308
5. Culturhistoi-iska Styeken,
Oldtiden i dens Raahed, han vilde fore ind i den fremskredne Slægt, men, ligesom Biergmanden med stærk Haand drager Malmen frem af det haarde Field, men da smelter og renser den, at det ædle Metal kan skues i dets Glands, saaledes var det ogsaa her i forædlet Skikkelse, at de gamle Syn traadte frem paany. Og da forte Aanden atter Digteren hen i andre Egne, at han kunde lade et andet Liv svæve forbi vort Øie i Sydens Konst, i Østens brogede Billeder.
Vi kunne og skulle her ikke folge den ædle Sanger paa hans afvexlende Vandring, ikke tage Vægtskaalene i Haand for at afveje de mange Arbeider mod hverandre, men paa alle disse Arbeider, paa de store, der staae der som stolte Mindesmærker, paa de mindre, der synes som Øjeblikkets Udgydelse, og som dog giennem Slægternes Folge ville gaae fra Mund til Mund, fra Ilierte til Ilierte -— paa alle disse Arbeider i deres Mangfoldighed kunne vi vise hen, og sige: Seer, dette var denne Mands LivsVærk! Dog, derved kunne vi ingenlunde standse, thi hvo kiender, hvo beregner hans Livs Virkning? Som Vaarsolen gienuemtrænger Jorden, opliver de slumrende Spirer, og, skiøndt hver af dem liar sin Kraft, sin Duft, dog Solens Lys og Varme virker i de tusinde Skikkelser, de tusinde Farver, saadan er ogsaa Menneskeaandens Virkning. Hvo kan beregne, hvad den store Digters Aand liar vakt, har oplivet og næret? hvad den har virket endog i de ganske forskiellige Toner, hvis Hannonie lyder trindt omkring i vort Land og i de nærbeslægtede Lande, hvad den har virket i det hele Folk til at vække Liv, til at fremkalde, nære, befæste Agtelsen for alt Ædelt og Skiont, og alle de Følelser, der forene Mennesker i hæderlige og glædelige Samfund? Hvor først Sangerne forstumme i et Land, der hefter Tanke og Stræben sig stedse niere blot til den timelige Fordeel og Nydelse, der udslukkes Aandens Længsel, der lammes dens Vinge, og da træde do fortærende Lidenskaber utæmmede
Spire brodd 3: fro.
