592
6. Sknldestycken.
Og naar mod Skjebuens fiendske Pile Min lille Jocus væbner mig Med lunefulde skjelmske Smiie — Naar jeg er selv en Engel liig; Med Studsen Begge paa mig see, Og blive bange for at lee.
Saaledes ligger jeg paa Stene, Skjondt fængslet her af Kosenbaand — Saaledes er jeg evig ene, Skjondt med en Engel ved hver Haand — Og i mit Himmerig paa Fransk Er jeg ulykkelig som Dansk.
Jeg foler dybt, at mig blev givetEn lille Trylte-Amulet — Til ikke blot at taale Livet, Men selv til at forskjonne det — Jeg foler, at jeg ei blev fod Til Glemsels Lod i Stilheds Skjod.
Og dog det blev min Lod at tabe Paa Jorden hver en Støvets Skat — Selv Evnen til i Sang at skabe En konstig Dag i Livets Nat — Dog nei; trods Tidens Vold og Gru, Den er ei ganske tabt endnu.
Thi skjondt jeg Øiet sjelden væder, Skjondt sjelden jeg er glad i Hu, 1 Sang jeg leer, i Sang jeg græder, Som om jeg var et Barn endnu — Uskyldighed! det skyldes dig; Thi huld din Aand omsvæver mig —
Din Aand, mit Fodeland! som smiler, Trods Tienders Vold og Venners Svig, Omlynt af Skjebnens Tordenkiler, En venlig Fredens Engel liig; Og trykker med Erindrings Lyst Hvor Haabets Spire ti! sit Bryst! —
Den Aand, der blid, som Frelsens Moder, Med Sværdet i den hvide Barm, Sit Dans og Nors og Anguls Poder
12. omlynt Jtringljnngad. J3. rode ymp; lig. afkomma.
