Svenska fornminnesföreningens tidskrift/Band 11/Runeindskriften paa en Guldmedaljon funden i Svarteborgs sogn, Bohuslen

←  Ett i Sverige funnet fornitaliskt bronskärl

Runeindskriften paa en Guldmedaljon funden i Svarteborgs sogn, Bohuslen av Sophus Bugge

En nyfunden Gotländsk Runesten  →

Del av Svenska fornminnesföreningens tidskrift, elfte bandet, 1902.

Runeindskriften paa en Guldmedaljon funden i Svarteborgs Sogn, Bohuslen.^[1]

Af

Sophus Bugge.

Paa Medaljonen gaar foran det paa denne fremstillede Hoved nedenfra opad en Indskrift, bestaaende af 8 af den længere Rækkes Runer, som er vendte mod venstre og maa læses fra höire. Disse Runer er, naar de vendes om mod höire: ᛊᛊᛁᚷᚨᛞᚢᛉ

De maa transskriberes: ssigaduʀ. Runerne har i det hele de sædvanlige Former. Om de enkelte bemærkes fölgende.

s er her begge Gange nedentil mere afrundet og mindre kantet end sædvanlig i den længere Rækkes Skrift.

Rune 8 ᛉ ʀ. Höire Kvist berörer Toppen af Rune 7.

Hvorfor s her er skrevet to Gange i Indskriftens Begyndelse, ved jeg ikke. Det synes ikke at have nogen sproglig Betydning, men at være en ornamental Fordobling.

sigaduʀ opfatter jeg som et Mandsnavn i Nominativ, af en -u- Stamme med bevaret u foran Nominativsmærket -ʀ. Tilsvarende Nominativformer er waruʀ paa Tomstad-Stenen (Norg. Indskr. I 206 f.) og haukoþuʀ paa Vånga-Stenen i Vestergötland (Stephens III 28); jfr. lagor i en irsk Optegnelse af norske Runer (Stephens III 11) = oldn. lǫgr.

Navneformen sigaduʀ er efter min Mening opstaaet af *sighaduʀ, og denne igjen af *Sigihaduʀ (med kort Vokal i alle 4 Stavelser). Samme Navn er det frankiske Sichad, som Förstemann anförer fra 833.

Förste Led i dette sammensatte Mandsnavn er sigi-, som har betydet ’Seier’, ’Overmagt i Kamp’. Dette har været Forled i mange gammelgermanske Navne, f. Eks. oldn. Sigmundr, Sigurðr o. s. v., ags. Sigemund, Sigebeald, o. s. v., oldt. Sigimunt, Sigipalt o. s. v. Det forekommer allerede i förste Aarhundred i Σιγιμῆϱος hos Strabon, Segimerus hos Tacitus.

Andet Led i sigaduʀ *Sigihadaʀ, nemlig -hadu-, har i oprindeligere Form lydt haþu- og betydet ’Kamp’. Det forekommer som Forled i fölgende urnordiske Navneformer: hᴀþuwulafʀ Istaby, hᴀþuwolᴀfʀ Stentofta, hᴀþuwolᴀfᴀ Gommor, hadulaikaʀ Strand; jfr. Norg. Indskr. I 275. Det forekommer som Efterled i mange gammelgermanske Mandsnavne. Saaledes i oldtysk Anthad, Liuthad, Reginhad, Rîhhad o. s. v. Allerede i Θευδάτος, Navn paa en gotisk Konge i 6:te Aarhundred hos Prokop. Tidlig blev hos forskjellige germanske Folk h trængt ud i mange Navne, der indeholdt denne Stamme som Efterled, ligesom i sigaduʀ. Saaledes i vestgot. Villiedus (latinsk Form) i 7:de Aarh., oldtysk Williad Aar 830. Oldn. Stǫrkoðr, Starkaðr, Gen. Starkaðar, af *Starkhǫðr; Níðuðr, Gen. af *Níðhǫðr = oldtysk Nîdhad, ǫnduðr Gen. Andaðar, af *And-hǫðr = oldtysk Anthad.

Overgangen fra þ til d i sigaduʀ *Sigihaduʀ af urgermansk *Sigihaþuʀ forklarer jeg som indtraadt för den særlige germanske Betoning ifölge Verners Lov; idet a var svagt betonet, medens Hovedtonen laa paa förste Led. Jeg holder det for mindre sandsynligt, at d, d. e. ð, i sigaduʀ istedenfor þ skal forklares saa, at Indskriften er fra en Tid, da den stemmelöse Spirant þ i Indlyd i Nordisk i alle Ord mellem to Vokaler var gaaet over til den stemte Spirant ð.

I sigaduʀ af *Sigihaduʀ er andet i af sigi- trængt ud. Kluge har anfört flere Eksempler paa germanske Sammensætninger med en i-Stamme som Forled, i hvilke i tidlig er forsvundet ogsaa efter kort Stavelse, f. Eks. ags. hoppáda Overklæde ved Siden af hype Hoft af Stamme hupi- ags. rugern, Betegnelse for en Maaned, af ryge Rug. I Personnavne synes en saadan Elision af i lettere at kunne indtræde. I ags. findes sigbeacn for sigi- blandt Epinal-Glosserne (fra Begynd. af 8:de Aarh.); Sigbald, Sigberct, Sigburg og flere ensartede Navneformer i Liber Vitae fra c. 800, medens dog Navne paa Sige- findes længe efter denne Tid. I frankiske Kilder paa Latin fra 8:de Aarh. skrives Sic-.

I Modsætning til sigaduʀ (hvor andet i af sigi- er trængt ud) af *Sigihaduʀ staar saligastiʀ med bevaret i paa Berga-Stenen. Jeg formoder, at sigi- med bevaret i brugtes som Forled i andre Ord samtidig med sigaduʀ. Ved denne Stamme er Synkope i Nordisk tidligere ikke paavist för end i Sichfrith i Ulster-Annalerne ved Aar 889, Sitriucc ved Aar 875. Jfr. derimod en Danske Sigifridus hos Einhard 892, mulig ved Indflydelse af frankisk Sprogform (Bugge, Bidrag til den ældste Skaldedigtnings Historie S. 13).

Formen sigaduʀ af *Sigihaduʀ beviser, at h mellem to Vokaler en god Stund för den her behandlede Indskrifts Tid blev udtalt som Aandelyd og ikke som den tonlöse Spirant ch eller χ. Jfr. uþᴀrᴀbᴀspᴀ paa Björketorp-Stenen af -spahu.

Efter det foregaaende har den etymologiske Betydning af Navnet sigaduʀ *Sigihaduʀ været ’den seiersæle (i Kamp overmægtige) Kriger’. Men hvis jeg har Ret i den Formodning (Helgedigtene S. 157—159), at Stǫrkoðr af *Starkhǫðr engang har været opfattet som ’den stærke Hadubarde (krigerske Barde)’, saa kan sigaduʀ *Sigihaduʀ ogsaa have været opfattet som ’den seiersæle Hadubarde (krigerske Barde)’.

Navnet sigaduʀ er ellers ikke paavist som nordisk, medens jeg i det foregaaende har paavist et tilsvarende frankisk Navn.^[2] Om mange andre i urnordiske Indskrifter forekommende Personnavne gjælder det, at de ikke kan paavises i Norden i den historiske Tid, medens tilsvarende Navne findes hos de gamle Vestgermaner eller Goter. Jeg har ofte fremhævet, at det nordiske Særpræg, som allerede i den förhistoriske Tid kan spores, först fra Vikingetiden af i Personnavne som i mangfoldige andre Forhold træder os stærkt iöinefaldende imöde.

Ligesom Navnet sigaduʀ hidtil ikke er fundet i nogen anden urnordisk Indskrift, saaledes forekommer ogsaa de fleste andre urnordiske Personnavne kun en eneste Gang. Det er klart, at der i den förhistoriske Tid var flere Personnavne i Forhold til Tallet af Personer end i den historiske Tid. Ethvert Navn i den förhistoriske Tid blev baaret af færre Personer end de senere brugelige Navne.

Naar der paa Medaljonen er skrevet med Runer et Mandsnavn i Nominativ uden Tillæg, kan dette sammenlignes med, at der paa ikke faa Brakteater er med Runer skrevet et Mandsnavn i Nominativ uden Tillæg; f. Eks. niuwila, frohila, jfr. Norg. Indskr. I 192. Navnet sigaduʀ er vistnok ikke Navnet paa den Mand, hvis Billede er fremstillet paa Medaljonen, men Navnet enten paa den Mand, som har eiet Medaljonen, eller paa den, som har forfærdiget den. Paa Aagedal-Brakteaten (Norg. Indskr. I 200) angives med Runer baade Eierens og Kunstnerens Navn. Indskriften paa Brakteaten Nr. 55 Steph. ho ʀᴀihekþᴀ(?)t nævner kun Eierens Navn.

Efter Runeformer og Sprogformer kan Indskriften paa Medaljonen ikke nöiagtig bestemmes med Hensyn til Tid. Da Indskriften har den længere Rækkes Runer og en dermed overensstemmende Sprogform, tör den med Tryghed sættes forud for c. 750. Naar jeg tager Hensyn til, at den har den ældste Rune for a og den ældste Form af Runen ʀ samt Runen d som Tegn for ð i Indlyd, og naar jeg paa den anden Side tager Hensyn til det, at Navneformen sigaduʀ er opstaaet af *Sigihaduʀ, saa tror jeg at der fra Sprogformernes og Skriftformernes Side neppe er noget til Hinder for at henföre Medaljon-Indskriftens Tid til c. 600—650, men Fastsættelsen af Medaljonens Tid maa dog overlades til Arkæologerne, som sætter den længere tillbage. Hovedet paa hver af dens to Sider synes att være Efterligning af en Keisers Brystbillede paa en romersk Mynt fra 4:de Aarhundred.

---

1. Om denna medaljong, som helt nyligen förvärfvats för Statens Historiska Museum, kunde den förre egaren endast lemna den upplysning, att den »för flera år sedan hittades i en hög i Svarteborgs socken. Guldsmycket låg jemte brända ben i en lerurna». — Då föreningens hedersledamot, professor Sophus Bugge i Kristiania haft godheten om denna runinskrift, samt om den likaledes nyfunna runinskriften på stenen från Roes lemna en utförlig redogörelse, har det ansetts lämpligast att författarens bidrag trycktes på originalspråket. Red.
2. Forskjelligt er derimod det i flere svenske Indskrifter med de yngre Runer forekommende Mandsnavn sihatr, Akkus. sihat, sikat; jfr. Runverser S. 119.