312
6. Sknldestycken.
»Lad dem seile, der seile vil; »Messen ville vi lyde til.
»Messen den er vor Herres Ord; »Svende, tager Vand, I gaae til Bord!
»Vi gaae til Bord og faae os Had; »Siden ville vi til Stranden ad.«
Saa ginge de dem til Strande, Som Oxen laae for Lande.
De ud til Stranden bare Baade Anker, Toug og Aare.
St, Olaf stander i Fremmerstavn; »Frit frem, Oxe, i Jesu Navn!"
Klapper han Oxen ved hviden Horn: »Gak nu, som du gik i Korn!«
Oxen tog til at skride, Efter stod Bolgerne stride.
»Liden Dreng, lob du dig op i liaa, »See om vi kunne Harald naae!« —
»Jeg seer under Norges Land »Silkeseil og Guld i Itand
»Jeg seer under Norges Skjær, »Hvor Ormen Silkeseil bær.
»Jeg seer under Norgelands Side »Ormen saa saare fremskride.«
St. Olaf klapped Oxen paa Lænde: »Du maatte lidet bedre frem ren de!»
St, Olaf slog Oxen ved sit Øie: »Bedre maa du ad Havet drive.«
Oxen tog tit at bisse saa, De Baadsniænd kunde ikke paa Bunken staae.
Tog han Bast og Line, Bandt han Baadsmænd sine.
Det da mælte den Styresmand: »Hvor da skal vi seile fram?n —
13. Vant!, neml. tin hnndtvagning. 15. som O: hvor hvarest. 26. hi s so bcsa, kesa, Bank o (forald.) dåck; jfr. bunkabrytari o: skeppspiaadrare (Wostg, I.)
