Bjørnson: Blessommen.
9
lagde til, idet samme han slog paa: »Nu er det ikke værdt, du ser dig om efter mig.« — »Nei, nein, tænkte Blessommen og ruslede hjemover Bakkerne. Men da blev der sligt et Smeld og Brot bag ham, som om hele Fjeldet skulde falde ned, og Lysning gik over alt Land; han saa sig om, og da saa han Manden i den hvide Kuften kjere gjennem brageude Ildsluer ind i det aabne Berget, der stod over ham som en Port. Blessommen blev lidt leid over det Reisefølge, han havde havt, og vilde tage Hovedet tilbage fra den Kant; men som det var vendt, saa blev det siddende, og aldrig mere fik Blessommen sit Hoved ret igjen.
ASGAARDS-llEIEN.
(Welhaven: Nyere Digte.)
Lydt gjennem Luften i Natten farer Et Tog paa skummende sorte Heste. I Stormgang drage de vilde Skarer; De have kun Skyer til Fodefæste. Det gaaer over Dal, over Vang og Hei, Gjennem Mulm og Veir; de endse det ei. Vandreren kaster sig ræd paa Veien. Hor, hvilket Gny — det er Asgaardsreien!
Thor, den stærke, med loftet Hammer, Stauer høit i sin Karm, er forrest i Laget; Han slaaer paa Skjoldet, og rode Flammer Belyse det natlige Tog ved Slaget. Da klinge Lurer, da er der en Stoi Af Bjælder og riugleude Ridetoi, Da hyler Sværmen, og Folket lytter Med stigende Angst i de dirrende Hytter.
slaae paa emiiUa pa (Iiastcn). rasle N. lunka. Brot N. brak. Lysning a:
bliit. lo id o vor K. lodsen ofrer.--Ile i N, (eg. Re id) tåg (af gastar). — i. lydt
(Ijadeligen, hogljudt) med dån. kun biott. Vang (Sk. Tang) mark. Hei H. fjallmark, hed. Malm mBrkor. Vcir o: ovader. undse akta på. 2. K a r ni 3 : va£0. forrest fråmst. Stoi (stoj) gny. ringle skramia. Toi (tyg) don. hyle tjnta. Jytto lyssna dirre darra.
