M. Hammerich: Holberg som Forfatter.
291
Kildeskrifterne: saaledes paa sine gamle Dage Snorro paa Islandsk, et Studium, han tidligere havde sammenlignet med at gnave paa Skindpjalter; i Geographi helst enkelte Beskrivelser og lteiseberetninger, da man ikke kan have nogen paalidelig Universal-Geographi, «medmindre Jerusalems Skomager engang kommer i Rolighed og skriver et saadant Værk — om han ikke, som troligt er, alene haver reist paa Theologien.« Med de franske Forfattere af den nye Skole (Fritænkeren Bayle's Dictionnaire o. s. v.) var Holberg fra Ungdom af velbekjendt; uden at han slog sig til Ro med deres Sætninger, som han t.vertimod ofte angriber, fremkaldte de en aandelig Gjæring hos ham og vænnede ham til at tvivle og undersøge. Det var ogsaa i Oxford og Paris, han itide tik Smag for, hvad der hører til en god Fremstilling. »Hvis jeg haver nogen Meriter udi Studeringer«, siger han, »da bestaaer det derudi, at jeg har søgt at curere Foikes gemene og pedantiske Smag. Thi saasom jeg itide kom til at studere ved de franske og engelske Academfer, lærte jeg ikke saameget at skrive lærdt, som net at exprimere min Mening.« Hans Forbilleder vare de gamle græske og latinske Classikere, som han flittig læste indtil sin Alderdom og, efter Beskaffenheden af hans Citater at domme, tildeels har kunnet udenad. Men de gamle som de nye Mønstre hjalp ham kun til et sikkrere Greb paa at forme, hvad han selv havde iagttaget, selv tænkt elier gransket ved eget Arbeide.
Saaledes forstaaet, var det Holbergs Kald, i sine Fag og indenfor sine Grændser at skaffe den europæiske Dannelse Indgang eller, rettere sagt, give den et Hjem i vort Fædreland. Han ønskede Intet hellere, end at vi kunde være uafhængige af det Fremmede, ligesaa uafhængige som andre Kationer. Derfor ivrede han mod Ungdommens utidige Reisesyge, som kun fører til »Libertinage og Pædernelands Foragt«, og foreslog,, halvt i Alvor, at »holde nogle Fregatter udi Nordsøen og Beltet, for at krydse
rcist paa, 33. iitt handtverk. Sætning sats. Gjatring gasning.
19-
