fæmtu mark. Þær a iki konongær sak a, eigh a razbænd ok eigh a halzbænd. A atvist a saksøke ørtogh ok øræ fæm, sva a konongær, sva a hæræþ. § 4. Mæþ þingi skal hælghisbot vt takæ ok eigh næmæ til.

[ 19 ]

4.

13

Þræl dræpær man attæþæn; han ma eigh hetæ þæs bani. Bonde skal bøtæ arvæ bot ok ættær bot, eigh friþ flyæ, num han vili eigh bøtæ.

5.

Dræpær maþær svænskæn man ællær smalænzkæn, innæn konongsrikis man, eigh væstgøzkæn, bøte firi attæ ørtoghor ok þrættan mærkær ok ængæ ættær bot. §. 1. Niv mærkær a konongær a mandrapi ok sva allir mæn. §. 2. Dræpær konæ man, þa skal mælæ a man þæn skyldæstæ. Han skal botum varþæ ællær friþ flyæ. §. 3. Dræpær maþær danskæn man ællær noræn man, bøte niv markum. §. 4. Dræpær maþær vtlænzkæn man, eigh ma friþ flyæ or landi sinu ok i æt hans. §. 5. Dræpær maþær vtlænzkæn præst, bøte sva mykit firi sum hærlænzkæn man. Præstær skal i bondæ laghum væræ. §. 6. Værþær suþærman dræpin ællær ænskær man, þa skal bøtæ firi markum fiurum þem sakinæ søkir. ok tvar mærkær kononge. Bonde hvar gaf þær af aþrum sin ræt. §. 7. Dræpær maþær þræl manz, bøte firi markum þrim, num han viti han fiughurræ markæ værþæn. Þa skal han sva bøtæ. Ængin a þær sak a vtæn saksøkæn.

6.

14

Dræpær maþær man, værþær han siþæn dræpin a fotum hanum, liggi a værkum sinum. Bøte hvarti kononge ællær hæræþi.

7.

Dræpær galin maþær man, løpær or bandum, bøte han aptær mæþ niv markum.

[ 21 ]

8.

Takær maþær alt samæn, þiuf ok þiuft, hauir stolet til tvæggiæ øræ ællær tvem ørom meræ, bindi hændær a bak ok føre sva til þings. Lati tva mæn bæræ vittni a hændær hanum, at han ær þiuuær at þiuft þerre, ok viti æptir mæþ tylptær eþe, lati siþæn dømæ vgildæn han til hux ok til hangæ, til torfs ok til tiæru, vgildæn firi arvæ ok æptimælændæ. Værþær maþær stolen fear sins, far æptir, standær þiuuær mote, gitær eigh sinu nait fyr, æn han dræpær han, þa skal døþom sak giuæ, dømæ vgildæn han a þingi.

9.

Far maþær hem at manni, vetir hanum hemsokn, dræpær han af sær a hyrnu stokkæ sinum, giui døþom sak, døme vgildæn han a þingi.

10.

Gærs maþær løsvittingær, liggær a skoghom ok rænir, dræpær maþær man af sær, giui døþom sak, døme vgildæn han a þingi.

11.

Dræpær maþær man i siangu hos kono sinni ællær annærstaþ laglikæ mæþ vittnum takin, taki bulstær ok bleor, føre til þings, lati sea bloþ ok bænd, giui døþom sak ok vittni mæþ tvænni tylptum næmdær manz vittnum ok hæræzhøfþingæ ok læggi siþæn vgildæn han a þingi.

[ 23 ]

12.

Haldær maþær a vakni sinu, løpær maþær a, far af banæ, bøte firi niv markum. § 1. Fællir maþær træ a man, far af banæ, bøte firi niv markum. § 2. Skiutær maþær vp a lopt, kombær niþær i houoþ manni, far af banæ, bøte firi niv markum.

13.

Dræpær maþær man i ølstuvu, þer skulu banæ fa ællær bøtæ firi markum niv. § 1. Þær æru þry øl, ær iammykit skal bøtæ at þræl sum þægn: et ær brulløp, annæt giptær øl, þriþiæ ær ærvisøl.

14.

Værþær maþær vtæn garzliþ dræpin, þa skulu grænnær bøtæ firi niv markum ællær banæ fa. Þær skal banæ til þings føræ, hanum griþær æstæ til þings ok fra. Han skal viþ banorþe gangæ, eghe siþæn friþ dax ok nattær til skox. § 1. Værþær maþær dræpin þriggiæ byæ marku mællum, kallær hvar þerræ sik eigh i marku eghæ, þa skulu þer væriæ sik mæþ tvænni tylptum. Værþær enhvar ful, þa skal þæn aptær bøtæ. Værþæ þær allir fulir, þa skulu þer allir aptær bøtæ niv markum ællær ok banæn fa. Siþæn skulu þer allir marku mælli sin skiptæ. § 2. Værþær boren a mark abyrþ, ma sea bloþ ok bænd hinnugh sum dræpit var, þa skal þæn bøtæ, sum þa mark a. § 3. Værþær maþær dræpin a aldrægøtæ marku, vitæ mæn eigh banæ til, giui sak þem by, þær næst ær. Vil han eigh viþ banorþe gangæ, þa giui sak þem by, þær ær næst. Han skal væriæ sik mæþ tvem tylptum, sva skal ok hin þriþi sik væriæ. Þa þer allir æru varþir, þa skal hæræþ bøtæ, þæt næst ær ok þingæt søkir fang. Þæt skal bøtæ niv mærkær ællær banæ fa.

[ 25 ]

15.

Faldær maþær vndir mylnu hiul, far þær banæ af, bøte þrim markum þæn ær mylnu a. § 1. Faldær maþær i brun ællær diki ællær af fiskigarþi, far banæ af, bøte firi þrim markum þæn ær a. § 2. Gangær maþær a biornspiut ællær ælgspiut, far banæ af, bøte firi mærkær þrer þæn ær a. § 3. Resir maþær træ vp, faldær niþær, far maþær banæ af, bøte firi mærkær þrer þæn vp reste. § 4. Stangær þiur, huggær runi, bitær hundær, far af banæ, bøte firi þrer mærkær.




ÞÆTTÆ ÆR AF SARÆ MALUM BOLKÆR.

17

1.

Værþær maþær af manni sar, þa skal sarum lysæ a þingi þy fyrstæ — vet eigh hvat hældær æptir mælir kuikum ællær døþom — ok a aþru þingi, æn a þriþiæ æptir mælæ, ællær ær mal hans spilt. Þa skal han sar synæ. Þa skulu þingsmæn vittni vm bæræ, æn þæt ær fulsæri. Þarf viþ spik ok spiær, lin ok lækisgæf, þa ær þæt fulsæri. Þa skal þem latæ dømæ endaghæ ok vitæ a hændær hanum mæþ tvem tylptum ok þriggiæ þingsmannæ vittni, biþiæ sva sær guþ holl ok vattum sinum, at han ær sandær maþær hans, ok sva gaf iak þær næmni til a þingi.  Þa skal þæn, ær sarghæþi, laghæ buþ firi sær hauæ, niv mærkær a sægnær þingi, bøtær fram bæræ ok tækkiu mæn kræfiæ.  Þa skal han sik i frid latæ dømæ, bøtæ viþ hæræþ niv mærkær ok sva viþ konong. Ær han sandær at sak, þa skal hæræþ hanum vt dømæ, ællær skal han friþ flyæ.

[ 27 ]

2.

Værþær skroksak giuin saræ mal, þa skal a þingi næmd gæræ tryggiæ mannæ af fiarþungi þæs at sværiæ, at han ær eigh sandær saræ maþær hans ok eigh var mæþ vræzviliæ a vighvalli.

3.

Innæn konongrikis maþær ær iamgildær at sarum sum hærlænzkær maþær. § 1. Danski ok norne egho bøtær a sarum sum hærlænzkær maþær.

4.

Huggær maþær hand af manni, bøte niv mærkær firi sar ok þrer mærkær firi læst. § 1. Huggær maþær þumulfingær af manni, bøte niv mærkær firi sar ok tolf øræ firi læst. Firi þæn, þær ær næst, niv mærkær firi sar ok sæx øræ firi læst. Firi længæst fingær niv mærkær firi sar ok halfmark firi læst. Firi þæn, þær ær næst, niv mærkær firi sar ok tva øræ firi læst. Firi litlæn fingær niv mærkær firi sar ok øræ firi læst. § 2. Huggær næsær af manni, bøte þrer mærkær firi læst ok niv mærkær firi sar. § 3. Huggær øghæ or høfþe manni, bøte þrer mærkær firi øghæ ok niv mærkær firi sar. § 4. Huggær maþær har af manni, bøte þrer mærkær firi læst ok niv mærkær firi sar. § 5. Lystær tændær or høfþe, læstir mal hans, bøte þrer mærkær firi læst ok niv mærkær firi sar. § 6. Gældir man, niv mærkær firi læst ok niv mærkær firi sar. § 7. Huggær tær af manni, sva skal firi tær bøtæ sum firi fingræ. § 8. Læstir skulu til iamlangæ standæ. Þa skal a sea, æn læst ær, ok læstær bot vt takæ. Slikt skal vaþæ læst væræ sum viliæ læst.

[ 29 ]

5.

Værþær suþærmaþær ællær ænskær maþær sar, þer egho at botom ørtogh min æn ælliuu øræ ok konongær ørtogh ok øræ fæm ok sva frælsgiui. Bondæ hvar gaf þær aþrum af sin ræt.

6.

Þræl far sar, bøte maþær firi mark. Iki egho flere mæn sak a æn saksøke. § 1. Vetir frælsgiui sar ællær þræl manz ætbornom manni, þa skal han søkiæ til vgilz. Vil han hældær bøtær takæ æn værk a vinnæ, bøte hanum firi mærkær þrer.




AF VAÞÆ SARUM.

19

1.

Varþær maþær gønomlæghær ællær sarghæþær gulfæ mælli at vaþæ, bøte firi þrer mærkær, þær sum i kom, ok þrim, þær sum vr kom. § 1. Værþær maþær huggin i houoþ, ma sea hinnu, kallæ baþir vaþæ, bøte firi mærkær þrer. § 2. Møtæs æg ok læggær, bøte firi tolf øræ. § 3. Læggær maþær gønom vaþvæ manz, bøte firi sæx øræ þær, sum i kom ok sæx þær, sum vr kom. § 4. Far maþær vaþæ sar, ytir hvarghi, þæt æru sæx ørær, æn vaþæ sar ær. Værþær eigh vaþæ sar, num baþir vili.

[ 31 ]

2.

Slikt skal vngum bøtæ firi vaþæ sar sum gamblum. Slikt skal firi kono sar bøtæ sum karmanz. Slikt skal konæ bøtæ sum takæ. § 1. Vetir barn barni sar, þæt ma eigh annæt hetæ æn vaþi. Þæt skal slikæ vaþæ bot takæ, sum tald ær, sæx øræ. § 2. Dræpær barn barn, bøte firi þrer mærkær.

3.

Þræl far vaþæ sar, ma eigh firi bondæ biærghæs, liggær attæ daghæ, þa skal bøtæ ørtogh. Liggær han sæxtan daghæ, bøte tvar ørtoghor. Liggær han fiuræ daghæ ok tiughu, þa bøte øre. Þy at han længær liggi, far iki meræ firi þæt. § 1. Lækisgæf skal firi latæ, þæt æru þrir ørær, iki meræ, num han þore sværiæ mæþ tylptær eþe, at han gaf halfmark. § 2. Mætæ skal þræls læstir. Sva myklu sum han ær værri, sva myklu skal minnæ bøtæ, ok samælund firi frælsgiuæ.

4.

Æn ætboren maþær far vaþæ skeno, þarf hvarti viþ spik ællær spiær, þa a han iamnæþær eþ mæþ sættær gærþ: „sva se mær guþ holl ok vattum minum, at æn iak gaf þær slikæ sak, sum þu giuær nu mær, þa vildi iak slikum rætti vnæ, sum nu førir iak þær fram.“

5.

Sarghær hundær ællær annær fænæþær, þa skal bøtæ øræ tva firi sar ok øræ þrea firi lækisgæf, num han þore vitæ til halfmark mæþ tylptær eþe.




[ 33 ]

ÞÆTTÆ ÆR BARDAGHÆ BOLKÆR.

1.

Værþær maþær barþær ok friþær a brutin, þa skal han sak latæ lysæ i garþ hans ok siunætting latæ gæræ. At siundæ daghi skal siunætting haldæ, sannæ siunættingsgærþ mæþ þem, æn þer viliæ.  Þa skal latæ bæræ asynær vittni at some hans var skærdær ok manhælghi hans brutit. Annær skal skyrskutæ vittni vetæ. Þa skal þing visæ aldræ gøtæ. Þa skal þem latæ endaghæ dømæ, þingsmannæ vittni latæ bæræ, vittnæ a hændær hanum bardaghæ mæþ tvænni tylptum. Þa skulu høringiær æptir gangæ tvænni tylptum. Þa skal laghæ buþ firi sær hauæ, æn han vil friþ sin hægnæ, fiarþungs næmd, æn han ær lughin sakær. § 1. Æn laghæ bøtær vil biuþæ, þæt æru attæ ørtoghor ok fæm mærkær. Ørtogh min æn ælliuu øræ, þa a hæræþ,21 sva a konongær. A sægnær þingi skal han laghæ buþ firi sær hauæ, latæ dømæ sik i friþ æptir. § 2. Vil han eigh bøtær biuþæ, þa skal sak søke latæ dømæ sik af þingi mæþ vmstaþu mannum, vitæ þæs, at han inti alt a endaghæ til friþær hans, þæt ær lagh sighiæ, latæ siþæn dømæ han friþløsæn a þingi.

2.

Bær maþær ænskæn man ællær sundriskæn, bøte firi saksøkæ ørtogh min æn siu øræ ok fiuræ ørtoghor kononge. § 1. Slikæ samu æru frælsgiuæ bøtær ok sæx ørir æru þræls, æn barþær ær.

3.

Diungær maghændi maþær ouormaghæ, bøte firi øræ tva. Slikt skal ouormaghi bøtæ sum takæ. § 1. Bæriæs ouormaghæ tver, far annær værræ af, bøte firi øræ tva.

[ 35 ]

4.

Lystær bonde kono sinæ i ølbænk, bøte hænni þrer mærkær. Lystær han hanæ i kirkiu, bøte hænni þrer mærkær. Læggi aptær til bos. Taki or, hvat þem skil hældær hughær ællær hæl.

5.

Far maþær vaþæ hug, værþær hvarti blat ællær bloþoght, þæt kallær svartæ slagh. A iki ræt a.

6.

Værþær manni vrang banæ sak giuin, þa skal hæræzhøfþingi væriæ han mæþ tvænni tylptum næmdær mannæ af hæræþi.

7.

Ær friþær manz vbøttær, þa skal boskipti kræfiæ ok skyldir lukæ, ængum meræ æn til þriggiæ markæ. Þa skal konæ takæ þriþiung sin ok þrer mærkær at hindrædax gæf.  Þa a arvi takæ þæt halft, sum æptir ær. Siþæn skal þæn lot æptir ær, skiptæ i þry: takær en lot saksøkin, annæn konongær, þriþiæ hæræþ.

8.

Konæ firigær manni, fællir hanæ lukt hæræznæmd, þa skal hun hauæ griþ til skox, dax ok nattær.  Þa skal latæ dømæ hanæ vgildæ firi arvæ ok æptimælændæ ok dræpæ þær næst.

[ 37 ]

9.

Far maþær sar, liggær i længi, gangær i mælli ok dør i þerre, giuær arvi sak þem, ær sarghæþi, ok kallær han banæ væræ, þa skal han væriæ sik mæþ luktri hæræznæmd, æn han dør innæn nat ok iamlangæ. Gangær þær iuir, þa bøte iki. Falz han at sak, bøte mannin aptær.




ORBOTÆ MAL.

23

Dræpær maþær man i kirkiu, þæt ær niþingsværk. § 1. Dræpær maþær man a þingi, þæt ær niþingsværk. § 2. Gangær maþær a griþ ok gøræ sæt, hæmnir maþær þiufs, hæmnir maþær ræpsingær a þingi mæþ sarum ællær mæþ drapi ællær mæþ brænnu, þæt ær niþingsværk, firigiort landi ok løsom ørom. § 3. Huggær maþær baþær hændær af manni, dræpær maþær souen man, þæt ær niþingsværk. § 4. Þæt ær niþingsværk at bæræ skiold iuir þangbrækku, hæriær a sit eghit land, firigiort iorþo, lanzvist ok løsom ørom. § 5. Bindær maþær man i skoghe viþ træ, þæt ær niþingsværk. § 6. Skiutær maþær in a lyuræ ok dræpær man, dræpær i løgho ællær i bastughu, dræpær þa han nøtir þarvæ sinnæ, stingær vt baþi øghon a manni, skær tungu or høfþe manni, huggær af baþæ føtær af manni, dræpær maþær kono, þæt ær niþingsværk alt. Hun a e friþ til moz ok til mæssu, aldrigh æru sva mykil vigh i mælli mannæ. § 7. Dræpær maþær lønær drotten sin, þæt ær niþingsværk. § 8. Dræpær maþær man i ølbænk mæþ kniui, sitær vm knif ok køtstykki mæþ24 [ 39 ]hanum, þæt ær niþingsværk. § 9. Huggær maþær bu manz niþær, gærs at gorvarghær, þæt ær niþingsværk. § 10. Løpær maþær a hærskip ok gærs bunkæ bitær, maþær standær a halsi ok a høfþe ok hæriær man, þæt ær niþingsværk




ÞÆTTÆ ÆR ÆRFÞÆR BOLKÆR.

1.

Sun ær faþurs arvi.  Ær eigh sun, þa ær dotter. Ær eigh dotter, þa ær faþir. Ær eigh faþir, þa ær moþer; þa ær broþer. Ær eigh broþer, þa ær systir. Ær eigh systir, þa æru sunær børn. Ær eigh sunær barn, þa æru dottor børn. Ær eigh dottor barn, þa æru broþor børn. Ær eigh broþor barn, þa æru systur børn. Ær eigh systur barn, þa ær faþur faþir. Æru moþor moþer ok faþur broþer, þa takær moþor moþer ok faþur broþer gangær fra.

2.

Moþer takær sunær arf, til enge sun dør. Þa gangi dotter til ok taki slikt sum moþer af arvi. § 1. Hauir moþer tva kollæ, dør enge sun af aþrum koll, þa skulu døttær til gangæ, ær vm faþur æru mæþ hanum, skiptæ viþ moþor sinæ arvi. Taki slikt hvarin sum annur.

3.

25

Moþor faþir ok faþur moþer, þer æru iamnærvi. Moþor broþer ok faþur systir, þer æru iamnærvi. Dottor sun ok sunær dotter, þer æru iamnærvi. Systur sun ok broþor dotter, þer æru iamnærvi. § 1. Kollum skal arvi skiptæ sundær i tu, halft a fæþærni ok halft a møþærni, æn baþir æru iamnskyldir.

[ 41 ]

4.

Sitær konæ i bo, dør bonde, kallæs hauændi væræ, hun skal i bo sitiæ tiughu vkur. Þa skal a sea, æn hun ær hauændi. Þa skal bo skiptæ. Skal hun a bole sitiæ til fardaghæ næstu. Är bonde døþær firi fardaghæ, þa a hun af faræ. Hauir hun sait, þa nyuti þæs. Far hun barn, far kristindom, þa hauir hun arf hægnæt. § 1. Bonde a sun, konæ ær mæþ barni dighær, þa skulu þer baþi i bo sitiæ. § 2. Konæ giptis bort fra barnum sinum, egho børn ambut ællær þræl, þa ma þem firi bo sætiæ. Þa mughu fæþærnis frændær skiptæ or barnæ lot, faþur broþer barnæ a mæli mælæ, ok fostre skal firi bo sitiæ. Moþer skal raþæ arkær lyklum ok latæ skyldir takæ ok skyldir lukæ. Ær moþor faþir til, þa skal raþæ ok eigh faþur broþer. Är faþur faþir til, þa skal han raþæ, ok eigh moþor faþir. Eigh gitær moþor viþ bo skilt, num fostre se til, firi at sætiæ. Moþer skal til faræ þrysvar a iamlangæ, bos at vitiæ, æn bryti firi sitær.

5.

Maþær far sær aþælkono, gætær viþ barn, dør su, far aþræ, gætær viþ26 barn, far hinæ þriþiu, dør bonde, þa æn konæ ær liuændi, þa skal af takæ hemfylghþ sinæ, alt þæt ær vnøt ær, hun ællær hænnær børn. Þa skal hin ælsti koldær boskipti kræfiæ, takær af þriþiung af bono. Þa takær hin annær koldær sit møþærni ok læggær þæt aptær ær, til skiptis. Siþæn takær han af sin þriþiung. Hvat þæt ær hældær konæ ællær hin yngsti koldær, þa skal þæt aptær ær, til skiptis læggiæ, takær siþæn af sin þriþiung. Þa skal af allum hindrædax gæf lukæ. Tax eigh fæ til, þa skal slikt enum a vantæ sum aþrum.

6.

Giptis konæ aþrum manni, giptis þriþiæ sin, dør konæ, a barn i hæskæp, þa skal þæn yngsti koldær arf takæ, løsæ øræ allæ ok iorþ þa, ær køpt ær i garþi. § 1. Giptis konæ, far eigh børn i æpstu giptu, þa giptis hun allum barnum sinum aptær til arfs.

[ 43 ]

7.

Æn bonde giptir dottor sinæ mæþ mund ok mæþ mæli, skal vitæ mæþ tvænni tylptum, æn þem skil a, at hun var sva gipt, sum lagh sighi, ok þy egho børn arf at lagmæli.

8.

Gangær maþær fra kono sinni mundgiptri i siang annærrær kono, aflær barn, þæt ær horbarn, takær eigh at lagmæli fæþærni sit. § 1. Mæli þær frændær bondæ æptir han døþæn viþ kono hans mundgiptæ, at han atti eigh barn þættæ. Þæn skal barn eghæ, ær hvariæ nat liggær hos ok giptær ær til mæþ lagmælum. § 2. Konæ a sløkefrillu sun ok annæn 27 aþælkono sun, þer skulu baþir hænnær arf takæ, slikt hvar sum annær. § 3. Læx maþær viþ kono, gætær viþ barn, þæt ær aþælkono barn, æn han fæstir hanæ siþæn ok far mæþ laghum. Far han hanæ siþæn mæþ mund ok mæþ mæli, gætær ok barn, þæt ær aþælkono barn. Skiutær þa kono af handum sær, ma eigh bo hænni mæþ guz rætti. Stiæls siþæn ok aflær barn, þæt ær frillu barn, takær møþærni ok eigh fæþærni

9.

Giuær maþær sik i klostær, han skal fæ skiptæ viþ arvæ sinæ. Taki han en lot, ok annæn skal arvi takæ. Sva marghir arvær æru, i sva marghæ løte skal skiptæ. Giuis han mæþ sinum lot in. Dør han i klostre, þa ær klostær hans arvi. § 1. Vil han or faræ firi iamlangædagh, þæt ær vald hans. Ær han enæ nat ok iamlangæ, þa ma han eigh or faræ ok ængsins manz arf takæ, ok iki skulu frændær hans værkum varþæ.

[ 45 ]

10.

A døzdaghi ma iki fra arvæ giuæ at lagmæli, num arvi kuæþær sialvær ia viþ. Sva sighiæ lærþir mæn, at eigh ma ne viþ kuæþæ mæþ guz rætti.

11.

Dræpær maþær man, vil hauæ arf hans, han skal iki arvi hans væræ. Sighir han, at han drap han mæþ vaþæ værki, han skal væriæ sik mæþ luktri hæræznæmd. Værþær han varþær, han skal arf takæ. Falz han at laghum, þa skal annær þær arf takæ þem dræpnæ ær skyldæstær.

12.27

Far maþær af landi, sætær bryti(æ) firi bo, sighir, at han skal gangæ til Roms, þa skal bryti(æ) bo varþæ til iamlangæ. Siþæn skal arvi varþæ ok iki bryti længær, num arvi vili. § 1. Far maþær af landi, sitær husprea i bo, hauir barn i knæ ok annæt i kuiþi, far kristindom, vændir han hæl ok nakkæ at hemkynnum ok stighær fotum af fostærlandi, þer skulu arvær væræ, ær skyldæstir varu hanum, þa han hemæn for, æn han kombær eigh aptær til hemkynnæ. § 2. Ængsins manz arf takær han, mæþæn i Girklandi sitær.

13.

Liggiæ mæn tver siukir, baþir i eno husi, ær hvar annars arvi, liuir annær sva længi æptir annæn, at han viþ husli takær, þa ær han hans arvi. § 1. Dør maþær i by, annær i aþrum by, baþir a eno døgre, faræ mæn i mote, sighir hvar aþrum døþæ þerræ, hvarghi þerræ ær annærs arvi. § 2. Brænnæ mæn tver inni, baþir sændær, hvarghi þerræ ær annærs arvi. § 3. Druknæ tver, baþir a eno skipi, hvarghi þerræ ær annærs arvi. § 4. Skiliæs mæn hemæ, far annær a skip ællær til skox, dør hin ær hemæ [ 47 ]var, ok þæn findær døþæn, ær hemæn for, ok vet eigh a hvat døgre, ær han do, hvarghi þerræ ær annærs arvi.

14.

Dør maþær ænskær i landi, ær eigh þæn skyldæsti hos, þa skal arf hans standæ til iamlangæ.  Ær eigh þa arvi komen, þa skal konongær arf takæ, biskupær æn præstær ær. § 1. Dør þyþiskær maþær, ær eigh barn til, þa skal konongær arf takæ, biskupær æn præstær ær. Þæt kallær danæ arf. § 2. Dør maþær, na eigh arvæ hans, þa ær konongær arvi hans.

15.

Sva ær, æn konæ firi gær stiupbarni sinu, vil sinum barnum arf vnnæ, væri sik mæþ hæræznæmd. Falz hun, þa hauir hun firigiort sær ok friþi sinum. Vil eigh sun hænnær latæ hanæ friþ flyæ, þa skal han frændum bøtæ, sum þer viliæ, ær egho þem, ællær taki hanæ þær hanæ fa.

16.

Siþæn ær hion tu komæ samæn, takær annæt þerræ arf, førir i bo, læx til brytstox, far iki giald firi. Þæt, sum liuir, a þæt, sum arf tok.  Þæt, sum af føþis, egho þæt baþi. § 1. Stoþhors i skoghom gangæ. All þe fyl, sum af føþæs, egoh þer baþi. § 2. Takær maþær bo at arvi, ma eigh bryti firi væræ ællær deghiæ, skulu baþi hion avaxt eghæ. Þy biþær maþær sær kono þerræ, ær til arfs standær, þy giptær bonde þem manni dottor sinæ, ær til arfs standær, at þer viliæ baþi avaxt eghæ.

17.

Far bryti firi bo manz, han ær miskunnær maþær bondæ þæs, ær bo a. Riþær i ok rændær or, far iki vtæn tylptær eþ firi, at han hauir alt [ 49 ]or bo, þæt ær han atti. § 1. Bonde kallær han hauæ lønt bo bæggiæ þerræ 30ok bort skutit. Þa skal vitæ firi mæþ tylptær eþe, at han hauir alt framlaght. Han ma eigh þiuuær at hetæ, þæt ær handsalt fæ.

18.

Dør bonde, husprea liuir, bo a iorþo hans, dør firi fardaghæ, þa skal hun til sinnær iorþ faræ ok halft viþ landboæ bo sit hauæ. Han a at vitæ til arsfæstu ok eigh længær. Konæ takær þriþiung i bo ok þrer mærkær af hans lot, siþæn tymbær ok myllu reþe. Þæt skal alt skiptæ sva sum bo. § 1. Skyldir skulu baþi lukæ ok baþi kræfiæ, slikt hvart, sum i bo a, hvat þær fyr gørær wrþu, æn þer samæn komo, ællær siþæn, vtæn mandrap et. § 2. Saræ bøtær ok bardaghæ bøtær, mutur ok vingæuær egho þer baþi lukæ ok sva takæ.

19.

Far annær broþer køpfærþum ok annær hemæ i asku sitær, baþir egho þer iammykit af arvi.

20.

Inlaght fæ værþær bortstolet ok bondæ fæ mæþ, gialdi iki firi. Skal vitæ mæþ tylptær eþe, at hans fæ var mæþ stolet.

21.

Hauir faþir hemfylghþ giort suni sinum, faldær faþir fra: þa skal aptær til skiptis bæræ viþ þæn, sum vgiptær ær. Hanum skal slikæn samæ lot af gæræ, sum þæn hafþi hem til bos, sum giptær ær. Sva skulu døttær sum synir 31skiptæ, æn þer æru arvær. Hauir af iorþo salt, þæn ær giptær ær, þæt skal i hans lot standæ, þa ær þer skiptæ. § 1. Dør sun giptær af garþi, a eigh barn, [ 51 ]ok æru þer skild at faþir ok moþer at bo sinu, þa skal faþir arf takæ ok eigh moþer. Faþir skal latæ iorþ hem fylghiæ, moþer ma iki iorþ giuæ fra rættum skæptarvæ. § 2. Dør sun, a børn æptir sik, ær hanum hem giuit af bolæ iorþ, þæt egho børn vitu til ok eigh til fleræ. Ær eigh num et bol, þa far eigh vitu til þæs. Æru tvar stuvur ok toptær garþær i mælli, þa æru þæt tu bol. Kallær til enkæ akærs ællær enkæ æng, þær a iki vitu til, num þæn vili, ær han kallær þem giuit hauæ. § 3. Skyldum skal skiptæ sum bo. A þingi skal viþ halzørum takæ ok sva fram sæliæ.

22.

Vil maþær man or annøþoghom staþ løsæ, han skal siunætting firi þæn gæræ, ær han hauir handæ mælli, biuþæ þem tva øræ gulz ællær tvar mærkær vægnær, vittni til latæ bæræ a siunættingi, at han ær hanum sva skyldær, at han a at løsæ han mæþ lagmæli ok vitæ mæþ tylptær eþe. Siþæn far eigh vart, num han kalli barn sit væræ. Haldær han æptir sægnær þing, þa hætti viþ sinum niv markum.

23.

A ætlæddær maþær aþælkono barn ællær viþgangit a þingi, þa takær þæt arf hans ok eigh hin han ætlæddi. Ær sun til ællær dotter, faþir ællær moþer, broþer ællær systir, þa far ikki þæn af arvi, ær ætlæddi. Ær ængin þerræ til, þa skal þæn takæ, ær ætlæddi.

24.

32

Dør landboe firi fardaghæ, þa æru tver løtir løsir af bole hans. Dør konæ hans, þa ær þriþiungær løs af bole hans. Ær rughi sait a bole, þa skal þæn, ær bol a, gialdæ arvunum iammarghær skæppur, sum a ær sait. § 1. Dør lanær drotten, þa skal landboe kuar sitiæ til fæstæ hans ær int, ællær arvær lukæ hanum tilgæf sinæ.

[ 53 ]

25.

Dør frælsgiui, kallæ þer, ær han egho, til tvæggiæ lotæ giptæn væræ, þa skulu þer gialdæ kono hans mark at hindrædax gæf, æn þer þoræ vitæ han til tvæggiæ lotæ giptæn.




GIPTÆR BOLKÆR.

1.

Konongær vil sær kono biþiæ. Ær þæt vtæn konongrikis, þa skal mæn sinæ latæ faræ ok ærændi sit vrakæ ok fæst takæ. Þa skal konongær bruþfærþ gen gæræ. Þa skal konongær gen faræ ok giuæ tolf mærkær gulz ællær tva byæ at væþium sætiæ.[GB 1]

2.

Bondæ sun vil sær kono biþiæ. Han skal hin skyldæstæ at hittæ ok bøn sinæ byriæ, handfæstnæþær stæmnu læggiæ. A hænni skal til fæ sighiæ, næmnæ iorþ, æn til ær, ok alt þæt giuæ vil. Þrer mærkær skal laghæ vingæf væræ. Þaghær firi fæst ær skilt ok handum samæn takit, þa æru tilgæuær allær intær, æn vingæuær eigh fyr, æn þer komæ baþi a en bulstær ok vndir enæ bleo. § 1. Af fæstæ ruf a biskupær þrer mærkær.

[ 55 ]

3.

Værþær fæstikonæ manz takin, a niv mærkær þæn skyldæsti ok sva fæstimaþær ok sva konongær ok sva allir mæn. Boe hænni aldrigh.  Þer skulu friþær hans eghæ vald. Kome aldrigh i friþ fyr, æn þer viliæ, ær sak søkiæ.

4.

Far frælsgiui ættæþæ kono, þa ær mark vingæf ok mark hindrædax gæf. Børn þerræ skulu ætboren væræ. § 1. Hvarn staþ hindrædax gæf ær, þa ær þriþiungsskipti a fæ þerræ. Ær eigh hindrædax gæf giuin, þa skal hun vp takæ þriþiung ok þrer mærkær. § 2. Far frælsgiui fostro, gifs eigh vingæf ællær hindrædax gæf, þa giptis hun til hælfnings. § 3. Vil þræl fa huskono, giui tva øræ til þem, ær hanæ a. A ikki kæpsir i barnum.

5.

Giuær maþær manni sak, at han hauir lighæt hos huskono hans, þa skal firi gangæ tylptær eþ ællær bøtæ sæx øræ. § 1. Hauir konæ hor giort, ok giuær bonde kono sinni sak, þa væri sik mæþ siu mannum af næmdinni. Værþær hun varþ, bøte hænni þrer mærkær. Þem skal aptær til bos læggiæ. Eghe hun þem, hvat þem skil hæl ællær hughær. Værþær hun eigh varþ, þa skal hun gangæ fra bo ok boslot i hvardax klæþum sinum.

6.

Fæstir maþær ænkiu ok flytær hem ok læx hos ok aflær hænni barn, þær a ængin sak a. Værþær barn siþæn føt, øl ær gørt, þæt ær aþælkono barn. Þy hetir fingin fæst ænkiæ. § 1. Fæstær maþær mø, gær viþ løndær læghær, han ær sakær at sæx markum viþ faþur hænnær. § 2. [ 57 ]Liggær maþær viþ kono ok fæstir hanæ siþæn, mælir vingæf, þa ær læghær bøt. § 3. Liggær viþ frælsæ fostro, bøte tolf øræ, firi ambut sæx øræ, firi ætbornæ kono sæx mærkær. Þæn barn a viþ ambut, han skal varþæ hænni, til þæs ær hun gitær kuærn draghit ok ko molkæt. Dør hun af barni, bøte han þrer mærkær. § 4. Enløpær kono læghær skal væriæ mæþ tylptær eþe, baþi ætbornær ok annøþoghær.

7.

Tæls frændsim mælli hionæ tvæggiæ, þa skal a þingi tæliæ ok biskups lof til fa at sværiæ mæþ tvænni tylptum; biþiæ sva sær guþ holl ok vattum sinum, at frændsim okkor ær sva skyld, sum nu hauir iak talt. Þy ma iak eigh boæ hænni at guz rætti. Giuær bonde sær sialvær sak, kallær sik sva skyldæ kono hauæ at sinni kono, at han ma eigh boæ hænni at guz rætti, þa fulli þæt mæþ tvænni tylptum. Værþær han fældær, þa skal han bøtæ hænni.

8.

Liggær maþær hos dottor sinni, þat mal skal af landi bort skiptæ ok til Roms. Egho faþghær tver enæ kono, egho brøþær tver enæ kono, egho brøþrongær tver enæ kono, egho systrungær tver enæ kono, egho moþghor tvar en man, egho systær tvar en man, egho systrungur ællær brøþrongor tvar en man, þæt ær firnær værk. § 1. Myrþir konæ barn sit, dræpær sun faþur sin, ællær faþir sun sin, ællær broþer broþor sin, ællær brøþrongær brøþrong sin, ællær systrungi systrung sin ællær faþur faþur sin ællær moþor faþur sin ællær sunær sun sin ællær dottor sun sin ællær broþor sun sin ællær systur sun sin, all slik mal skal af landi skiptæ mæþ breve til pavæns i Rom. Þer skulu af pavænum bref takæ ok aptær til biskups føræ, latæ han sea, hvilkæ miskun þer fingu. Biskupær skal þem bref fa firi tundæ sin. § 2. Af allum firnær værkum a biskupær þrer mærkær. Þer sum skriptæ brut gæræ, þer egho biskupi þrer mærkær.

[ 59 ]

9.

Sunnudaghin þæn, ær næst ær æptir Martinsmæssu dagh at kuældi, þa æru mundgaz tiþir laghtaknær. § 1. Hæptir bonde fæstikono manz, þa skal bruþmæn til gæræ a mundgaz tiþæ daghi, tva mæn til garz gæræ griþær at beþæs. Þa skal hvar þerræ aþrum griþ sæliæ i garþ ok or.  Þa skal klæþi mætæ ok siþæn firi gipt skiliæ. § 2. Sva ær firi gipt at skiliæ. Þaghær þer komæ baþi a en bulstær ok vndir enæ bleo, þa a hun þriþiung i bo ok þrer mærkær at hindrædax gæf af hans lot. § 3. Syn han hanum sinæ fæstikono a þrim laghæ ølstæmnum, þa ær han sakær at niv markum viþ saksøkiæ ok sva viþ konong ok sva viþ allæ mæn. § 4. Sva skal bonde biuþæ fæstikono at laghum at þrim ølstæmnum, sva sum beþæs. § 5. Þæt ær laghæ forfall manz ok kono, at þer siuk æru ællær bruþvaþir inni brændær. Þæt ær forfall bæggiæ þerræ, æn þiufnæþær ællær bosran hauir iuir gangit. Æn han latær þing visæ, þa skal tva mæn a þingi latæ forfall bæræ. Vil han eigh at þy litæ, þa skal a endaghæ mæþ tylptær eþe ok tvænni vittnum biþiæ sva sær guþ holl ok vat sinni, at han fæk laghæ forfall, ok „þy ma iak eigh giptæ þær hanæ“. § 6. Vil han væriæ firi hanum, þa skal firi gangæ mæþ tvænni tylptum, biþiæ sva sær guþ holl ok vattum sinum, at frændsim þerræ ær sva skyld, at þer mughu eigh boæ mæþ guz rætti, ællær sifskapær. § 7. Kuæþær han ne viþ, kallæs eigh fæst hauæ, þa skal han firi gangæ mæþ tvænni tylptum, biþiæ sva sær guþ holl ok vattum sinum, at han fæsti hanæ eigh, sva sum lagh sighiæ i landi þæssu.


  1. Beckman (ANF XXX s. 1 ff.) har gjort troligt, att stadgandena i första flocken möjliggöra en datering. Det är sannolikt, att stadgandet infördes i lagen kort efter den tid, då någon konung med egendomar i Västergötland gift sig med utländsk prinsessa. Då både Erik d. helige och hans son Knut haft inhemska drottningar, så ligger det nära till hands att tänka på den sistnämndes son Erik X, som efter slaget vid Gestilren 1210, gifte sig med Valdemar sejrs dotter Rikissa. Att med Beckman fastställa datum för stadgandet till samma dag slaget stod, är väl vågat, men under de närmaste åren därefter måtte det skett, eftersom konungen dog 1216. Då det är bekant, att Eskil vid ungefär samma tid som lagkunnig deltagit i slitandet av en tvist angående jord och var nära lierad med konung Erik, så synes Beckmans hypotes ha stora skäl för sig. Själva lagen blev, enligt Beckman, färdig först på 1220-talet (Vår äldsta bok s. 21 ff.).




ÞÆTTÆ ÆR RÆTLØSÆ BOLKÆR.

1.

Svear egho konong at takæ ok sva vrakæ. Han skal mæþ gislum ovæn [ 61 ]faræ ok i Østrægøtland. Þa skal han sændimæn hingæt gæræ til aldrægøtæ þings. Þa skal lagmaþær gislæ skiptæ, tva sunnæn af landi ok tva norþæn af landi. Siþæn skal aþræ fiuræ mæn af landi gæræ mæþ þem; þer skulu til Iunæbækkær mote faræ. Østgøtæ gislær skulu þingæt fylghiæ ok vittni bæræ, at han ær sva inlændær, sum lagh þerræ sighiæ. Þa skal aldrægøtæ þing i gen hanum næmnæ.  Þa han til þings kombær, þa skal han sik 37 allum gøtom trolekæn sværiæ, at han skal eigh ræt lagh a landi varu brytæ. Þa skal lagmaþær han fyrst til konongs dømæ ok siþæn aþrir þer, ær han biþær. § 1. Konongær skal þa þrim mannum friþ giuæ þem, ær eigh hauæ niþingsværk giort.

2.

Æn biskup skal takæ, þa skal konongær allæ landæ at spyriæ, huarn þer viliæ hauæ. Han skal bondæ sun væræ. Þa skal konongær hanum staf i hand sæliæ ok gullfingrini. Siþæn skal han i kirkiu leþæ ok i biskupsstol sætiæ. Þa ær han fullkomen til valdær vtæn vixl.

3.

Bondæ sun skal lagmaþær væræ. Þy skulu allir bøndær valdæ mæþ guz miskun. § 1. Konongær skal næmd firi sik sætiæ ok lagmaþær a þingi. § 2. Þæt hetir e aldrægøtæ þing, ær lagmaþær ær a; þær ma folk ætleþæ ok sættum lysæ.

4.

Takær maþær bo manz vp at vfældu, þæt ær þrænni niv markæ sak: a niv mærkær saksøke ok giald firi bo sit mæþ svornom eþe, niv mærkær konongær ok niv mærkær allir mæn. § 1. Huggær maþær hus vp manz av vsøktu, þæt ær þrænni niv markæ sak: a niv mærkær saksøke ok sva 38 konongær ok sva allir mæn.

[ 63 ]

5.

Kallær maþær man bykkiuhuælp. „Hvar ær þæt“, sighir han. „Þu“, koþ han. „Iak skyrskutær þy, at þu kallæþi mik vkuæþinsorþ“. Þæt ær sæxtanørtoghæ sak i hvarn lot. Han skal hanum þing visæ ok skyrskutæ vittni latæ bæræ at endaghæ ok vitæ mæþ tylptær eþe: biþi sva sær guþ holl ok vattum sinum, „at þu kallæþi mik vkuæþinsorþ, ok þu æst sandær at sak þerre, ær iak giuær þer“. Sva skal vkuæþinsorþ søkiæ ok firnær orþ. § 1. Kallær maþær annæn frælsgiuæ, þæn ætboren ær, ællær sighir: „Iak sa, at þu rant en firi enum ok hafþi spiut a baki“. Þæt ær vkuæþinsorþ, þrænni sæxtanørtoghæ sak. § 2. „Iak sa, at maþær sarþ þik“. „Hvar ær þæt?“ „Þu“, koþ han. „Iak skyrskutær þy, at þu kallæti mik vkuæþinsorþ ok firnær orþ“. Þæt ær sæxtanørtoghæ sak i hvarn þriþiung. § 3. „Iak sa, at þu atti þin viliæ viþ ko ællær mæri“. Þæt ær firnær orþ, þrænni sæxtanørtoghæ sak. Þæt skal søkiæ a hændær hanum, kombær eigh ne viþ. § 4. „Iak sa, at þu atti moþor þinæ“. Þæt ær firnær orþ ok þrænni sæxtanørtoghæ sak ok kombær eigh ne viþ. § 5. Þættæ æru vkuæþinsorþ kono. „Iak sa, at þu ret a kuiþgrindu løsharæþ ok i trolz ham, þa alt var iamrift nat ok daghær“. Kallær hanæ kunæ firi gæræ kono ællær ko; þæt ær vkuæþinsorþ. Kallær kono hortutu; þæt ær vkuæþinsorþ. Kallær kono hauæ at faþur sin ællær strukit hauæ barn sit fra sær ællær hauæ myrt sit barn, þættæ æru firnær orþ. § 6. All þæssi syndæ mal skal fyrst viþ præst sin talæ ok eigh braþæ vp mæþ avund ællær vræzviliæ, num han sæki sik at þrim markum; hete þrer ok æru tvar.

6.

Rænir maþær man handran, þa skal han væriæ sik mæþ tolf mannæ eþe ok tvæggiæ mannæ vittnum af þem tolf ok siþæn i tylpt standæ. Falz han at, bøte þrænni sæxtanørtoghor.

[ 65 ]

7.

Æn maþær krævær man skyld, þa skal han a grænnæ hans kallæ, latæ þem viþ væræ ok høræ, at han kræuær han skyld; þa ma han næmæ han siþæn, æn han vil. A han skyld at kræfiæ, þa ma han søkiæ han til, sum lagh sighiæ, ok eþ sin a ouæn, æn þem skil vm, at han a hanum eigh meræ at gialdæ. Kuæþær hin ne viþ, kallær sik eigh eghæ hanum skyld at gialdæ, þa skal han sværiæ mæþ tolf mannum, at han a eigh hanum skyld at gialdæ ællær gæf at lønæ. Bær han þryt viþ, bøte þrænni sæxtanørtoghor ok skyldinæ. § 1. Nam skal løsæ mæþ skyld mæþ tylptær eþe.

8.

Dræpær maþær hors ællær nøt firi manni, vetir fear føling, þa skal han siunætting firi hanum gæræ latæ ok synær vittni a hændær latæ bæræ. Biþi sva sær guþ holl, „at iak sa, at þu drapt fæ hans ok vette hanum fear føling“. Siþæn skal han firi tylpt gangæ, biþiæ sva sær guþ holl ok vat sinni, „at þu vette mær fear føling, ok þu drapt fæ mit, ok þu æst sandær at sak þerre“. Siþæn skal han aptær gialdæ mæþ svornom eþe ok a ouæn þrænni sæxtanørtoghor. Ær eigh asynær vittni til, væri sik mæþ tolf mannum. Æn þæt fæ ær dræpit, ær tvæggiæ øræ ær vært ællær tvem ørom bætræ, þæt ær full fear føling. Æn þæt ær værræ æn tver ørær, þa skal þæt tvægildi atær gialdæ, sva hvart, sum vært ær. § 1. Værþær dræpit hors ællær bøt a byar marku annærs byær, vet eigh, hvar drap, þa skal han siunætting gæræ firi enum þerræ ok haldæ firi allum ok vittni latæ bæræ a siunættingi, „at þæt fæk þær fiorlæsting a marku þerræ af handæ værkum mannæ, ok þy egho þer þæt mæþ laghum aptær bøtæ“.

9.

40

Dræpær fæ annæt ok bær hirþingi vittni, gialdi helt firi mæþ svornom eþe, ok taki han þæt dræpnæ, ællær nyti hold ok huþ, taki halfgildi þæn, ær [ 67 ]atti, af þem þæt a, sum drap. I þæssu mali ær hirþingi fuldær vittnismaþær, hvat hældær han ær fræls ællær þræl. Syns hanum giald, þa skal siunætting til gæræ, latæ bæræ asynær vittni. Þa skal reþæ vætti ok kræfiæ bokær. Syns hanum rætmæli, þa skal skyrskutæ: biþi sva sær guþ holl, „at fæ þit drap mit fæ mæþ synær vittni, ok sva gaf iak þær sak til“. Far han eigh sokn fræmt mæþ laghæ vittnum, þa skal þæn, ær sak ær giuin, væriæ sik mæþ tolf mannum: biþiæ sær sva guþ holl, „at eigh drap mit fæ þit fæ, ok iak æm eigh sandær at þerræ sak, þu giuær mær. § 1. Faldær fæ i manz handæ værki, i brun ællær diki ællær annur þylik værk ok far þær banæ af, þa skal bøtæ sæx øræ firi hæst, halfmark firi oxæ ok sva firi ko ok hors. Sva skal þæt søkiæ ok væriæ, sva sum fæ haui fæ dræpit. § 2. Fløghir fæ i gærþi, sva at ængin æltir, far banæ af, liggi vgilt. Æn fløghir or gærþi, gialdi hin aptær gærþ a. Æltir nokor or gærþi, far þær banæ af, ær til asynær vittni, gialdi þæn sum a ælti, sva sum mælt ær, æn i diki laghi døt; samæleþ søkiæ ok væriæ. § 3. Æn maþær læstir hæst ællær halæ tagl ok stingær vt øghæ, gialdi øre ællær væri sik mæþ tylptær eþe.

10.

All lan skulu hel hem flytiæs þem, sum læþi, firi vtæn all genmæli.

11.

41

Løpær þræl bort ællær ambut fra lauarþi sinum ok gær nokon skaþæ, dræpær, stiæl ællær rænir, eigh skal lauarþær skaþæ gialdæ, num han aptær fai hion sit. Far þem aptær, bøte afgærþir þerræ, sum lagh sighiæ, æn asynær vittni æru til ællær þiufnæþær i handum takin. Ær eigh þæt til, væri mæþ nekuæþum, sum lagh sighiæ. § 1. Lanær maþær manni þræl sin, svari hin sakum, ær viþ lani hauir takit, e mæþæn han ær i hans varþnæþi.

[ 69 ]

12.

Þæn sum leghir af bondæ hæst ællær oxæ ællær ko, han skal varþæ firi vangømslo. Þæt ær þiuuær, vatn, dyi, klaui ok annur þylik. § 1. Firi fars fæ af ofæfli, þæt ær biorn ællær kuesæ. Firi varghi skal varþæ sum firi vangømslo, æn eigh far aflæstir af. Þæt ær sæx ørær firi hæst, halfmark firi oxæ ok sva firi ko ok hors. Far han aflæstir, gialdi iki firi vargh.

13.

Læggær maþær manni fæ sit in til gæzlu, þa ma þæt fæ eigh tapas af þem viþ takær, hvarti mæþ styld ællær mæþ rani, num bondæ þæs fæ, ær viþ takær, ællær kostær værþæ mæþ taknir. Aptær skal han gialdæ. Læggi fram þæt han vil ok mæþ tylptær eþ, at han fæk eigh meræ hans fæ at gæzlu, æn han hauir nu fram laght.




JORÞÆR BOLKÆR.

42

1.

Fæm æru fang iorþær: et ær arvær, annæt ær hemgæf sunær, þriþiæ ær hemfylgþ dottor, fiarþæ ær køp, fæmtæ ær skøtning.

2.

Køpe skal takæ tva af þæs hændi, ær iorþ sæl, vmfærþ at varþæ ok han tva af hins hændi værþi at varþæ. Þer allir skulu takæ i hand baþum [ 71 ]þem, þa ær ok køpfæstum bundit. Ryui mæþ þrim markum þæn ryuæ vil. Kombær eigh køpruui viþ, siþæn farit ær, þa a siunætting gæræ firi þem, sum vmfærþ varþær, ok allum þem, ær iorþ egho i by. Skal gangæ vm akræ ok ængiær ok sva aptær a topt siþæn. Illis þa enhvar staþær, þa skal þæn væriæ, ær iorþ sæl, æn fyr illis, æn vmfærþ kombær a. Illis siþæn, þa skal þæn varþæ, sum køpir. Attæ skulu oþolfæstir væræ, niundi styrisfæstær. Siu nattæ gamal skal siunættingær væræ. Þæn skal iorþ væriæ, ær a. Mæþ tvænni tylptum ok tvænni vittnum skal iorþ væriæ. Siunætting skal visæ þem manni, ær køpe varþæþi, æn annættvæggiæ kuæls værþ ællær vmfærþ firi hanum. Siunætting skal firi hanum haldæ; þor han vitæ firi mæþ tylptær eþe, at han eigh køpe varþæþi, þa ær han varþær. Falz han, böte þrer mærkær firi køpruf. § 1. Illis arftakin iorþ, hanæ skal væriæ mæþ ærfþær vittnum. Tver mæn skulu vittni bæræ ok i tylpt standæ. Sva skal vittni bæræ: „Bær iak þæs vittni ok vir mæn tver, at þu tokt iorþ þæssæ at arvi at viltu. Mæþ vittni borno bindum vit slikt, sum lagh sighiæ. þa skal 43 han firi tylpt gangæ at biþiæ sær sva guþ holl ok vattum sinum, „at iak tok iorþ þæssæ at arvi ok at viltu, ok iak a ok þu ikki vættæ i“. § 2. Illis iorþ at þem køpt hauir, þa skal han værnæ mæþ tvænni tylptum ok tvænni vittnum. Biþi sva sær guþ holl ok vattum sinum, at „iak køpte iorþ þæssæ mæþ fæst ok mæþ vmfærþ at viltu ok sva, sum lagh sighiæ, ok iak a ok þu ikki vættæ i“. Þa skal firi aþræ tylpt gangæ ok sværiæ samælund. Köpæ vittni skal latæ bæræ i tylpt hvarri tvæggiæ mannæ.

3.

Æn sæliæ vil iorþ sinæ, þa skal biuþæ arvæ sinum. Siunætting skal firi arvæ gæræ ok sva biuþæ hanum iorþ at køpæ. Siþæn skal þing visæ ok manæþær stæmnu skulu þingsmæn þem gæræ. Kombær han til at køpæ iorþ a manæþær stæmnu, þæt ær vald. Kombær han eigh, þa skal han til þings faræ, lati dømæ sær at sæliæ þem mæst biuþær værþ firi. Sva skal konæ lagh biuþæ sum karmaþær. § 1. Eigh skal a flæt faræ, num vili, hvat þæt ær maþær ællær konæ, æn i bo sitær. § 2. Eigh ma maþær af kono sinni iorþ køpæ mæþ lagmæli; þæt kallær væggiær køp. Køpe bonde iorþ i iorþ, æn han vil. § 3. Þæn sum iorþ sæl, sialvær skal han køpfæstum [ 73 ]bindæ ok viþ vmfærþ væræ, hvat þæt ær hældær konæ ællær barn ællær maþær. A þingi skal ouormaghæ køpe lysæ. § 4. Maþær køpir mæþ løsom ørom ok vil aptær sæliæ viþ løsom ørom. Han skal þem lagbiuþæ, ær 44 han køpte af. Han skal sva firi iorþ lukæ, sum þa ær til buþit. Vil han i iorþ skiptæ, þa skal han eigh lagbiuþæ.

4.

Konæ sæl iorþ sinæ ællær maþær, læggær eigh i bo, køpir sær iorþ aþræ, þæt ær þæs þerræ, ær iorþær værþ i atti. § 1. Køpir maþær iorþo sinni, gær agærþ til mæþ fæ bæggiæ þerræ, þaghær bo skiptis, þa skal sva marghæ øræ aptær til skiptis læggiæ, sum agærþ var. § 2. Skil a hion tu, ær iorþ mæþ løsom ørom køpt, kallæs annæt eigh eghæ, þæt a vitu, baþum þem vil vitæ til egho. § 3. Værþær iorþ farin, siþæn hion tu komæ samæn, þa ær hun bæggiæ þerræ.

5.

Biskupær a vitu firi kononge ok lændær maþær firi biskupi ok bonde firi allum þem. Egho bøndær by ok annæn lændir mæn, skil þem a, þa egho bøndær vitu ok eigh lændir mæn byæ þerræ mælli. Boæ bøndær i by mæþ lændum manni, eigh mughu þer vitu mistæ þy hældær.

6.

Vil maþær iorþ at væþium takæ, þa skal vmfærþ til reþæ, skiliæ hanum sva iorþ til væþiæ, sum lagh til sighiæ. Løsir han innæn þriggiæ vætræ, þa ær eigh iorþ forvæþiæ, standær hun þrea vættær ællær þrim længær, þa ær forvæþiæ. § 1. Læggær maþær annur væþ, gull ællær silvær, þa 45 skal han gæræ siunætting firi hanum ok haldæ at løsæ væþ sit ok skyld kræfiæ. Han skal skyld lukæ, eþ sin æptir, at skyld ær eigh mere, æn nu ær [ 75 ]fram lagþ. Vil eigh skyld lukæ ok eigh lagh gangæ, þa skal væþium haldæ ok til þings føræ, latæ dømæ sær at sæliæ.

7.

Køpir maþær bol, æru af køptir akrær, skil þem a, þa a han eigh vitu, num til ennær skipt. Þa skal þæn firi gangæ, ær bol a, mæþ tvem tylptum ok biþi sva sær guþ holl ok vattum sinum, „at skipt þæssi var aldrigh farin af bole þæssu mæþ fæst ællær mæþ vmfærþ ok eigh afhænd, sum lagh sighiæ“. § 1. Kallær annær sik hauæ ærft skipt ok annær køpt, þæn a vitu, ær ærft kallæs hauæ. § 2. Kallær annær vtskipt eghæ ok annær a bol, þæn a vitu, ær bol a. Vtskiptir ok garþær, þer skulu all til toptær at lagmæli. § 3. Hauir maþær topt i by ok øris land ok sæx lassæ æng, þa a han vitu til vtskiptæ, attundæ lot attungs til løfs ok lox ok vndirviþær, a maþær eigh attundæ lot attungs, far iki vitæt a han.

8.

Attungum skal by byggiæ. Fiurir væghær skulu af by rænnæ. Liþ ok garþæ ok broær skal attungum skiptæ.

9.

Hittis at kirkiu garþær ok toptær garþær, þa a sokn gærþæ ok eigh topt. Hittis at akær ok topt, þæn skal gærþæ, ær topt a. § 1. Garþær skal standæ mælli topt ok akræ luktær a hælgæ þorsdagh. Halfgarþær mælli toptæ tvæggiæ, han skal e gildær væræ, æn hvarghi bøte firi, vtæn annær kærir a annæn.

[ 77 ]

10.

Tialdru stenæ skal tva i iorþ gravæ, þriþiæ a læggiæ. Þer skulu vittni bæræ, ær i iorþo liggiæ. § 1. Hus skal sva nær tialdru sættiæ, at stuþær rum ær mællum ok opsæ drup.

11.

Flytær enhvar maþær hus sin af topto ok yrkir topt, þa hetir akær ok eigh topt. Søkiæ skal garþ af hændi sær, þæn ær mælli var toptæ, gildæn ok eigh vgildæn.

12.

Rændær væghær toptæ mælli, han skal siu alnæ breþær væræ. A maþær vægh iuir topt manz, han skal þæn vægh hanum af læggiæ, sum han vil, eigh i dæk ællær i dyæ ællær i fiall vp. Halvæn vægh skal hvar þerræ mælli toptæ læggiæ. § 1. Likvægh skal til kirkiu læggiæ. Eigh ma lik iuir topt manz faræ ulouændis, num han se sakær at þrænni sæxtanørtoghom. § 2. Græsvæghær skal til byær liggiæ. Þæn skal þrænni sæxtanørtoghor bøtæ, ær vp yrkir.

13.

Far maþær a akær sin ællær æng sinæ at boæ, þa skal han sialvær sik vt gærþæ. A maþær garþ firi hanum, þa skal han søkiæ vp han mæþ siunætting ok tolf mannæ eþe ok vittni latæ bæræ, at garþær þænni standær firi topt hans, sva at han ma eigh vtvæghum na. Kastær han eigh garþ vp firi siunættingsdagh, bøte þrænni sæxtanørtoghor, ok hin taki vp garþ æptir þings dome ok lati dømæ sær garþ at vardvetæ, e mæþæn topt hans vindær. § 1. Flytær af bygd sinæ, þa skal han søkiæ garþ af handum sær, sva sum fyr a, latæ dømæ hanum gildæn garþ ok eigh vgildæn. § 2. [ 79 ]Husær maþær i akærgærþi, þær sum aþrir grænnær egho iorþ kring vm, þa ma han eigh þær boæ mæþ lagmæli.  Þer skulu hanum siunætting gæræ ok in haldæ, vittni latæ bæræ, „at han bor a akærgærþi ok gær kløftroþ iuir akær ok æng; þy ma han eigh at lagmæli hær boæ“.  Þa skal þing visæ, latæ hem dømæ endaghæ, vittnæ mæþ tvænni tylptum, latæ dømæ af garþ a sægnær þingi, brytæ af ok eigh brænnæ. § 3. Brøþær skiptæ iorþo sinni, husær annær vt a akær ællær æng a græsiæþri, liggær teghær viþ tegh, han a iamnæ vitu viþ þæn i by bor. § 4. Byggir han vt a mark byær, gærþi vm kring sik sialvær. Byggir a fear marku, gærþir vm kring sik a þrea vættær ællær þrim vætrum længær, a øxæ byrþi til skox, til vndirviþær ok til fear gangs. Ængin a vitu innæn garþ hanum ok han ængæ vtæn garþ til almænnings; þæt kallær holmstopt. Han ma eigh i bælgh bindæ. Viliæ grænnær intaku takæ firi hanum, þa skulu þer hanum gatu læggiæ til almænnings siu famnæ breþæ. Þer skulu garþæ gærþæ, ær iorþ egho vt til almænnings.

14.

Eigh ma takæ intaku, num allir vili þer, ær egho attundæ lot af attungi. Þaghær in ær takit, þa skal þæn valdæ oþolskipti, ær vil, gæræ siunætting firi ens garþi ok haldæ firi allum þem iorþ egho i by. Þa skal þing visæ ok latæ hem endaghæ dømæ, þingsmannæ vittni a endaghi latæ bæræ ok sværiæ æptir, „at sva kom dombær a mal hans a þingi, at han skuldi hær standæ i dagh ok repæ iorþ i attungæ“. Siþæn i attungæ ær repæt, þa skal þing sighiæ ok løtæ a sægnær þingi, æn eigh vil fyr. Siþæn latæ dømæ sva attungi hvarium, sum lotær fall, mæþ þings vittni. Sva skulu allir sin i mælli skipæ bæþi garþ ok iorþ, æn eigh viliæ ællær.

15.

Æn maþær kallær sik eghæ af fear marku, ær eigh garþær vm, kuæþæ grænnær ne viþ, kallæ allæ þem eghæ, þa egho þer vitu, ær allum þem viliæ vitæ til egnær; væriæ mæþ tvænni tylptum ok tvænni [ 81 ]vittnum, biþiæ sva sær guþ holl ok vatutm sinum, „at iorþ þæssi, ær os skil vm, ær almænningær aldræ grænnæ ok eigh enegn þin“. § 1. Skil a þorp ok by vm almænning, þa a byr vitu ok eigh þorp. Half tylpt at fæstu skal i by væræ, æn gitær sik vitæt til fullbyær. Tver iarþeghændi i tylpt hvarri skulu vittni bæræ, æn han ær høghæ byr ok af heþno bygdær. Þa skulu tver iarþeghændi af þem eigh baru vittni, hvar firi sinni tylpt gangæ, biþi sva sær guþ holl ok vattum sinum, „at byr þænni hauir varit fullbyr bæþi i heþno ok kristnu, ok þy a han iamnæ vitu viþ by þin at lagmæli“. A en maþær allæn by, ær kirkiu i ok half tylpt boændæ mannæ, þa ma vitæ han til fulz byær.

16.

Skil mæn vm markær skial byæ mælli, þa skulu þer skial sea sin i mælli, gangæ huar byr i sit mærki, ær han kallær i.  Þerræ skal hvarghum innæn garz kallæ, þær sum standit hauir þrea vættær ok þrim længær.  Þær a byr vitu firi. Þer skulu samæn gangæ ok vittni latæ bæræ i staþ þæn, sum kallær i. Værþær annær vittnum siþæri, þæn skal vitu orþ eghæ. Hauæ baþir iammargh vittni, þa skal hæræþ asyn til næmnæ af þingi. Sæmbær asynær mannum a, þa skal þem lagh dømæ, ær asyn vittnær mæþ; sæms þem eigh, þa skal lanz asyn næmnæ ok løsæ mælli þerræ. § 1. Skil a land ok hæræþ, land skal vitu eghæ, ok þe hæræþ skulu vitu eghæ, ær eigh søkiæ fang til. Skal væriæ mæþ tvænni tylptum næmdær mannæ. § 2. Skil a hæræþ ok by, þa a hæræþ vitu.

17.

Vil byr takæ in mark sinæ gen byær marku annærri, þer skulu garþ gærþæ ær in viliæ takæ, ok søke siþæn halvæn sær af handum gildæn ok eigh vgildæn. § 1. Vil maþær træþi vp takæ, þa skal han garþ gærþæ, ær vp vil takæ; søke siþæn sær af hændi, gildæn ok eigh vgildæn. Træþir maþær enkæ akær, gærþi sialvær vmkring. § 2. Vil maþær fæløt sinæ hægnæ, þa skal han garþ mælli fæløtæ gæræ. Eigh ma han ællær intakæ, num han se sakær at þrænni sæxtanørtoghom ok hetir græsspari sa byr, ær sva [ 83 ]gærþi. § 3. Rændær vatn mælli tvæggiæ markæ, gærþi hvar at sinu oþæli ok møtæs i miþri vatnras.

18.

A maþær enkæ skipt i by aþrum, þer egho vitu, ær i by boæ, huru mykil hun skal væræ. Hun heitr vituløs iorþ, æn hun ær eigh rend ok stend. Eigh ma þy at hvaru allæ bort vitæ at lagmæli.

19.

Æn tialdrur vil flytiæ, æn vrangt kallær liggiæ, þa skal siunætting til gæræ ok þing visæ ok endaghæ latæ hem dømæ. Þor væriæ mæþ tvænni tylptum þæn, ær viþ han delir, at tialdræ þæssi liggær ræt ok vræt eigh. § 1. Hvar sum brytær vp ren ok sten, han hetir i aþrum mannum ormyliæ; han ær sakær at trænni sæxtanørtoghom.

20.

Slar maþær æng manz, kombær hin at, ær a, han skal takæ viþikuist, bitæ bast af ok sætiæ sva i, þæt ær laghæ forbuþ. Ma eigh vndæn takæ, num han sæki sik at þrænni sæxtanørtoghom.  Þær skal hø a æng laþæ, til þæs ær þer æru sattir.




HURU MYLNU SKAL GÆRÆ.

Vil maþær mylnu gæræ han ma eigh sva gæræ, at topt annars manz spillir, eigh akri, eigh æng, eigh væghum mannæ, eigh forta grænnæ ok eigh [ 85 ]mylnu þerre, ær før a var gør, eigh fiskiværkum. § 1. Fiskigarþ ma ok eigh sva gæræ, at þem ældri fiskigarþi spillir. Eigh ma fiskiæ i stæmmum manz, annær æn þæn, ær a, eigh i diki annærs manz. § 2. Mylnu staþær liggær øþe þrea vættær ællær þrim vætrum længær; æru fang af roten, þa a þæn vald at takæ, ær vil. Sighir sva þæn, ær mylnu staþ atti, at fang æru eigh all af roten, viti mæþ tvænni tylptum, at stiborþ stoþo ok stulpær, ok þræskulli la ok holagh.  Æ a maþær mylnu staþ, mæþæn þe fang æru all vroten. Sa maþær a mylnu staþ, ær fyrst gær værk a, hvat þæt ær hældær a aldræ gøtæ egn ællær aldræ grænnæ. § 3. Delæ mæn vm mylnu staþ, kallær hvar sik eghæ, þa skal asyn til næmnæ. Þæn skal lagh fa vittnum værþær siþæri. Havæ baþir iammargh vittni, þa skal lanz asyn næmnæ til ok skiliæ mælli þerræ. § 4. Gær maþær mylnu i almænnisvattni, a annær maþær egn annænvagh, þa skal þriþiungær løs faræ af vattni, æn tva løte ma han stæmnæ, eigh iuir a land, num han fai landfæstu mæþ fæst ok vmfærþ laghæ. § 5. Takæ grænnær almænning in firi mylnu dorom, þa skal han sær væghær kræfiæ. Þer skulu hanum vægh læggiæ. Gar maþær þæs eigh, laghskiptæ þer iorþo, lyutær annær firi dorom, þa ær mylnu hans vnyt. § 6. Maþær gær mylnu a egn sinni, liggær grænnæ almænningær i gen annænvagh, a byr annær, þa skal han landfæstu køpæ af þem, ær þær a iorþ i by. § 7. Vatn skal eigh vændæ af forno fari, aþrum manni til andmarkæ aþruvis, æn fyr hauir runnit. § 8. Jorþ ma eigh at mutu takæ.




ÞÆTTÆ ÆR ÞIUUÆ BOLKÆR.

53

1.

Giuær maþær manni þiufssak firi hæst ællær annæn grip, ok fas aptær gripær spiltær ællær sprængdær, gialdi aptær mæþ svornom eþe, æn falz at, ok fullær þiufsbøtær.

[ 87 ]

2.

Stialæ tuer faþghær, værþæ taknir mæþ, hængi faþir vppi ok sun, æn maghændi maþær ær. § 1. Gangær at stialæ bryti ok þræl, bryti skal vppi hængiæ ok eigh þræl.

3.

Takær maþær þiuf sin ok þiuft mæþ, bindi þiuf a bak ok leþe til þings mæþ tva vittnismæn, þa ær vittnæ a þingi han sannæn þiuf væræ, mæþ tolf mannum a þingi gangæ þæs at sværiæ, „at han ær fuldær þiuuær, þy ær han værþær lif sit latæ“. Siþæn skal han dømæ til hux ok til hangæ, til draps ok til døþæ, til torfs ok til tiæru, vgildæn firi arvæ ok æptimælændæ, sva firi kirkiu sum firi kononge. § 1. Værþær þiuuær takin a vægh ok eigh af þem, ær firi styld ær wrþin, þa skal han þiuf hem mæþ sær leþæ ok buþ sændæ þem, sum stolen var, sum þiuuær þær ær. Hauir han hans sannæn þiuf fingit, taki mark firi þiuf ok tva øræ firi þiuft. Æn þæn, sum stolen ær, kallær þiuft eigh varæ sinæ ok eigh þiuf, haui þæn, sum i handum hauir, þiuf til þings, dømis þæþæn til konongsgarz. Bonde skils viþ þiuf sakløs a þingi. § 2. Takær maþær þiuf annærs manz a vægh ok eigh sin, latær løsæn at lagløso, þa kallæ mæn þæn lottækæri væræ þiufnæþær.

4.

54

Sva ær i laghum talt, at þrir æru þiuuær: en ær þæn, ær stiæl ok takær, annær raþær i hændær þiuui, þriþi takær viþ, þer æru allir enæ lund sakir. § 1. Þrer æru þiufs vituløsor: en, æn i hændi takær, annur, æn or husi draghær, þriþiæ, æn leþis til garz ok til grindær; gitær hvarghin sik orþiuuæ giort. § 2. Þrer æru þiufs vitur: en, at iak stal eigh fæ þit, ok eigh þyftis iak a, annur, at iak reþ eigh fæ þit i hændær þiuui, þriþiæ, at iak æm eigh viþærtaku þiuuær þin, ok væri sik, sum saghæt ær.

[ 89 ]

5.

Værþær maþær stolen, vrækær fiæt æptir, fællir i kæfti, fyrst skal by letæ. A grænnæ skal kallæ. Þer skulu mæþ gangæ. Leþir eigh fiæt or by, þa skal ranzsakæ. Eigh mughu grænnær ranzsak syniæ. Grænnær skulu i garþ gangæ þæs fyrst, ær næst ær grun a. Han skal rum kallæ ok beþæs ranzsak. Bonde skal eigh ranzsak syniæ, æn han ær sialvær hemæ. Han skal vp latæ sin invistær hus, þæt ær kornskæmmæ ok matskæmmæ ok symnskæmmæ; þe þry æru invistær hus. Æn annur hus, bæþi laþæ ok n øthus, þæt hetir vthus, þo at las se firi. § 1. Nu skal bonde hus vp latæ. Nu skal bonde, þæn sins hauir mist, ok annær mæþ hanum in gangæ þæn, ær þer troæ baþi. Baþir skulu þer iuirløsir væræ ok løsgiurþir ok barføttir, bundit brøkær viþ knæ ok sva in gangæ. Þer skulu letæ i þem husum. Hittir sit inni vndir las ok lykki, ær þæt hult halmi, þa ær þæn þiuuær at. Þa skal þiuf takæ, þem sakløst, firi þy at han ær sandær þiuuær, ok hvarghin gitær han þerre sak mæþ laghum rundit. Vil han viþ gangæ, at han ær sandær þiuuær, þa skal bonden vald eghæ þæn, ær sak giuær, at takæ bøtær firi skaþæ sin ok eghit aptær, ok a þæt, sum lagh sighiæ. Þa ma bonde viþ han sættæs at sakløso, þo eigh fyr æn firi hæræzhøfþingi, vtæn han far burghæn firi. Bøte sak sinæ viþ land ok konong, sum lagh sighiæ. Vil han eigh viþgangæ, þa skal55 þiuf a bak bindæ ok til þings føræ; eigh ma fyr løsæn latæ, num viþ liggi fiurætighi mærkær. Takær maþær bundin þiuf mæþ rani af manni, han skal skyrskutæ firi næstæ manni ok i næstæ by, at han ær þiufs sins ræntær, ok þy ær hin sakær at fiurætighi markum. § 2. Nu æn hittir i luktu ællær læstu kari, ark ællær kistu, þær hauir husprea lykil til, þa ær husprea þiuuær. Vil eigh bonde lagbøtæ, þa skal huspreo takæ ok a bak bindæ, til þings føræ firi allæ gøtæ ællær firi hæræþ. Vil þa bonde løsæ huspreo sinæ mæþ laghum rættum, þa skal kono løsæ latæ, firi þy at konæ ær ouormaghi, hun a eigh hug ok eigh hangæ vtæn firi trolskap.

[ 91 ]

6.

Far bonde æptir sinu, syns hanum ranzsak, þa skal han mæþ vittnum beþæs, firi þy at han ma eigh hanum syniæ ranzsak, þa han ær sialvær hemæ. Syns hanum ranzsak, þa draghær han þiufsku a sik. Þa skal skyrskutæ firi grænnum, at nu ær ranzsak sund. Þa kallær bonde han þiuf sin, þy at han sundi ranzsak. Nu kuæþær han ne viþ, þa skal þæn sighiæ til sinum hæræzhøfþingæ. Han skal þing til næmnæ ok næmd sætiæ ok at spyriæ, hvi han ranzsak sundi, æn kallær sik eigh þiuf. Han ær sakær at þrænni sæxtanørtoghom. § 1. Nu ær þæt bøt, at ranzsak sundi. Nu standær sak open su, at han ær þiuuær kallæþær. Han skal væriæ sik mæþ tvænni tylptum ok quattuor mannæ foreþe. Falz han, bøte sum lagh sighiæ.

7.

Nu ær vtvistær hus. Giuær hin sak, ær sins hauir mist. „þy kom þær, at þu hauir valdit ællær hion þin, ær þu at mæli at mælæ“.  Þa ær sa bonde bundin viþ vitu; sværi mæþ tvænni tylptum ok quattuor mannæ foreþe, at „þæt kom þær hvarti mæþ vitu ællær valdi minu ællær þerræ iak a mæli at mælæ. Þæt ær abyrþ, ok eigh wlti iak þiufnæþi þem“. § 1. Vitir bonde bondæ, at han abyrþ vp a han bar, væri sik mæþ tvænni tylptum.

8.

Hittir maþær grip sin, þa skal han tak firi beþæs. Bonde skal eigh tak syniæ, num han sakær se. Þa skal bonde til takæ biþiæ man, kuarsætu firi þiufstolet. Þa skal siunætting firi þem gæræ, ær i tak gæk, ok haldæ firi þem hæst hauir i handum. § 1. Þiufstolet skal leþæ til þriþiæ salæ. At þriþiæ salæ skal sit løsæ ællær sværiæ mæþ tylptær eþe ok tvæggiæ mannæ vittnum, at þæt var hemæføt, ok þær drak ok diþi myolk or moþor spinæ, ok iak a ok þu ikki i. Þor eigh þæs sværiæ, þa skal hin til gangæ, ær sit hauir kænt, ok sværiæ mæþ tylptær eþe ok tvænni vittnum, at [ 93 ]þænni gripær var fra mær stolen, ok hvarghin sankændi iak fyr æn hær; iak a ok þu ikki i.

9.

Hittir maþær grip sin a farnum vægh, þa skal hin i handum hauir, brøtær tak firi fa af bofastum mannum vm siu nættær til hus ok til hems. Þa skal hin æptir faræ, ær sit hauir kænt.  Þa skal kuarsætu tak firi beþæs af bolfastum manni. Taksætær han firi rani, þa skal løsæ þær, sum staþit ær, num fylsvat firi gangi. Taki skal grip frammi hauæ. Kombær eigh fram, þa ær eigh tak laglikæ gangit. Þa ær han sakær at þrænni sæxtanørtoghom, ællær væri sik mæþ tylptær eþe ok tvæggiæ mannæ vittni.

10.

Æn maþær kænnir grip sin i annærs manz handum, kallær þæn sik at lani hauæ takit, ær i handum hauir, þa skal æptir faræ, ær sik kallær eghæ, ok tak firi beþæs af þem, ær i handum hauir. Han ma eigh syniæ, num han sæki sik. Taksætær han firi rani, þær skal løsæ, ær stæddær ær, ællær væriæ firi hemæføt. Siunætting skal firi gæræ at løsæ mæþ laghæ vittnum, æn eigh vindær hin laghæ værn firi.

11.

Þry æru laghæ tak: et ær brøtær tak til hus ok til hems, annæt ær kuarsætu tak mæþ þem sæmbær a baþum, þriþiæ ær skialæ tak firi land ok lagman, þæt ma eigh bonde aþrum syniæ, num han sæki sik.

12.

Taksætær maþær grip sin, kallær hin i handum hauir, sik hauæ køpt af vtlænzkum manni, ok ær vin innæn lanz, þa skal han siunætting firi hanum [ 95 ]gæræ, ær i handum hauir grip. Han skal sinum salæ buþ fa. Kombær han til, vil vinnæ firi hemæføt, þær a han vitu til. Kombær han eigh, þa skal han vitæ til sins mæþ tylptær eþe ok tvæggiæ mannæ vittnum. § 1. Æru baþir vtlænzkir, þer viþ hauæ køpz, þa skulu þer fiughurtan nattæ stæmnu gæræ, kome þa allir til þæs landæ mærkis, ær þem ær næst, sali ok vin ok þæn i hændi hauir, ok þæn, ær illir. Þær skal væriæ firi hemæføt ællær laghum løsæ. § 2. Køpæs þer viþ, annær i varu landi ok annær hinvagh Kæglu ællær i Danmarku, þa skal manæþær stæmnu til gæræ ok leþis til landæ mærkis ok gærs annættuæggiæ: løsis, sum lagh sighiæ, ællær væri þæn i handum hauir. Þylik lagh ok ræt, sum vtlænskir mæn gæræ os, þylikæn vilium vir þem gæræ.

13.

Tapær maþær grip sin, køpir aptær ok kænnir eigh þa, kænnis viþ siþæn, þa skal hans vin viþ væræ. Flyti hinum grip, ær hanum faldi, ok illi þæn grip, ær firi var guldin, ok leþe siþæn til þriþiæ salæ.  Þær skal fylsvat firi gangæ ællær løsæ mæþ laghum. Æn varir landæ kænnæ sin grip i aþru landi ællær vtlænzkir mæn i varu landi, þa skal siunætting til gæræ ok løsæ grip sin mæþ þrim mannum: en skal þæn væræ, ær grip illir, annær hans landi mæþ hanum, þriþi af þy landi, ær hauir grip sin i kænt. Løst skal hin latæ, ær i handum hauir, mæþ þæssi vitu, num væriæ vili mæþ tylptær eþe, at i hans garþi, þær var þænni gripær hemæføddær, ok þy a iak han ok þu ikki i.  Þor han eigh þæt sværiæ, þa skal hin til vitæ mæþ þrim mannum, at han a þæn grip ok þu ikki i. Leþe til þriþiæ manz ællær bøte, sum lagh sighiæ.

14.

Hittir maþær grip manz i þiufs haptum ællær æltir þiuf af, þa skal han lysæ, sum lagh sighiæ, ok gæræ sik orþiuuæ. Kombær hin æptir, ær a, ok kænnir sit, þa skal han til gangæ mæþ tylptær eþe ok tvæggiæ mannæ vittnum. Biþi sva sær guþ holl ok vattum sinum, „at iak hitti þænnæ grip [ 97 ]i þiufs handum“. ællær „ælti iak þiuf af — þy æm iak værþær vnningiæ laghæ — ok lysti firi fyrstæ motsmanni ok næstæ by ok þriþiæ þingi.  Þy æm iak værþær ortiuuæ at væræ“.  Þa skal hin til gangæ, ær grip sin hauir kænt, ok sværiæ, „at gripær sa var fra mær stolen ok hvarghin sankændi iak fyr æn hær, ok iak a ok þu ikki“. Þa skal þæn løst hauir grip sin, lukæ tva øræ firi hæst at vnningiæ laghum æn han stæþær han vtæn hæræz, ok øre, æn han innæn hæræz løsir, ok eigh þy meræ, at flere se, æn en maþær a.

15.

Værþær hyrsæ stolen ok ær eigh ifol, værþær ifol siþæn, annær far at køpæ, hittir hin at stæþiæ, han skal taksætiæ ok siunætting til gæræ ok løsæ sit mæþ laghum, æn eigh gangær fylsvat firi. Hin skal fyl hauæ, ær føt hauir hemæ.

16.

Stiæl maþær þræl manz ællær ambut, løpær bort, far hin æptir, ær a, far sit eghit aptær ok leþer aptær a hand hanum, ær han þiuf kallær, til garz ok til grindær mæþ vittnum þem, at han gitær eigh þiufssak rundit mæþ laghum rættum, hanum skal bøtæ firi þa þiufssak attæ ørtoghom min æn fiurær mærkær, sva kononge ok sva allum mannum.

17.

Stæþær maþær þræl sin ællær ambut, kallær fra sær stolet væræ ællær rantakit, þa skal han taksætiæ.  Þa skal siunætting firi þem gæræ, sum i tak gæk. Taki skal þæn varæ viþ siunætting, ær i handum hauir. Þæn a vittnæ, ær i handum hauir, æn vittni fæs. Vittni firi hemæføt mæþ tylptær eþe ok tvæggiæ mannæ vittnum. Biþi sva sær guþ holl ok vattum sinum, „at iak fødde han hemæ i husum ok hæskæp, þær diþi ok drak myolk af moþor spinæ, þær var i klæþum vafþær ok i vaggu lagþær. Þy a iak han ok þu [ 99 ]ikki i. Falz han, þa skal hin sit hauir taksæt, sværiæ mæþ tylptær eþe ok tuæggiæ mannæ vittnum, at þænni maþær ællær konæ var fra mær stolen ællær ræntær, ok hvarghin þa rætkændi iak han fyr æn hær; iak a ok þu ikki i.

18.

Takær maþær þræl ællær ambut a løpstighum, þa skal lysæ, sum lagh sighiæ. Hin skal lukæ firi vnningiæ lagh, tva øræ innæn lanz, halfmark vtæn lanz. Vinni til, sum lagh æru.

19.

Þræl ok ambut, þem skal vingæ. Bonde ær til vinorz biþin þæs, ær sæl, ok hins, ær køpir. Þa skal þæn vingæ, ær til vinorz ær biþin. Bonde skal varþæ þæn, ær sæl, þræl ok ambut þem, ær køpir, bæþi ny ok næþær þem næstu firi brote, æn firi griþum allæn aldær. § 1. Þy skal vin takæ til aldræ køpæ, at han skal orþiuuæ gæræ vm all køp. Vil hin han þiuf kallæ, þa skal vin vittnæ ok þer tver samæn mæþ tylptær eþe, „at iak køpte grip þænnæ mæþ vin ok mæþ vittni, sva sum lagh varu, ok þy valt iak eigh sak þerræ þu giuær mær. § 2. Hors ok nøt, hoffæ ok hornfæ, skapæt klæþi ok skæpt vakn, þem skal køpæ ok sæliæ mæþ vin ok vittni. § 3. Dikur sværþ ok oskapæt klæþi ok alt þæt i boþom liggær, ok þæt a torghe køpis, vtæn boþær sva sum i, illir enhvar þy, þa skal han hauæ tvæggiæ mannæ vittni ok tylptær eþ þæs at sværiæ, at han køpte torghkøpe rættu, ok þy ær han eigh þiuuær at.




[ 101 ]

ÞÆTTÆ ÆR FORNÆMIS SAKIR.

1.

Marghær æru fornæmis sakir. En ær þæssi, at takær maþær øknøte manz a løt vti ulouændis ok akær mæþ ællær riþær, þa ær han sakær at þrænni sæxtanørtoghom.

2.

Huggær maþær ek þa, sum aldin bær, ulouændis, þa ær han sakær at sæx ørom. Huggær han þrer ællær þrim flere, þa ær þæt þrænni sæxtanørtoghæ sak. Huggir vndirviþu, þa ær þæt attæ ørtoghæ sak, vtæn skoghær se lagþær i hæræzræpst, þa bøte þrænni sæxtanørtoghor. § 1. Møtir maþær manni, hauir fang læst, klandær firi hanum, kallær sin væræ, beþis til stums at faræ, þa skal han fylghiæ. Ær han sandær at sak, bøte attæ ørtoghor saksøkæ enum firi vndirviþ ok sæx øræ firi aldinviþ. Syn han til stums at faræ, þa ær þæt rætløsæ. § 2. Takær maþær man i skoghe sinum, þræl ællær legho man, taki af hanum øxe ællær øknøte, þæt ær fiærmer ær. Takær maþær viþ stuf bondæ ællær bondæ sun, þa a þæn fang, ær eghor a. Taki af hanum fang at sakløso, søke han siþæn vm skoghær hug, æn han62 vil. § 3. Akær maþær gønom skogh manz, bræstær axul manz ællær andurstang, huggi at sakløso baþi.

3.

Takær maþær a anværkdaghi hæst ællær oxæ, vagn ællær slæþæ, skip stiornfast, molkær ko manz, all þer æru full fornæmi, skal bøtæ firi sæx øræ. Øre firi ekiu, tva firi tagbændu, halfmark firi siunæringsbat, ørtogh firi riuu, firi tvar tvar ørtoghor, firi þrer ællær þrim flere — þæt ær fult fornæmi — sæx øræ.

[ 103 ]

4.

Akær maþær iuir æng vslægnæ ællær iuir akær, siþæn vp ær runnit, bøte ørtogh firi hvart hiul. Akær annæt sinni, bøte þrænni sæxtanørtoghor, þy at þa hetir førgatæ.

5.

Takær maþær garþ manz, gialdi firi þrænni sæxtanørtoghor. Takær maþær fang manz, huggin i skoghe ællær annærstaþ, gialdi þrænni sæxtanørtoghor, æn han falz at. § 1. Þæn sum førir sin garþ af akrum fyr, æn burghit ær, gialdi aptær allæn þæn skaþæ þær gangær gønom, ok a ouæn þrænni sæxtanørtoghor þem enum skaþæn far, eigh kononge, eigh allum mannum. § 2. Brytær maþær annærs garþ, far bonde skaþæ gønom, gialdi hin, ær brøt, attæ ørtoghor ællær hin, ær garþ a, æn han findær eigh þæn, ær brøt. § 3. Løpær fæ innængærþis at helum garþi, þæn, sum fæ a, læggi fram slikt, sum han vil, ok sværi æptir mæþ eneþe sinum, æn minni ær skaþi gør æn til63 akærlass. Kallær annær væræ meræ æn akærlass, þa gialdi atær akærlass ok eigh meræ, þy at mere se skaþi gør.

6.

Takær maþær akærnam fra kono ællær manni, gialdi þrænni sæxtanørtoghor, ællær væri sik mæþ tylptær eþe. Akærnam skal æltæ fra manni ok eigh takæ. § 1. Hittir maþær grip manz a akri, lysi sum aþrum þiufnæþi. Gangær viþ, sum a, løse sum annæt akærnam. § 2. Latær maþær hæst i tiuþær a akær manz ællær æng, bøte þrænni sæxtanørtoghor ællær væri sik mæþ tylptær eþe. § 3. Haldær maþær fæ sit i friþgærþi annærræ mannæ mæþ hund ok mæþ hirþi, þry ællær þrim flere, þa væri sik mæþ tylptær eþe. Þa æn han falz, þa bøte þrænni sæxtanørtoghor. § 4. Latær maþær grip sin i tiuþær vm dagh ok værþær løs, liggær a hældæ allær fiætur, gangær i akær manz ok værþær intakin, þa løse mæþ eneþe sinum.




[ 105 ]

FORNÆMIS BOLKÆR.

1.

Utgarþær allir ok liþ skulu væræ firi ok gild vm hælghæ þorsdagh. Liggær liþ vgilt, þæt ær sæx øræ sak, øre firi enkæ gap a vtgarþum, attæ ørtoghor firi bolkæ.

2.

Væltær hæstær, rotær svin a akri vprunnum, bøte firi slikt korn, sum a ær sait, skæppu firi hvariæ þriþiu væltræn ællær þriþiu rotæn.

3.

Sitær græssæti i by manz, a hvarti i garþum ællær liþum, eigh æng ok eigh akær, þa a han eigh mæþ laghum vtængarz at hauæ nokot, þæt ær kuikændis ær, num han sæki sik at þrænni sæxtanørtoghom.

4.

Eigh a tiuþærfæ i gærþi at gangæ vlouændis, num han sæki sik viþ allæ grænnæ at attæ ørtoghom. § 1. Præstær a mæþ laghum en hæst i garþi at hauæ firi þy, at han skal i sokn riþæ, æn braþlikæ komæ buþ bondæ at huslæ ællær olæ.

5.

Køpir maþær fæ at falby. Vrakær hem vlouændis grænnum, þa skal niþær huggæ, sum stæþær.

[ 107 ]

6.

Foþærfæ ok legho fæ, tækkiu fæ ok namfæ, þy skal varþæ firi aldri vangømslo. Sult ok klaui, biargh ok bro, vatn ok dyi, varghær ok þiuuær, þæssi æru all vangømslæ. Þem skal all aptær bøtæ mæþ tylptær eþe. § 1. Firi ofæfli skal eigh varþæ. Þæssi æru ofæfli: asikkiæ, eldær, ran, biorn, stingær ællær starui.

7.

Hittir maþær koppo fund a annærs manz eng, sæmbær þem a, þa a halft þæn, ær stok hitti, ok halft þæn, ær egho a. Skil þem a, þa a þæn vitu, ær egn a. A sværiæ mæþ tylptær eþe ok tvæggiæ mannæ vittnum, at stok þænnæ þu klandær, mærkti iak fyrræ, þy a iak ok þu eigh. § 1.. Þæn a hæræ, ær hændir, þæn a ræf, ær resir, þæn a vargh, ær vindær, þæn a biorn, ær betir, þæn a ælgh, ær æltir, þæn a otær, ær or a takær. § 2. Hittir þæn koppo fund, ær a laghæ lot i skoghe, haui allæn koppo fund. Eigh ma huggæ ek niþær vtæn grænnæ lof. § 3. Hittær maþær høkæ a skoghe sinum ællær a almænningi, bindær værplæ vm føtær, eigh ma annær bort takæ, num han sæki sik at þrænni sæxtanørtoghom.

8.

Flar maþær enæ ek aldinbæræ i skoghe manz, þæt ær sæx øræ sak, æn han kombær eigh dulum viþ. Flar maþær þrer ællær þrim flere, þæt ær þrænni sæxtanørtoghæ sak. Flar vndirvidu til lass viþær, þæt ær sæx øræ sak. Flar han þry lass ællær þrim flere, bøte þrænni sæxtanørtoghor. Kuæþær maþær ne viþ, þa skal hanum visæ siunætting, væri sik mæþ tolf mannum.

[ 109 ]

9.

Brænnir maþær hø manz a æng vti, þæt ær rætløsæ.  Þa skal søkiæ til mæþ siunættingi. Hin skal væriæ sik mæþ tylptær eþe ok tvæggiæ mannæ vittnum, at „iak brændi eigh hø þit, ok eigh æm iak sandær at sak þerræ þu giuær mær“. § 1. Sva ær vm all þy mal annur, æn brænnir mylnu ællær vm fiskigarþ, risgarþ, bro ællær fang manz huggin i skoghe. Þæt ær alt rætløsæ.  Þæt skal alt aptær gialdæ mæþ svornom eþe, at þæt var eigh bætre, ok ouæn a þrænni sæxtanørtoghor.

10.

Takæ diur fæ fra hirþingiæ, far eigh aflæstir aptær, hætti sva mykli legho, sum han skuldi hauæ firi þæt fæ. Far han aflæstir aptær, se sakløs. § 1. Liggær fæ i dyæ døt, þa skal hirþingi staf sin hos stingæ, hat sin vndir houoþ læggiæ ællær kapu ællær ris vndir brytæ.  Þer skulu vittni bæræ, at vangømslæ hans gæk eigh at.

11.

Laghæ stæmnu daghær æru tver: Paskær ok Mikialsmæssæ. § 1. Fæstir maþær legho man, ær eigh gangin a vist hans, þa ær þæt vitæ hans mæþ tylptær eþe ok tvæggiæ mannæ vittnum, at „iak fæstis eigh mæþ þær ok ængin staþve giorþe iak viþ þik“. Þor han eigh þæt sværiæ, luki vp sva myklæ legho, sum hanum var mælt. Gangær han a vist hans, ætær natorþ ok dagorþ, þa kombær han eigh laghum viþ. Luki vp sva myklæ legho, sum hanum var mælt, ok bøte þrænni sæxtanørtoghor ouæn a. Hvar haldær, siþæn bonde hauir laghklandæt sin legho man, bøte þrænni sæxtanørtoghor. § 1. Hætti bonde sliku samu viþ, æn han vrakær bort legho man af hæskæp ok af vist sinni. — Gæri hvemleþær sik vreþæn.




[ 111 ]

LEKÆRÆ RÆTTÆR.

Værþær lekæri barþær, þæt skal e vgilt væræ. Værþær lekæri sargæþær þæn, sum mæþ gighu gangær ællær mæþ fiþlu far ællær bambu, þa skal kuighu takæ utamæ ok flytiæ vp a bæsing.[LR 1] Þa skal alt har af roppo rakæ ok siþæn smyriæ.  Þa skal hanum fa sko nysmurþæ. Þa skal lekærin takæ kuighunæ vm roppo, maþær skal til huggæ mæþ hvassi gesl. Gitær han haldit, þa skal han hauæ þæn goþæ grip ok nyutæ sum hundær græs. Gitær han eigh haldit, haui ok þole þæt, sum han fæk, skam ok skaþæ.[LR 2] Biþi aldrigh hældær ræt æn huskonæ huþstrukin. E a væriændi vitu ok hin skyldæsti[LR 3] arf at takæ.

  1. bæſing har tolkats olika. C-S och Schlyter yttra, att ordet synes betyda ’kulle’. Schlyter stöder sig på ett yttrande av Sjöborg (Nomenklatur s. 36 f.), som nämner bäsingar såsom ’ett eget slag af högar’, varvid detta ställe i Vg I anföres; Sjöborg tillägger, att ’en sådan rund, brant hög, men ovanligt smal, ännu så kallad bäsing, finnes i Västergötland och Laske härad vid Larf’ och till dylika högar skulle fortfarande sägner anknyta sig. Dessutom förekommer hos Lindskog (Beskr. om Skara stift II s. 224) en uppgift, att inom Larfs socken skulle finnas en ätthög kallad ’Bastugu kulle, där en lagman Bäsing skall vara lagd’. Schlyter uttalar en förmodan, att det uppgivna personnamnet tidigare sannolikt tillhört högen, och att det måhända just är denna, som på detta ställe av lagen åsyftas. Otman delar denna mening och anför som stöd för betydelsen ’kulle’, att motsvarande uttryck i ÖG heter leþa up a høgh. Beauchet översätter ordet ’colline’, Bergin ’top of a hill’, Delbrück ’Hügel’, sålunda anslutande sig till Schlyter. Feilberg (Ordbog) antecknar bæsling, bæsing ’skillerummet mellan to båse’ och bæssing ’tilstenene i stalden; den række sten, som køernes bagben står på’ (dessutom = bæsling). Samma tolkning förmodar Pipping att det här föreliggande ordet har. — Något skäl att frångå den tidigare tolkningen synes mig ej föreligga, även om etymologien till det vg. bäsing icke är klar. Det är ju sannolikare, att det ifrågavarande frispektaklet uppfördes på en öppen plats än inne i ett fähus, där ju antalet åskådare var relativt litet.
  2. ſkama ok ſkaþæ är till sin betydelse fullt klart, men mycket avvikande meningar angående formen ſkama ha framställts. C-S och Schlyter anse, att till ſkam (fisl. skǫmm) fogats ett a för rimmets skull och anför (sid. 511) ett antal exempel på, enligt hans mening, av enahanda skäl ombildade former. — S-N emendera till skamma, vilket Flodström (s. 62) ogillar, i det han yttrar, att då en form *skammi ej kunnat uppvisas, ſkama borde rättats till ſkam, vilket en yngre hskr. enligt C-S har. Otman ansluter sig till C-S:s och S-N:s läsning; till försvar för den senare yttrar han, att något mask. *skammi ej behöver förutsättas för att förklara skrivningen skamma, utan att det dubbeltecknade m tydligen blott var en eftergift åt den normala fsv. ortografien, enligt vilken långt konsonantljud dubbeltecknas mellan två vokaler. — Vendell bibehåller den ursprungliga läsningen och uppfattar ſkama som skamar gs och översätter ’lide och tåle det, som han fick, av skam och skada’ varvid han hänvisar till sådana uttryck som det fisl. þæt ... tiðinda. — Cederschiöld (sid. 33 f.) underkastar de ovan omnämnda, av Schlyter anförda parallellerna till vokaltillägget i ſkama en grundlig och träffande kritik och betonar med rätta, att tilläggandet av slutvokal till skam innebär en våldsammare ändring, än de ytterst få av Schlyters exempel, där tillägg möjligen ägt rum, förete. Tilläggas kunde, att ett stort antal av Schlyters exempel säkerligen icke återge något verkligt uttal, utan blott äro dittografier, vartill paralleller finnas i Vg I (samlade hos Pipping, SNF VII.1 s. 7 ff.). (Att ſkama icke kan ha fått ultima a genom sådant inflytande från skaþæ, skall jag nedan söka ådagalägga.) Vendells gissning, att ſkama vore gen. part. anser Cederschiöld oantaglig, då denna konstruktion bleve i hög grad tvungen. Den enkel- tecknade konsonanten behövde däremot ej utgöra hinder, (se sid. XXXIV f.), men däremot vore bortfallet av ri denna ställning påfallande, ehuru paralleller finnas. Cederschiölds egen fyndiga förklaring förefaller till en början mycket antaglig: ſkam ok ſkaþæ var ett stående uttryck, och a är pres. av eghe, alltså ’skam har han och skada’. Skrivaren av cod. B 59 förstod ej detta och sammanförde skam och a till ett ord. Mest benägen är Cederschiöld dock att i ſkama se blott ett av de många skrivfel, till vilka skrivaren gjort sig skyldig. För egen del kan jag ej finna annat än, att själva hskr. bestämt motsäger det förslag till förklaring av ſkama, som Cederschiöld givit. C-S yttra med vanlig noggrannhet beträffande detta ord: ’Litt kam fere extritae, rec. man. restituit’. B-W:s avtryck ger vid handen, att det icke finnes något spår kvar av den ursprungliga texten, åtminstone icke något, som är läsligt. Så vitt texten med typografiska hjälpmedel kan återges, står nu i hskr. fek ſkama ok ſkapæ (s. 39v 1n). Uppkomsten av ſkama torde varit följande: De tre första bokstäverna i de bâda substantiven, (som väl bildade ett stående uttryck), äro de samma. Det är då lätt tänkbart, att skrivaren efter att ha skrivit ſka fortsatt med þæ, dvs. skrev av det senare ordet istf. det förra, sålunda begick ett fel, som han flerstädes gjort sig skyldig till. Vare sig han nu trodde sig ha skrivit ſkam och fortsatte med ok ok ſkaþæ, eller observerade felet och fortsatte med ok ſkaþæ utan att ändra det förra ordet, kom i hskr. att stå ſkaþa ok fkaþæ. Senare observerades felet av någon, som utplånade kaþ och för att få rum för kam, som (särskilt till följd av m-tecknets bredd) tog mera plats än kaþ, var han tvungen att hoptränga och förminska stilen. Men likasom vid rättelsen k och a onödigtvis utplånades, så blev det senare a kvarglömt och på detta sätt uppstod ſkama.
  3. ſkyldæſti nsm bör antingen ersättas med ſkyldæſtæꝛ eller ock bör ett hin (eller þæn) inskjutas framför ordet; i överensstämmelse med hskr. I har jag valt den senare utvägen. — Den svaga formen på detta ställe beror troligen på parallellismen i uttrycket, anslutning till variændi.


ÞÆTTÆ ÆR CONONGS BOLKÆR.[CB 1]

Emundær slemæ[CB 2] var conong i Vpsalum ok Sven tiughu skæg i Danmarcu.[CB 3] Þer sattu ristir mællir Sverikis oc Danmarcær. Þa næmdus af Sveriki: Cacaldi af Tiundælandi, Botn af Fiæðrundæ landi, Gasi af Væstmannæ landi, Grimaldi af Østrægøtlandi, Nænnir af Smalandum, Þorsten af Væstrægøtlandi, Tolle af Iutlandi, Tote oc Toke af Iutlandi, Gymkil af Sialandi, Dan af Skani, Grimulf af Grimitun[CB 4] af Hallandi. Þer tolf sættu sæx stenæ mællir rikiænnæ. Fyrsti sten a Suntru asi, annær i Danæ bæc, þriði Kinnæ sten, fiarði i Vrax næsi[CB 5], fæmti Hvitæ sten, sætti Brimsæ sten mællir Blecongs oc Møris[CB 6]. Danæ holmbær ær skiptær i þre løte. A en lot Vpsalæ conongær, annæn a Danæ conongær, þriðiæ lot a Norex conongær.  Þa ær stæmnæ var, þa hælt Danæ conongær i bezle Vpsalæ conongs, æn noræn conongær i istæd hans.[CB 7]

  1. I överensstämmelse med C-S har jag i den normaliserade texten bibehållit överskriften Conongs bolkær, ehuru den uppenbarligen är oriktig, då ju det, som konungabalkarna i övriga lagar innehålla, alls icke ingår i denna balk. Att den riktiga överskriften är den, som finnes i hskr. H hær sigher af landamærum, bestyrkes av uttalandet om konung Emund slemæ i Vg IV, jfr nedan not till 67:12—13. Vendell har i sin edition infört överskriften Af landamærum, övriga förff. följa C-S.
  2. ſlemæ har redan i gammal tid tolkats såsom en form av ett adj. slember 'slem, dålig, elak' (nederl. slim, nht. schlimm), och denna tolkning vidhålles ännu av Schlyter. Rqt (II s. 266) invänder med rätta, att ett sådant ord icke finnes i den fornnordiska litteraturen. Det i nsv. förefintliga slem är sent lån från tyskan. Med övergivande av sin tidigare mening, att ſlema vore att fatta som sleme (Ljudl. s. 152), har Kock (Skand. Arch. s. 5 f.) anslutit sig till Rqt:s åsikt och uppfattar ordet som fvn. sleyma, nisl. sleima ’vir ignavus, usling, et drog, et unyttigt menneske’. Den bla. av Wadstein (Fno. hom. ljudl. s. 100) uttalade meningen, att slemæ skulle vara ett svagt maskulinum, tillbakavisar Kock såsom ogrundad och ådagalägger, att en mycket stor del öknamn antingen äro lånord eller motsvaras av fornnordiska appellativa av feminint genus. Det var även i de fnordiska språken vanligt, att vedernamn fingo feminint genus, och även om det stundom händer, att appellativa, direkt motsvarande dylika öknamn på -a, icke anträffas, så kan detta lätt bero på att namnet givits med anledning av en tillfällighet eller stått i samband med någon lokal egendomlighet av ett eller annat slag, vilken för länge sedan råkat i glömska. Båda de öknamn på -a, som förekomma i denna lagtext (ormylia, ſlemæ), äro emellertid klara till sin etymologi och böra i överensstämmelse med det anförda, såsom redan Rqt uttalat, betraktas som feminina. Om anledningen till detta öknamn på konung Emund, se nedan not till 67:12—13.
  3. Som bekant är lagens framställning åtminstone i det avseendet oriktig, att konungarna Emund slemæ (l. gamle) och Sven tjuguskägg (l. tveskägg) icke voro samtida: den senare regerade 985—1014, den förre 1047—1060. Såsom Rydberg (Sveriges traktater s. 45 ff.) framhåller, är det sannolikt, att den inhemske konungens namn är det riktiga, och dennes danske samtida var då Sven Estridson (1047—1076). Förväxling låg nära till hands, om i grundtexten den danske konungen kallats blott Sven: av alla danska konungar med detta namn var Sven tjuguskägg den namnkunnigaste, och en senare skrivare antog då, att här var fråga om denne, och tillade hans binamn. Mötet måste sålunda ägt rum mellan 1047 och 1060. Rydberg antager, att gränsåren kunna bestämmas till 1050 och 1056. Om Norges konung verkligen deltog i mötet, vilket synes osannolikt, då någon reglering av detta lands gränser icke omtalas, så var denne Harald Hårdråde. Om orsaken till konung Emunds binamn slemæ berättar Vidhemsprästen i sina anteckningar (298: 8-10) följande: Æmundær.... het þy Slemæ, þy at war sliskær, ok eigh goðær at þra i þy mali, han wildi fræmiæ ok han gørðe skiæl inællin Swerikis ok Danmark, swa sum six i Landæmærum. Att konungens dåliga eftermäle enbart skulle berott på hans domareegenskaper är dock knappt troligt. Rydberg anför ett uttalande, som går i helt annan och med verkliga förhållandet säkert mer överensstämmande riktning, ur en hskr. av Södermannalagen, enligt Söderwall skriven omkr. 1330: thæn konunger Suerichis landamære utuiðir er bætre æn Emunde slemæ sum that með folscho sinne minscaðe þa han konunger uar (Corpus s. 186). Beckman erinrar (Ur vår äldsta bok s. 96) om att Bleking räknades till Sverge under Alfred den stores tid, men det hörde till Danmark, då biskopsstolen i Lund upprättades (1060). Rydberg framhåller, att landskapet näppeligen erövrats av danskarna med vapenmakt, ty detta skulle Saxo säkerligen ej försummat att omtala. Orsaken till det förklenande omdömet är då lätt att förstå: det måste känts bittert för svenskarna, som säkerligen ännu hade Erik Segersälls erövringar i gott minne, att se Skåne, Halland, Bleking och Bohuslän, vilka sen gammal tid uppfattats såsom hörande samman med götaländerna, skiljas från Sverge.
  4. Grimitun betraktas av C-S såsom personnamn, så ock samtl. senare utgg. och överss. Såsom Beckman (Ur vår äldsta bok s. 96 f.) påpekat, måste stället i texten vara felskrivet, emedan Grimitun är namnet på en socken i Himbla härad i Halland, nu Grimeton (Styffe s. 87 anför formen Grimatuna från 1334). Codex Runicus, där CB (utom sista meningen) förekommer, ehuru med en del andra personnamn, ger på detta ställe en uppenbarligen riktig läsning. Där står (94v 5): grimmulf af grimutunum af hallande, och felet har tydligen uppkommit genom att skrivaren gjort ett språng från det förra grim- till det senare. Exempel på dylika 'lik' finnas anförda av Pipping (SNF VII.1, s. 5 ff.). I den normaliserade texten har jag infört personnamnet Grimulf, men bibehållit sing. tun, då ju dat.-ändelsen i dylika ord ofta saknas i Vg I.
  5. I den normaliserade texten har ett beklagligt tryckfel insmugit sig; bör stå i Vrax næſi.
  6. mællir alltid står med gen., har jag ansett riktigast att ändra till Møris. Pipping betecknar møꝛe som oblik kasus.
  7. Slutraderna i balken saknas i flere hskrr. och passa synnerligen illa i sammanhanget, då ju Sverge var den förlorande parten. Att på grund av den överhöghet, som här tillägges sveakonungen, se ett indicium mot att mötet verkligen ägt rum, är dock oberättigat. Uppgiften härrör möjligen från något annat tillfälle: Beckman (Ur vår äldsta bok s. 98) förmodar, att sägnen härrör från ’mötet i Kunghäll, där Inge d. ä. blev svärfader till norske konungen och i det hela kunde vara en vördad ålderspresident utan att ha politiskt övervälde’. Rydberg framkastar även tanken, att till grund för uttalandet kunde legat den gamla föreställningen, att Uppsalakonungarna härstammade från gudarna och därför voro förmer än de andra nordiska ländernas furstar.

[ 113 ]

HORO ÞINGLOT SKAL SKIPTÆ.

Hær sighir, horo þinglot skal skiptæ bo mællum a aldræ mannæ þingi. Vazbo þæt ær helt bo, takær slikt maðær sum maðær. Kindæ hæræð halft bo, Vallæ hæræð ok Kakind halft bo; takær tva løte Vallæ hæræð ok þriðiungin Kakind. Guðemsbo — Guðemshæræð ok Frøkindshæræð — halft bo; takær fæmtungin Frøkindshæræð ok fiuræ løte Guðemshæræð. Vilskæ hæræð, Ashæræð ok Mark, þæt ær halft bo; takær Mark fæmtungin ok siðæn skiptis i tu mællir Vilskæ hæræð ok Ashæræð. Lungbo skal skiptæ þriðiungum: en þriðiungær ær Alshæræð ok Barknæ hæræð ok Laskæ hæræð. Takæ tva løte Barknæ hæræð ok þre løte Alshæræð ok Laskæ hæræð. Annær þriðiungær ær Gæsini ok Viðunhæræð ok Ballæ bygd: takær fæmtungin Viðunhæræð ok Ballæ bygd ok fiuræ løte Gæsini. Siðæn takær fæmtungin Ballæ bygd við Viðunhæræð. Þriþi þriðiungær af Lungbo ær Kolanzhæræð ok all vtlandin: tver løtir ær Kolanz hæræð ok þriðiungær vtlandin. Nu byriæs Asbo: Skanungshæræð halft bo; Asu hæræð, Vistæ hæræð ok Nordal halft bo; takær Nordal attundæ lot, siðæn takær tva løte Asu hæræð ok þriðiung Vistæ hæræð. Hær takæ skanungsbor Dalbo lot, firi at þer skulu krakæ ok flakæ Mariu kirkiu i Skarum. Nu byriæs Hola sio bo: Alir ok Biarkæ hæræð halft bo, Floðnæ hæræð ok Viniæ hæræð halft bo. Nu byriæs Skalandæ bo: tver løtir Kualni ok þriðiungær Væbohæræð ok alt Syndal. Nu byriæs Vartoptæ bo: Vartoptæ hæræð halft bo, Reðvægh ok Kind halft bo; takær hvart þerræ halft. Fyrst skiptæ þry bo við fæm bo, Vartoptæ bo, Guðemsbo ok Lungbo. Þe þry takæ halft við hin fæm.



  1. Se kommentar 3:1.
  2. Se kommentar 3:3.
  3. Se kommentar 3:4a.