Baggesen.
395
Og jeg, som ikke Lampen har, men veed Om Lampens Brug og Lampens Aand Besked, Vil lære Dig, dens Kobberrust at gnide!
KJÆMPEVISEN.
Man har meget Smukt fortalt Om den underlige Spise, Som engang i Ørken faldt — Manna; troer jeg, dengang kaldt — Der, i Mangel af en bedre. Smagte sodt de gamle Fædre! Man den gamle Kjæmpevise, Som de nye Dverge prise, Ligerviis bor ogsaa hædre, Men ei lade sig forføre Til at dyrke Korn med Sved, Der kan ene regne ned. Hvo, som Øre Har, han hore:
Gammelt Qvad er skjont og stort; Det er godt, naar det er gjort; Men det la'er sig ikke gjore!
MAANENS KLAGE.
Jeg arme Maane, Der mig af Jorden maa bestandig lade haane . Som saa foranderlig i Yæxt og i Gestalt, I Farve. Glands, og i hvad veed jeg Alt, At til et Ordsprog- selv er bleven min Forandring! Ifald heroppe paa min stille Vandring Jeg stundom synes halv, og- stundom heel, Snart Intet, snart en Treddedeel, Nu lys, nu mork, nu rod. nu bleg, nu gylden — Siig, slemme Jord dernede! hvis er Skylden?
Itu st rost.
