Oehlenschliiger.
403
Hun bad, som jeg: »O Himmel, sluk min Elskov!
0 Moder, styrk din Datter i sin Dyd!« Da glemte jeg Sanct Olaf, alle Helgen, Og Himlen selv; thi Himlen aabenbared Sig for mig i min Valborg. — Aldrig var Tilstaaelsen end kommen mig paa Læben. Fra Barnsbeen kaldtes vi vel Ægtefolk; Det var i Spag, fordi den sode Mo
Som Glut alt var mit Hierte dyrebar.
Jeg nærmed mig, igiennemglodet af
Det stærkeste, det elskovsfulde Mod.
Nu syntes alle Farer mig forsvundne.
Min Skiebne laae som Lindorm for min Fod,
Jeg stod paa den, kiæk som Sanct Michael,
Og stodte Spydet i Uhyrets Ryg,
Mens mine Foletser med stærke Vinger
Sig lofted imod Himlen, Saadan treen jeg
For Valborg; med min venstre Haand omslyngte
Jeg hendes skionne Midie, med den hoire
Drog jeg mit Sværd, og svor ved alle Helgen:
Valborg skal vorde Axel Thordsons Brud
Faa Jorden eller hist i Himlen!
Vilhelm. Amen! Min brave Broder!
Axel. Ak, da skiælved Valborg: »Axel, hvad sværger du! Er ei vor Elskov Mod Religionen og mod Sæderne? Er vi ei Slægtninge? Forbyder Kirken Ei sligt et Ægteskab? Bad vore Mødre Indstændigt os paa Sottesengen ei. At tvinge denne Flamme? Spaaede de Os idel Kummer ei og Undergang,
1 Fald vi handlede mod deres Raad? See vore Modre paa Liigstenene! De boie deres Hoveder, de græde Af inderlig Medlidenhed for os,
For deres Borns grusomme Skiebne!u Vilhelm! Da skar jeg vore Træk i Fillen der, Og svor igien: Jeg kommer hiem med Orlov Fra Pavon, eller aldrig, aldrig mere!
S p o g skiimt.
26*
