306
5. Culturhistoi-iska Styeken,
»Han siger, at, smøget paa den Maneer, »Vi arme Skrog
»Efter fattig Leilighed Verden teer n Nogen Nytte dog.
»For Resten vor Skionhed, rod og biaa, »Er hap som hip.
»Alt Nyttigt bor giennem Munden gaae, »Det er hans Princip.«
I arme Stakler! den arme Mand! De arme Mænd, Som uden salige Glæder kan Gaae Livet hen,
Som ei begribe, hvad Gud har giort, So in ene veed,
At Munden er den nærmeste Port Til Salighed!
Smaablomster! ak, som det eder gaaer, Saa gaaer det mig.
En stakkels Poet som en Kornblomst staaer, Og græmmer sig.
Det nærende Korn kun i Veien han er; Hvad retter han ud? Han hæver sit barnlige Farveskiær Kun fromt til Gud.
Kom, Blomster! vi hore tilsammen, vi, Kom, vakkre Glut!
Og slyng dig' med tryllende Syrnpathie Om denne Luth,
Og bæv, som Zephir bevæged dit Blad, Ved Strængens Klang; Saa synge vi hver vor Skaber glad En Morgensang.
TALE OVER OEHLENSCHLAGER. (J.P.Mynster: Ved OeldenscKtiujcrs Jordefeerd, d. 2G. Januar 1850.)
Da for faa Uger siden Danmarks Hædersmænd, og de, der stræbe at træde i disses Fodspor, ligesom fra alle Aan 9. sm'ogo riika. Skrog skralle, krak. er hap som hip o; kommer på ett ut, ur strunt s&mma. II. Farve-Skiær fargskimmer. 12. Glut {glunl) barn.
