hestr sé Gunnar etu og forbinde til én sætning: uit uąki ąn kunukaʀ tuaiʀ tikiʀ suaþ ą likia = vitt vangi ænn konungar tvæir tigir sváð á liggja »så at tyve konger endnu ligge vidt på vangen». Formen ąn (ikke in) »endnu» kunde stöttes ved an på Forsa-ringen, hvis jeg har ret i at tolke dette som ænn, fremdeles. Men ordstillingen bliver rigtignok ved den nævnte forklaring meget kunstlet, navnlig derved at suaþ fölger efter 6 ord i samme sætning. (uit kunde også tages til den förste af de to sætninger.)
ruþi f kunde efter formen være dativ af róðr, glsv. roþer, roning, eller af rœði n., are. Da sætningen er ufuldstændig bevaret, lader ordet sig ikke med sikkerhed forklare.
Vigtige oplysninger har jeg vundet derved, at jeg,
siden »Rettelser og tillæg» blev trykte, har havt adgang
til at granske helsingske rune-mindesmærker i original.
Disse vil jeg andensteds behandle udförlig; her
sammenstiller jeg i al korthed de rettelser, som jeg med
hensyn til dem kan give.
Forsa-ringen.
Som allerede Arendt har seet, har ringen ᚽ tegn for h, ᛙ som tegn for m. Man må læse: hafskaki . halkat . ą hiurtstaþum, ikke ąn iurtstaþum . tarstaþum, ikke tarstaþui. Herved rettes mine ytringer s. 18, 51, 107, 109, 112, 115, 116, 133, 147.
Ringen har ikke ufak (s. 133), men ufakʀ, som Arendt har læst.
Ringen har suaþ, ikke suaaþ (s. 28, 31, 116). Jeg forbinder nu furiʀ suaþ med betydning »imod det som».
Jeg forstår nu ikke aikui som et ord (s. 116, 133), men læser aiku i som to sprogrigtige ord.
