Baggesen.
391
KNUD VID FAD MES HJEMVEE.
Paria, 1807.
Hvo veed, hvor nær mig er min Ende? Hvad jeg har skrevet, alt forgaaer! Hvor let og snart kan altsaa hænde, Jeg selv herfra at vandre faaer! Hvo veed, om hvad i Dag jeg skrev, Er ei mit allersidste Brev?
Jeg ligger her paa fremmed Leie, Fjern fra mit Hjertes Opholdssted; I Kjohenhavn er brændt mit Eie — Maaskee mit Navn og Minde med. Hvad her jeg har, er Himmerig, Mon uden Nydelse for mig.
Jeg har en huld og ædel Kone, Forstandig, dydig, from og skjon, Værd at tilbedes paa en Throne, Og værd at elskes huldt i Lou; Hver Viv og Moder ufortalt, Et Monster for sit Kjon i Alt.
Jeg har en Son, en venlig Engel, Rask, vittig, munter, rund og rod, Livsalig — paa sin spæde Stængel Er ingen Rose mere sod; Hver Treaars-Engel ufortalt, Et Monster for et Barn i Alt.
Men denne hulde Kone lider — Og denne hulde Son er spæd — Og naar jeg mine Hænder vrider , Bespændt af Angest og Fortræd, Saa troste Begge mig paa Fransk; Og — jeg er i mit Hjerte Dansk.
Og naar min indre Harpe bæver Af Veemods underfulde Lyst — Og naar til Sang sig Smerten hæver Paa Andagts Vinger i mit Bryst; Gaae Begge tause deres Vei, Thi Englene forstaae mig ei.
Hjcmvop henitiitigtan. — 2. Eie (cga) egendom. 4. livsalig lilid, (Uaklig, 5. bespændt qvald.
