S. Kierkegaard: Fuglens Bekymring.
27
har ladet Skovduen holde for. Ja, som naar et fyrsteligt Barn opdrages, der da er et fattigt Barn, hvilket bliver straffet istedenfor Fyrsten: saaledes har Talen ladet Alt gaae ud over Skovduen. Skovduen selv er sorgløs, ja det er virkelig den, om hvilken Evangeliet taler. — Altsaa Skovduen er Mennesket. Naar han, som den, nøies med at være Menneske, da forstaaer han, hvad han lærer af Himmelens Fugl, at den himmelske Fader føder ham. Men føder den himmelske Fader ham, da er han jo uden Næringssorg, da boer han ikke blot som de tamme Duer hos den rige Bonde, men han boer hos Den, som er rigere end Alle. Han boer virkeligen hos ham, thi da Himmel og Jord er Guds Huus og Eiendom, saa boer Mennesket jo hos ham.
Dette er det: at noies med at være Menneske, at nøies med at være den Ringe, Skabningen, der ligesaalidet kan opholde sig selv, som skabe sig selv. Yil Mennesket derimod glemme Gud, være sig selv sit eget Forsyn — og ernære sig selv; saa har vi Næringssorgen. Det er vistnok priseligt og Gud velbehageligt, at et Menneske saaer og høster og sanker i Lade, at han arbeider for at finde Føden; men vil han glemme Gud og mene ved sin Arbeiden at ernære sig selv, saa har han Næringssorg. Den rigeste Mand, der nogensinde har levet, hvis han glemmer Gud og mener at ernære sig selv: han har Næringssorg. Thi lader os ikke tale daarligen og smaaligt, ved at sige, at den Rige er fritagen for Næringssorg, den Fattige ikke. Nei, kun Den er fritagen, soin ved at nøies med det at være Menneske, forstaaer, at den himmelske Fader føder ham; og dette kan jo den Fattige lige saa godt som den Rige.
holde for o: umgiilla dot {..klada skott"), gaae ud over drabba. — ved genom, daarligen daraktigt, smaalig smanklig, kortavnt.
