142
'3. NaturskUdringar.
er saaledes 14.1 Mil af sejlbart Farvand. Ovenfor og nedenfor ere strax høje Fosser.
En anden Synderlighed ved en Mængde af Skandinaviens Floder er, at de kunne flyde i Snese af Mile gjennem en Dal saa ensformig i Bredde og uforgrenet som en Fjældsprække. De have altsaa ingen betydelige Bifloder eller Tværdale. De forbinde ikke Landskaberne til Siden af sig, men kun langs efter sit Løb. Mærkeligst udpræget er denne besynderlige Karakter i den norske Numedals-Laagen og i den Række af Elve, som jævnsides strømme igjennem de svenske Lapmarker til den botniske Vik.
Disse Særegenheder og, vi maa tilstaa det, Ufuldkommenheder ved vore Elve have ogsaa havt en besynderlig Indflydelse paa deres Navne. Den allerstørste Del af de norske Elve have — intet Navn. Der findes ikke blandt Almuen eller dem, som bo ved Elven, noget Navn for dens Helhed fra Udspringet til Udløbet. Man har Navn paa det Stykke af Elven, som løber imellem to Sjøer, og paa hver af disse. Navnet er da sædvanligen taget af Gaarden eller Bygden (hvis det ikke er det intetsigende Navn Stor-Elva). Men det hele Vasdrag har intet Navn. Grunden hertil er naturligen den, at Vasdraget ikke har nogen Vigtighed for en Samfærdsel, hvortil det er ganske utjenligt. Dersom det ikke bruges til Tommerflotning, er det i sin Helhed ganske unyttet. Og selve Trælastens Fremdrift bevirker ikke, at Nogen rejser langs hele Vasdraget og bliver kjendt med det fra Ende til Ende. Denne besynderlige Ting, at vore fleste Elve ikke have noget blandt Folket kjendt Navn, vidner naturligvis om, at det ikke liar brydt sig om at kjende dem.
Heller ikke benævnes de Elve eller Floder. Det ægte norske Ord er Vasdrag, hvilket ogsaa er det eneste, som betegner deres af Insjøer, Elve og Fosser sammensatte Løb. Vi have nu i vore Bøger Kvænna, Mos-Vand, Maane-EIv, j
Snes tjog. udpræget utpriiglnd. — Samfærdsel kommunikution. Tommerfletning N. timmcrflottning. Fremdrift fortskaffande.
