96
2. Bilder ur iifvet.
at forsvare sig med for sin Husbond. Frits bad ham nu i største Skynding vexle Klæder med sig, bandt Drengens Hænder paa Ryggen og forbod barn under Dødsstraf at oplade sin Mund. Selv besteeg han Hesten og førte sin Fange med Rebet igjennem Skoven. Da de nærmede sig til Klappernes Linie, raabte Frits: »Hurra, her har vi Skjelmen, nu gjøres der ingen videre Jagt behov; min Husbond giver Jer Lov til at gaae hen i Kroen og drikke Jer en dygtig Ruus paa hans Regning, o
Klapperne gjorde strax Plads for Rytteren, og denne saae sig snart i Sikkerhed paa den aabne Landevei. Her saae han sin Onkel komme imod sig med to Mænd, der bar en Brandstige. Saasnart Herremanden saae Toget, tvivlede han slet ikke paa, det var hans Gaardsdreng, der i Vadmelsjakken og med den bredskyggede Hat sad som Seierherre paa den blissede Hingst.
»Bravo, Jo c hum! raabte han derfor, »det var meer end jeg havde troet om dig. Du har som en ærlig Karl fortjeut din Krone. Træk nu Synderen hen i Kroen og gjem ham under Laas og Lukke, til jeg har afgjort min Regning med Byfolkene.«
Strax efter dette Tilraab slap Frits Rebet og red i Galop forbi sin forbausede Farbroder. I det de krydsede hinanden paa Veien, sagde Frits: »Jeg rider blot nogle faa Miil med din Hest. Imorgen skal den i forsvarlig Stand blive bragt til denne Kro.« —
(Efterat Frits havde strøifet en fjorten Dages Tid omkring i Jylland og brugt sine Penge op, maatte han søge sit Underhold ved at spille for godt Folks Døre. I en afsides Gaard traf han en fattig Bondekone, i hvem han gjenkjendte sin fordums Amme. Efterat det var kommet ti) en Forklaring imellem dem, tog hun næste Dag med den krøllede Frits tilbage til hans Farbroder. Konen fik en Foræring, og Frits blev, til Belønning for sin bodfærdige Gjenkomst, fritaget for en Deel af sine Arbeidstimer.)
blisset bliisig. — Laas og Lukke Iris och bom. — (fordom) forua. Gjcnkomst uterkomst.
s troif c strofva.
fordums
