Oehlenschliiger.
409
Mit Sværd har ikke rastet i sin Balg Imidlertid. Den store Henrik Love Udmærkte mig; for hans Skyld bærer jeg Mangt sammenskrumpet Ar paa Bryst og Skulder. Var jeg elskværdig for i Valborgs Oine, Da maa jeg mere vorde det som Mand; Hvad elsker Qvinden meer end kraftig Manddom? (Hans Gie fnider paa Kiamisra.) O, hulde Blomster! som en
lysegrøn
Maidag, omlivælvet af det Himmelblaa, Mildner I Sorgen i mit I-Iierte. — Thora Kommer fra Messen alt med sine Møer, Til Sagen! Som en solverliaaret Gubbe Jeg speide vil min Skiebne. Er hun utro, Da bort saa hurtig, som jeg kom! da lynsnar I Henrik Loves Hær tilbage! Brat Jeg finder der min Dod for Vendens Øxe.
(Han gaaer afsides. Dronningen gaaer igiennem Kirken med sine Fruer eg Jomfruer.)
Valborg (kommer i det sidste Par; liun standser i Forgrunden, og siger til sie Folgesostor):
Gak du foran, Svanhvide! at jeg ene Kan giore Bonnen efter daglig Skik Her ved min Faders og min Moders Grav. Jeg folger efter. (Dronningens Folge gaaer bort. Valborg knæler ved sine Forældres Grav.)
AXEL (som forklædt er kommen tilbage, og knæler i en Afstand).
Himmel! det er Valborg. Jeg kiender hende neppe. Hvilken Væxt! En fyldig Rose, hvad kun for var Knop. Hvor hun er bleven deilig! Hendes Aasyn Er kun det samme. Men de rode Roser Er bleget hen til hvide Veeniodslilier. Held mig! Jeg vilde gyse, hvis hun blussed I freidig Munterhed.
VALBORG (staaer op og seer sig omkring).
Jeg er alene;
Hist knæler kun en gammel Pilegrim. (Hun gaaor hen fer Pillen med Navnetrækket, tager den forrige Krands af, og hænger en frisk i Stedet.)
Jeg hilser dig, min Kiærlighed! god Morgen!
ly-n-snar blistsnabb. brat bradt, hastigt. — freidig frimodig, glad, — knæle knabdja.
