Baggesen.
389
Fem Aar var omme. Tanken i hans Hjerne Begyndte meer og meer at spire frem. Nu gad han vidst, hvor langt den næste Stjerne Var fra hans Hjem? Og hvad der var bag Plankeværket, Som han bag Soen havde mærket? — Og om man kunde did i lire Dage gaae? — Hvor stor vel Jorden var? om fyrretyve Haver, Enhver saa stor. som den, der tæt ved Huset laae, Vel kunde ti! dens Storrelse forslaae? — Om og Rnabarbra var Guds Gaver, Og Ingefær, som han i Sirup fik For Hoste? — hvorhen Solen gik? Hvorledes den kom op igjen? hvorlunde Den, uden Been, saa hurtig rende kunde? — Hvor Storken havde faaet fat Den lille Sester, han saa længe vented', Og som den bragte ham forleden Nat? Om alle Mennesker af Storkene blev hented'? —
Den Grublen og den Sporgen satte tidt Hans Moder i Forlegenhed for Svar; Hans Moster fandt, den gik for vidt, Og frygted*, det ei gode Tegn just var; Hun leed ei denne Sporgen for sin Dod, Og stoppede hans Mund med Sukkerbrod.
Men Degnen derimod. Oraklet der i Egnen. Saae heri Glimt af Philosophen, Degnen; »Jeg frit tor bande paa«, saa lod hans Ord, »At der i ham en Diaconus groer, En Fhilosoph, hvis Gud vil holde ham i Live; Det tidlig degne skal, der gode Degn skal blive. — Sæt Pogen«, blev han ved, osaasnart I kan, 1 den latinske Skole, Og seer kun til, om ikke ogsaa han Med Tiden faaer engang den sorte Kjole1.«
o m ril e forl>i, vidst, afvideveta. degne 9: aria sig till ,,Degn"
