16
1. Segner och Åfventyr.
som de kunde være døde allesammen. Det var ingen, hun kjendte, men det var mange, hun syntes, hun skulde have seet for, men hun kunde ikke mindes, hvor hun havde seet dem. Da Præsten kom paa Prækestolen, var det ikke nogen af Byens Præster, men en høi bleg Mand, hun ogsaa syntes, liun skulde kjende. Han prækede nok saa vakkert, og det var ikke saadan Støi og Hosting og Harking, som det pleier være ved Fropræken om Julemorgenen, men det var saa stille, at hun kunde hørt en Naal falde paa Gulvet, ja det var saa stille, at hun blev ganske angest og bange.
Da de begyndte at synge igjen, beiede en Kone, som sad ved Siden af hende, sig hen til hende og hviskede hende i Øret: »Kast Kaaben løst om dig og gaa! for bier du, til det er forbi her, saa gjøre de Ende paa dig. Det er de Døde, som holde Gudstjeneste.«
Da hun hørte Stemmen, og saa paa Konen, kjendte hun hende; det var Nabokonen hendes, som var død for mange Aar siden, og da hun nu saa sig om i Kirken, huskede hun godt, at hun havde seet baade Præsten og mange af Menigheden, og at de vare døde for lang Tid siden. Det isnede i hende, saa ræd blev hun. Hun kastede Kaaben løst om sig, som Konen havde sagt, og gik sin Vei; men da syntes hun, de vendte sig og greb efter hende a jsammen, og Benene skalv under hende, saa hun nær var segnet ned paa Kirkegulvet. Da hun kom paa Kirketrappen, toge de hende i Kaaben; hun slap Taget, lod dem beholde den og skyndte sig hjem saa fort hun kunde. Da hun stod ved Døren, slog Klokken Et, og da hun kom ind, var hun næsten halvdød, saa angest og bange var hun. Om Morgenen, da Folk kom til Kirken, laa Kaaben paa Trappen, men den var reven i tusinde Stykker.
h v or hvarest. p r æ k e predika. Hark ing harklnmle. angest angslig. bange Tadd. — Kaabe kappa. bie bida, viiata. — huske (Sk. hugsa) komma i hag. isne isa. segne signu . djgna.
