310
5. Caltuiliistoriskfi Styeken.
skulde ikke mindes Din ædle Skikkelse, den Aand, der lyste ud af Dine Blikke, det Liv, du saa ofte bragte i vore Samtaler, ogsaa gierne mindes, hvor heftig Du stundom opblussede, men for strax igien at forsones, af hvor fuldt Ilierte Du kunde paaskiønne, hvor trofast Du kunde bevare ethvert Venskabspant. Den Ven, hvis Rost nu lyder her i Sorgens Stilhed, skal mindes de mange, mange Aar, vi vandrede med hinanden i fortroligt Samfund, skal med Veemod mindes, at de Aar, han havde forud, gave ham Ret til den Forventning, at Din Harpe skulde have lydt over hans Støv, naar det bragtes til Hvile; og nu — Nei, jeg skal ingenlunde sige, at den er brusten; Adam Oehlen s chlager's Harpe brister aldrig, den skal lyde fra Slægt ti! Slægt, saa længe der er et Øre ti! at høre, saalænge der er et Hierte til at føle.
Men Han er hengangen, og i sine sidste Timer har han atter siunget for sig selv, hvad han sang tilforn i Tanken om den sidste Skiebne:
nLær mig, o lille Trækfugl, du! At svinge mig med freidig Hu Til ubekiendte Strande! Naar Alt er Vinter her og lis. Da skal et evigt Paradiis Mig hisset aabent stande.«
Saa synge han ogsaa for os i denue Sorgens Stund, i det vi sige den ædle, herlige Sanger, den elskede Ven det sidste Farvel:
»Du, som fra Skyen smiler hist, Vor Herre, Frelser, Jesu Christ, Lær os at tvinge Sorgen! Sving for os Haabets gronne Plag! Langfredag var en bitter Dag, Men skion var Paaskemorgen."
jiuaskionne orkanna. — Trækfugl flyttfogel. freidig tillitsfull, glad. liisaet der.
