Æ Spegels (Sønderjydsk, fra Flensborgegnen).
117
ie u ptob ente fin jjiafer — be ffa enbbån t)(i »æ en øttfftm — få tot Ijam, be ba ett gvotjn 3ovb, u be fu eet it gyr, tjan funb øjern' plobb' nobbe gor fe fin Stgger, o be gyr tjan fin o. ®e t?a jo gobt; tjnsi benet bem 6 få tceitg' font I;an lobbe, ©out [jan no ba bø 6 begrabbe, få birt e ber et ©tijer efter, få bu be fan fej ©pitåtjfet om 9?at i cc ©unffut ebtanb ce 53tin o ce ^P(ot)tt) (fo bi !jo æ ftaiibenb ber S|ag ce Sun); o oc gotf
Ijyr e jo manne Støtter, men ben bi fam op o fo, få toa ber ofr it. ©å fo bt e te cc SDiaiib, te fin ©bn Itøan fyjét o$)t>»er); 6 fjan ffcår bem o fo, fyatt ^o nof Ijtjer no SDtmlert, 6 tjan bitø bog itof tutberfø^g e, ben be fam égjen.
9?å — etter et ©ttyl få f)vr fjan c jo u; 6 !ab fy an fam ur a ce ©æng o fut ce ®or op, få fto ce gfår ber fu fyam o tål tjam i. ©å fir tjan te ce ©bn, tjan ffnfb plot) få o få manne gor tiBåg ber o ber; be f;o tjan totten frå fin 9?åfer; o ffu t;an gi |am ce $jånb å, ejfen fu i)an it ro. 9io l)o ce ©bit nof fytyer, en ntofi it gi 'em ce $ånb, ben gif mc fceef; fyan ga fyant fin ^eCter it ce §ånb, nteit ben jinn ©lip a fin ©fjut, 6 be Bét a fin ©fjtit gif 6 tocef.
■Kb t>a e jo gobt 6 rotte, u be ton ingen ©pitåfyfef ai> 6et; men ce ©bn fojbrtit f)ba ce går fyo fo te Jjam. .Jpan Ijce jo fabt' oce tiSfå lanbgire jottt ben gatnt fo fjant; for en ffu fjcitta it tcenf, te tjan bo fogjfct, f)ba fin ^år Ijo foj fyant; Iat> ce ©pøgen
skulde til at ploie imod sin Nabo — det .skal endda (andå, till och med) have været en Enke —, saa tyktes ham, det vor Alt gron Jord, og det kunde vel Intet gjore, han kunde fjerne ploie nogle Furer (faror) til sin Ager. og det gjorde han saa (eg. fifcen) ogsaa. Det %-ar jo (ju) godt; han benyttede dem ogsaa saalænge som han levede. Som han nu var ded og begraven, saa varedo det der et ©tøb (o: en stund) efter, saa blev der saadan fæl Spektakel om Natten i Vogn - ff j il f f t (Vagn s lideret) iblandt Vognene og Plovtoiet — for de havde Plovene staaende der bag Vognene —; og Folkene herte det jo mange Nætter, men naar (\>en, Eng. when) de kom op og saae, saa var der aldrig Noget (eg. Intet). Saa sagde de det til Manden, til hans Son [o: til Mandens SonJ — han hed ogsaa Iver —; og han svarede dem og sagde, han havde nok hort noget Tumleri, og han vilde dog nok undersøge det, naar det kom igjen. — Naa! efter et Stykke Tid saa hort c han det jo ogsaa; og da han kom ud af Sengen og lukkede Doren op, saa stod Faderen der for ham og talcdo ham "ti), Saa siger han til Sønnen, han skulde ploie saa og saa mange Furer tilbage der og der; det havde han taget fra sin Nabo; og det skulde han give ham Ilaanden paa, ellers kunde han ikke have Ro (roe hvila). Nu havde Snnnen nok hort, man maatte ikke give dem (o: de Dodc) Haanden, den gik med væk; han gav ham saa heller ikke Haanden , men den ene Snip af sm Skjorte, og den Stump (eg. 3)ii>) af hans Skjorte gik ogsaa væk. — Nu var det jo godt og roligt (stilla, lugnt), og der blev ingen Spektakel af mere(6rt Plattysk., jfr. Oldn. betr); men Sonnen forsomte, hvad Faderen havde sagt til ham. Han har jo sagte (-ns) været Iigesaa landgjerrig som den Gamle for ham; for man skulde hartad (nastan) ikke tænke, at (eg. bet) han havde forgjættet (forgå tit, glomt), hvad hans
