410
6. Sknldestycken.
Axel. O, Himmel!
Valborg (betragter Asel). Hvor han beder fromt, den Gamle! Axel. Tak, hoie Fader, for din Miskundhed!
Valborg. Hvor salig er hans Fryd, den solvgraa Gubbe! Han har tilbagelagt en hellig Reise, Og lettet Hiertet for en tung Bekymring. Nu staaer han reen, uskyldig ved sin Grav; Den aabner sig, som Favnen af en Ven. O, gode Gud! hvor selsomt gaaer det dog Paa denne Jord ; tidt nyder Alderdommen En barnlig Ungdomslyst, imens den Unge Maa tæres hen af glædelose Sorger.
(floa gaaer Lam i Møde. i det han reiser sig.)
Held dig og sæl, min fromme Vandringsmand!
Axel. Jeg takker eder, skionne Jomfru Valborg!
Valborg. Du kiender mig?
Axel. Jeg gik til Nidaros, Deels for at knæle ved Sanct Olafs Skriin, Deels for at bringe eder Brev og Hilsen Fra Tydskland, hvorigiennem Veien faldt. Jeg har alt hilset Helfred, eders Frænke Paa Inimersborg; hun spaaede mig en god Modtagelse for dette gode Budskab.
Valborg. Mig kiender Ingen i den vide Verden;
Kun Helfred er min tro Veninde. Men Du kommer langveis fra; hvad kansfc du bringe?
Axel. Fru Helfred har — en Broder.
Valborg (rodmer). Axel Thordson?
Axel (afsides). O, sode Lilier! I forvandler eder Til Roser atter.
(Hoit.) Rigtig, Axel Thordson; En ærlig Kæmpe, kun lidt kummerfuld. I Saxen traf jeg ham i Henriks Leii\ Og neppe horte han, jeg drog til Norrig, Saa flyede han mig dette Brev, og bad Mig bringe det i eders egne Hænder.
VALBORG (kaster et frygtsomt Sideblik hea iKirken;-,da hua fiadcr sig eae med Gubbea, rækker han efter Brevet, og siger): Min Gubbe! du har bragt — kiærkomment Budskab.
