H. C. Andersen: Den grimme Ælling.
57
Tykningen, kom tre deilige, hvide Svaner; de bruste med Fjerene og flød saa let paa Vandet. Ællingen kjendte de prægtige Dyr og blev betaget af en forunderlig Sørgmodighed.
»Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige Fugle! og de vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der'er saa styg, tør nærme mig dem! men det er det samme! bedre at dræbes af dem end at nappes af Ænderne, hugges af Hønsene, sparkes af Pigen, der passer Elonsegaarden, og lide Ondt om Vinteren!« og (jen fløi ud i Vandet og svømmede hen imod de prægtige'Svaner, disse saae den og skjød med brusende Fjere henimod den. »Dræber mig kun!« sagde det stakkels Dyr, og bøiede sit Hoved ned mod Vandfladen og ventede Døden, — men hvad saae den i det klare Vand? Den saae under sig sit eget Billed, men den var ikke længere en kluntet, sortgraa Fugl, styg og fæl, den var selv en Svane.
Det gjør ikke Noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg!
Den følte sig ordenlig glad over al den Nød og Gjenvordighed, den havde prøvet; nu skjønnede den just paa sin Lykke, paa al den Deilighed, der hilsede den. — Og de store Svaner svømmede rundt omkring den og strøg den med Næbbet.
I Haven kom der nogle smaa Børn, de kastede Brød og Korn ud i Vandet, og den mindste raabte: »Der er en ny!« og de andre Børn jublede med: »ja, der er kommet en ny!« og de klappede i Hænderne og dandsede rundt, løb efter Fader og Moder, og der blev kastet Brød og Kager i Vandet, og Alle sagde de: »Den nye er den smukkeste! saa ung og saa deilig!« og de gamle Svaner neiede for den.
Da følte den sig ganske undseelig og stak Hovedet om bag Vingerne, den vidste ikke selv hvad! den var altfor lykkelig, men slet ikke stolt, thi et godt Hjerte bliver aldrig stolt! den tænkte paa, hvor den havde været forfulgt og
Tykning det tiitaste, snar. — Flade yta. kluntet klumpig. — Gjonvordighed vodervårdighet. skjonnc paa (skiinja) o: hafva iigoncn oppiia fur. — n o i e niga, — undseelig forlagen.
