36
1. Siigner och Åfventyr.
vilde være glad, naar bare dog Ænderne vilde have taalt den imellem sig! — det stakkels grimme Dyr!
Og Vinteren blev saa kold, saa kold; Ællingen maatte svømme om i Vandet, for at holde det fra at fryse reent til; men hver Nat. blev Hullet, hvori den svømmede, smallere og smallere; det fros, saa det knagede i lisskorpen; Ællingen maatte altid bruge Benene, at Vandet ikke skulde lukkes; tilsidst blev den mat, laae ganske stille og fros saa fast i Isen.
Tidlig om Morgenen kom en Bondemand, han saae den, gik ud og slog med sin Træsko Isen i Stykker og bar den saa hjem til sin Kone. Der blev den livet op.
Børnene vilde lege med den, men Ællingen troede, at de vilde gjøre den Fortræd, og foer, i Forskrækkelse, lige op i Melkefadet, Sd.cl Eltr Melken skvulpede ud i Stuen; Konen skreg og slog Hænderne i Veiret, og da floi den i Truget, hvor Smørret var, og saa ned i Meeltønden og op igjen; naa, hvor den kom til at see ud! Konen skreg og slog efter den med Ildklemmen, og Børnene løb hinanden overende for at fange Ællingen, og de loe, og de skreg! — godt var det, at Døren stod aaben, ud foer den imellem Buskene i den nysfaldne Snee — der laae den, ligesom i Dvale.
Men det vilde blive altfor bedrøveligt at fortælle al den Nød og Elendighed, den maatte prøve i den haarde Vinter — — den laae i Mosen mellem Rørene, da Solen igjen begyndte at skinne varmt; Lærkerne sang — det var deiligt Foraar.
Da løftede den paa eengang sine Vinger, de bruste stærkere end før og bare den kraftigt afsted; og for den ret vidste det, var den i en stor Have, hvor Æbletræerne stode i Blomster, hvor Syrenerne duftede og hang paa de lange, grønne Grene lige ned mod de bugtede Canaler! O, her var saa deiligt, saa foraarsfriskt! og lige foran, ud af
roe tit alldcles. Lukkes upphiira att varn opper, liigga sig. — lives op (ivickna vid. — skvulpe sqvalpa. Trug trag. Lldklemmc eldtaug. lobe overende springa omkull. — Kleadiglicd elåndc, Forsur var. — lige foran midt frnmfor.
