12
1. Siigner och Åfventyr.
Han brugte sin Kniv til Snit. og til Stod — Saa gav han igjen hvad de andre bod. De Trende danned et rædsomt Knippe, Og Ingen af dem vilde Taget slippe.
Da tumlede Grim med Eet overende, Og Blodet strommed ham bredt af Brystet. Des haarderc brodes de andre Tvende Og holdt hinanden i Rygtag krystet. Tilsidst blev Brudgommen sat mod Jord, Og Kniven alt mod hans Strube foer; Men Ulv holdt inde og stod bedovct, Og skjælved og bæved som Aspelovefc.
Thi gjemtem Luften i Mulmet sused Et huiende Tog paa fnysende Heste; Det foer over Skoven mod Brudehuset, Og vilde det blodige Gilde gjæste. Da klang der Lurer, da blev der en Støi Af Bjælder og ringlende Ridetoi. Nu var det nær — det kom over Heien — Der hortes et Skrig: Det er Asgaardsreien I
Da blev der et Veir mellem Jord og Himmel, Der kastede Rædsel i alle Barme; Det hvirvled afsted i voxende Stimmel, Det slog med Yinger, det greb med Arme. Da var det Ulv blev draget i Haar, Og slynget i Luften og fort af Gaard, Ja fort over Skov, over Fjeldetinde — Han spurgtes ei meer, han var ei at finde.
Da Larmen stilned om Rædsels-Stedet, Laae Grim af Dodskampen sammenkrummet, Men Brudgommen blev over Sneen ledet, Og sattes paa Hynden i Gjæsterummet. Hans Hoved vakled , hans Blodstrøm flod, Han svæved en Tid mellem Liv og Dod; Men han blev pleiet og vel forbundet, Om Vaaren havde han Alt forvundet.
Nu sidder han boiet og hoit bedaget, Og kan sin Æt omkring Arnen samle;
ra*dsom forfarlig. 13. brodes, afbrydes brottas. kryste krama. 14. Mulm morkcr. linie hojta. fnyse frusta. 15. Stimmel floclc. slynge slanga. 16. krumme krympa. Hynde livende, dyaa. p 1 e i e (pliiga) varda. forvinde ofvervinna, ofverjta.
