Welhaven: Asgaardsreien.
13
Nu sidder han ofte med Sagn i Laget Og korter Tiden for Unge og Gamle. Saa var det seneste Julekveld, Da Ungdommen raabte: »Fortæl, fortæl!« Da fiammed hans Blik, da saae han tilbage, Da måned han frem sine Bryllupsdage.
GUTTEN OG FANDEN.
(Åsbjørnsen og Moe: Norslce Folkc-Eventyr.)
Der var engang en Gut, som gik paa en Vei, og knækkede Nødder, saa fandt han en ormstukken en, og med det samme mødte han Fanden. »Er det sandt«, sagde Gutten, »hvad de sige, at Fanden kan gjøre sig saa liden han vil, og tvinge sig igjennem et Knappenaalshul?« »Ja!« svarede Fanden. »Aa, lad mig see det, og kryb ind i denne Nødden«, sagde Gutten igjen, og det gjorde Fanden. Da han vel var krøben ind igjennem Markhullet, satte Gutten en Pinde i. »Nu liar jeg dig der!« sagde han, og lagde Nødden i Lommen. Da han havde gaaet et Stykke, kom han til en Smedie; der gik han ind, og bad Smeden, om han vilde slaae deu Nødden itu for ham? »Ja det skal være let gjort«, svarede Smeden, og tog den mindste Hammereu sin, lagde Nødden paa Ambolten, og slog til, men den vilde ikke i Stykker. Saa tog han en lidt større Hammer, men den var heller ikke tung nok; han tog da en endnu større en, men den gjorde det heller ikke, og saa blev Smeden sindt, og tog Storslæggen. »Jeg skal vel faae dig i Stykker alligevel!« sagde han, og slog til, alt hvad han orkede; og saa gik Nødden i Knas, saa det halve Smedietaget fløi af og det bragede, soin om Hytten skulde ramle ned. »Jeg mener Fanden var i Nødden, jeg!« sagde Smeden. »Ja han var saa«, svarede Gutten.
Gut gosse. — V o t vag, orm-stukken niaskstangea. Fanil o n fan. Mark • li al N. maskbal. Lomme (lomma) ticka. Ambolt stad. sindt K., D. vrod. t Kaas i kras.
