8
1. Siigner och Åfventyr.
han det ogsaa lykkeligt frem. Det var en Gran-Kogle. Jetten klemte den mellem Fingrene: »Hvem skulde troet«, sagde han, »at saa Lidt kunde gjøre saa vondt.«
BLESSOMMEN.
fBjørnstjerne Bjørnson: Smaastykker, Thrond.)
Der var en Mand fra Vaage, som hedte Blessommen, Han var i Kjøbenhavn, den Mand, for at faa Kongens Ret i en Sag, han førte, og det drog ud saa længe, til JuleKvelden kom paa ham; men det syntes ikke Blessommen godt om, og som han drev i Gaderne der og tænkte paa dette, saa han en svær Karl i en hvid Kufte gaa foran sig. »Du gaar fort, du« , sagde Blessommen. — »Jeg har langt hjem ikveld", svarte Manden, — »Hvor skal du hen?« — »Til Vaage«, svarte Manden og gik paa.— »Det var rigtig brav«, sagde Blessommen, »for did skulde nok jeg med.« — »Saa kan du staa bag paaMeiderne hos mig«, svarte Manden og drev af, ind i en Tvergade, hvor Hesten hans stod. Han satte sig oppi og saa tilbage paa Blessommen, der han steg op paa Meiderne: »Du faar holde dig fast«, sa'n. Blessommen saa gjorde, og han havde det fornødent; thi dette gik ikke ganske rigtig til. »Jeg mener, du kjører paa Vandet, jeg«, sagde Blessommen. — »Jeg gjør saa«, sagde Manden, og Govet stod omkring dem. Men et Stykke længere frem syntes Blessommen, at det ikke længer gik paa Vandet; »jeg mener, det gaar i Luften, jeg«, sa'n. — »Ja det gjør saa«, sagde Manden. Men da de havde faret endnu længer, syntes Blessommen, at han drog Kjendsel paa Bygden, de for frem i; »jeg mener, det er Vaage?« sa'n. — »Ja, nu ere vi fremme«, svarte Manden, og Blessommen syntes, det havde gaaet fort. »Du faar have Tak for god Skyds«, sa'n. — nSelv Tak!« svarte Manden og
Kogle kotte. vond N. ond. D. Mede. fornoden af noden. Kjendsel paa o: igenkånna.
— — svær tung, grof, stor. Kuf te o: rock. Vand vatten, Gov Fog anga, dugg.
Meid, drage
