H. C. Andersen: Den grimme Ælling.
31
gjore den om igjen!« — »Det gaaer ikke, Deres Naade!« sagde Ællingemoderen, »han er ikke kjøn, men han er et inderligt godt Gemyt, og svømmer saa deiligt, som nogen af de andre, ja, jeg tør sige lidt til! jeg tænker, han voxer sig kjøn, eller han med Tiden bliver noget mindre! han har ligget for længe i Ægget, og derfor har han ikke faaet den rette Skikkelse!« og saa pillede linn ham i Nakken og glattede paa Personen. »Han er desuden en Andrik«, sagde hun, »og saa gjor det ikke saa meget! jeg troer han faaer gode Kræfter, han slaaer sig nok igjennem!« — »De andre Ællinger ere nydelige!« sagde den Gamle, »lad nu, som I var hjemme, og finder I et Aalehoved, saa kan I bringe mig det!« —
Og saa vare de som hjemme.
Men den stakkels Ælling, som sidst var kommet ud af Ægget, og saae saa fæl ud, blev bidt, puffet og gjort Nar af, og det baade af Ænderne og Hønsene. »Han er for stor!« sagde de Allesammen, og den kalkunske Hane, der var født med Sporer og troede derfor, at han var Keiser, pustede sig op som et Fartøi for fulde Seil, gik lige ind paa ham og saa pluddrede den og blev ganske rød i Hovedet. Den stakkels Ælling vidste hverken hvor den turde staae eller gaae, den var saa bedrøvet, fordi den saae saa styg ud og var til Spot for hele Andegaarden.
Saaledes gik det den første Dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels Ælling blev jaget af dem Allesammen, selv lians Sødskende vare saa onde imod ham, og de sagde altid: »bare Katten vilde tage Dig, dit fæle Spectakel!« og Moderen sagde: »gid Du bare var langt borte!« og Ænderne bed ham, og Hønsene huggede ham, og Pigen, som skulde give Dyrene Æde, sparkede til ham med Foden.
Da lob og iløi han hen over Hegnet; de smaa Fugle i Buskene foer forskrækket i Veiret: »det er, fordi jeg er saa
tor tors. Skikkelse skapaad. pille polo. plocka. Andrik (Sk.) nnkbonde. nydelig tack. lade lotsa, — fiol (Sk.) otack. pluddre pladdra, ballra. hvor hvar, hvareat, — gid gifve Gud : ack att! Ædo mat. — Hegn hagnad, hack.
