Fr. Paludan-Muller: Adam Homos Bryllup med Baronesse Mille. 101
Nødvendighed! lod atter Adaros Klage, Og ud mod Havens aabne Port han saae, Idet han vendte sig, for ned at gaae. Stop! raabte Præsten, som var lidt tilbage, Du med paa Slæbetouget mig maa tage, Mig, som i Talen vist vi! gaae istaa. Den, som jeg skrev, var lutter Fyr og Flamme; Men Ens Begeistring d u forstaaer at lamme.
Ind i Capellet, i hvis Stolestader Forventningsfulde Bryllupsgjester sad, Skred Adam nu, ved Siden af sin Fader, Med morke Blik og bleg soin Liliens Blad. En Mumlen paa hans Vei sig hore lader, En Hvisken fra den hele Dame-Rad: Nei, hvor den gamle Fa'er dog er pedantisk, Men Sonnen, o hvor sod og hvor romantisk!
Knap sad vor Brudgom paa sin Plads i Stolen, For hvert et Hoved dreied sig som for; Thi ved Baronens Arm, i Atlaskkjolen, Der raslod, mens det lange Brudeslør Fra Nakken flod og glimred blankt i Solen, Indtraadte Bruden af Capellets Dør. Til alle Sider lod hun Blikket spille, Mens ned fra Org'let lod den forste Trille.
Bag1 Bruden gik der tvende Brudepiger, I Siike klædt, og med et Hjerte hver, Der fyldt af Længsel efter Bryllup higer., Hvortil kun fattes dem en Hjertenskjær. Med Oiet sænket, medens Barmen stiger, Paa Bryllupsgang do gjorde Prøve her, For naar det kom til Stykket ei at feile; Det tvende unge Frokner var fra Veile.
En Psalme til Basuner nu blev sungen, Og saa for Altret traadte Parret frem, Hvor Homo stod og Tanden holdt for Tungen, Imens han faderlig saae ned paa dem. Paa eengang slap han Talens Strom i Lungen Og raabte O! hvorpaa med Fynd og Klem Han talte om det Baand — det Baand, der binder, Der binder — der forbinder Mænd og Qvinder.
15- gaae i-staa stannn, komma af sig. 16. Stolestade stolstallc. 17. SIøt sloja. 18. hige tråna. 19. Fynd eftertryck, kraft..
