an neppe = hann (s. 112, 117), men snarere = ænn, fremdeles.
uarʀ ikke af varða (s. 113, 116), men af værða, verða.
Ringens alder må sættes endnu senere end til slutningen af 11te århundred (s. 128).
Ringens skrift er neppe overfört umiddelbart fra Östergötland (s. 120), da Kärnbo-stenens skriftform er nærmest beslægtet.
Også på ringen er þ-runens sidestav flere gange fladtrykt til höire (s. 107).
Stene med stavlöse runer.
Den rune, man har læst som h (s. 110), er runen kaun k.
Malstad-stenen har ikke fisiulfa (s. 16), men fikiulfa; ikke siulfiʀ (s. 118), men kiulfiʀ. Den har ikke verslinjer (s. 118). Man må efter nur i (»nord i», ikke mandsnavn) læse uika (stedsnavn, ikke uisʀ efter þisu).
Hertil knytter jeg enkelte bemærkninger om andre
i min afhandling nævnte runeindskrifter.
På Kärnbo-stenen (s. 101) er tegnet efter förste rune foran a-runen et langagtigt skilletegn.
På Tjängvide-stenen (s. 104) er vistnok, som jeg nu tror, raisti stainin aft ment som raisti stain aft.
Fugli-stenen (s. 14) har efter dr. Wimmer ikke sunu, men bruþur.
Glimminge-stenen (s. 146) har efter dr. Wimmer ikke huks ubbriutʀ, men huas ubbriuti.
På Fjuckby-stenen (s. 52) forklarer dr. Wimmer an som navn.
