Wergelaud: Piletræerne og Skjrorcn.
23
Bjerghulerne, kort hele Naturen negtede at vide det Mindste om Kalken. Fortvivlede kom Præst og Klokker tilbage til Kirken, og spurgte da tilsidst Piletræet. Da var der en Kamp hos det uskyldige, som forgjæves havde fraraadet sin Elskede. Skulde deu Ene røbe den Anden og derved lægge Øxen til dens Rod? Skjæren sad paa Taget paa eet Been og med Hovedet under Vingen som den sov, men gløttede dog nu og da op i det afgjørende Øjeblik. »Nu, svarer du ikke?« sagde Præsten op igjen til Piletræet. »Nu, svarer du ikke Præsten?« sagde Klokkeren.
Da — »Kikiki!« skvatrede Skjæren fra Taget, da den saa det — da løftede Piletræet pludselig alle sine Grene i Vejret og svor — svor, at den ikke vidste noget om Kalken. Men tilbage kunde den ikke faa sine meen - ederske Grene. Den staar saa endnu. Og siden den Tid valgte Skjæren den fortrinligen til Plads for sit Rede, og lader saaledes, til Tak for Hjelpen med Meeneden, sin Ureenlighed falde i Træhjertet, saa at der altid ere visnede og tørre Skud at se imellem de friske.
Men den andeu Piil? Ak, da den saa det Forskrækkelige, at dens bedaarede Elskede løftede sine Grene til Meeneden, ak, da bøjede den sin Top til Jorden, og Sørgepilen staar der endnu bøjet over Gravene.
FUGLENS BEKYMRING.
(Saren Kierkegaard: Opbyggelige Taler, 2.)
Der var engang en Skovdue; i den skulende Skov, der hvor Forundringen boer med Gysen blandt de ranke, eensomme Stammer, havde den sin Rede. Men næst ved, der hvor Røgen stiger op fra Bondemandens Huus, boede nogle af dens fjernere Slægtninge: nogle tamme Duer. Med et Par af disse traf den oftere sammen; den sad nemlig paa en Green, som boiede sig ud over Bondens Gaard; de
glotto N. tittn, glutta. Nu no, — at don o:Filon. fortrinligen foreirudesvis,--
Duo dufva. skule cg. so under lugg; skulende 3: dyster, rank o: hogvåxt oek rak.
