C. Hauch: Poesis i Historien,
269
Skuespil i fjerne Lande, som han med langt større Fordeel kunde have anvendt hjemme.
I Eisten træder derimod den besindige Hersker frem, han kjendes ikke udenlands og beundres ikke af Fremmede, men i Landet selv havde han bygget sig Mindesmærker, hvilke, som han selv siger, de Konger ville erindre, der kom efter ham i Norge; og uagtet Fremstilleren ikke udtaler sin Dom ligefrem, saa mærker man dog vel, hvad lians Mening er, og til hvilken Side Vægtskaalen helder. Med stor Kløgt er Kampen mellem den ubændige Kraft og den besindige Villie ogsaa gjennemført paa andre Steder i denne Ordstrid. Sigurd roser sig af at skyde længst med Bue, »mindre Forskjel er der mellem os, naar det gjelder om at ramme Maalet«, svarer Eisten; Sigurd roser sig af sin overmægtige Styrke og af, at han rager høit frem over andre Mænd, men Eisten er den Behændigste og tillige den Skjønneste. Han er tillige den Erfarneste, hvad Lov og Bet angaaer, dette synes derimod Sigurd at foragte. Man kan da vanskelig troe andet, end at Talen her heelt igjennem er lempet med besindig Haand (saaledes altsaa, som Poesien fordrer det) for at vise Forskjellen paa den udadstræbende Kraft, der splitter sig i det Fjerne, og paa den indadvendte Virksomhed, der samler Kraften til et bestemt og gavnligt Maal. Men hvis Beretningen om denne Ordstrid ikke desmindre ganske stemmer overeens med, hvad der virkelig blev sagt, da har Virkeligheden selv her med ordnende Haand udført Poesiens Værk.
Dette er hvad der strax falder i Øinene, og hvad vel de fleste, der læse denne Samtale uden at forske videre, ville see. Men det Hele har dog endnu en dybere Sammenhæng; thi her i denne Scene ligger tillige Forspillet til det store Drama, der siden i et heelt Aarhundrede opførtes. Sigurd havde ikke ustraffet foretaget sin Reise; idetmindste viste det sig siden efter hans Hjemkomst, at han satte større Priis paa Udlandets Sæder end paa dem, der fandtes i hans eget Land (hvilke da vel heller ikke i de Tider havde noget
1> c a i utt i g betanksam. Klipgt (klokhat) tintligliet, fiulict.
