J. P. Mynster: Tale over Oehlenschliiger.
307
detis forskiellige Egne, samledes om Adam Oehlenschlager, havde han tilbagelagt de syv Gange ti Aar,- hvor Grændsen pleier at være sat for Støvets Børns Alder, Men han syntes endnu at staae der i sin fulde Kraft, Ungdommens Rose blomstrede endnu paa hans Kind, hans Isse var ikke hvidnet, og den klangfulde Stemme lod endnu, som for, ud fra det stærke Bryst. Nu samles vi om hans Liig.
— I, der, som jeg, have vandret den lange Vei med ham, I mindes den skionne Yngling, der næsten med barnlig Haand greb i Harpens Strænge. Han forstod endnn ikke, hvad han siden lærte, men Folkets Forventning vogtede dog tidligen paa ham. Da var det med Eet — som Aandens Lyn stedse bryder frem, du veed ikke, hvorfra det kommer, eller hvor det farer hen — pludselig giennemtrængte Annden hans hele Væsen, og en Rigdom af udødelige Sange strømmede ud i det studsende Folk. Det var en Tid, da Kraften var indslumret, da de dybere Toner kun sielden hortes, og Viddet kun i den lette Skiemt spillede paa Overfladen. Men i Folket var der en ædlere Grund, som kun var tilhyllet, ikke fordærvet; til den trængte Sangeren ind, og det var, som om de Dødes Been rørte sig i Dalen, og de siunkne Skikkelser traadte frem paany, og de udslukte Følelser luede op paany; der var fiern og nær en levende Gienklang. Hvor i disse Lande, og vidt ud over deres Grændser, har han ikke fundet Indgang? Hvilket Huus er ikke smykket med de Billeder, han har malet?
Dog var han, og blev han stedse, sit Fædrelands Søn. De Skatte, Norden giemte i sit Skiød, de længe tilhyllede, glemte Skatte drog han frem med sikker Haand. De gamle Sagn klarede sig for ham i deres dybe Betydning, Heltenes Iiedrivt opstod af de siunkne Grave, Kierligheden udtalte for ham sine Længsler og sin Trofasthed, og »Nordens mørke Mø, Melancholia,« stod ved hans Side og lærte ham de forunderlige Toner, hvori Skræk og Haab, Undergang og Seier smelte sammen i een Harmonie. Og det var ikke
Vid qvickhet, — tilhylle ofverliolja.
30"
