56
2. Bilder ur iifvet.
og der tog han gode Forsætter, men han orkede dem ikke frem. Ofte kom han saa langt, at han kunde se Huset, men snart kom en ud af Døren, snart var der en fremmed, snart stod Anders ude og huggede Ved, saa der var altid noget i Veien. Men en Søndag ud paa Vinteren var han atter i Kirke, og da var Anders der ogsaa. Baard saa ham; han var bleven bleg og mager, de samme Klæder bar han som for, da de var sammen, men nu var de gamle og lappede. Under Prækenen saa han op paa Præsten, og Baard syntes, han var god og blid, huskede deres Barneaar, og hvilken god Gut han var. Baard selv gik til Alters den Dagen, og han gjorde sin Gud det høitidelige Løfte, at han skulde forlige sig med sin Broder, der maatte komme, hvad der vilde. Dette Forsæt gik gjennem hans Sjæl, i det samme han drak Vinen, og da han reiste sig, vilde han gaa lige bort til ham og sætte sig hos ham; men der sad nogen i Veien, og Broderen saa ikke op. Efter Prækenen var der ogsaa noget i Veien, der var formange Folk, Konen gik ved Siden af ham, og hende kjendte han ikke; han tænkte, det var bedst at gaa hjem til ham selv og tale alvorligt med ham. Da Kvelden kom, gjorde han det. Flan gik lige hen til Stuedøren og lyttede, men da hørte han sit Navn nævne; det var af Konen. »Han gik til Alters idag,« sagde hun, »han tænkte vist paa dig.« — »Nei, han tænkte ikke paa mig,« sagde Anders, »jeg kjender ham; han tænker kun paa sig selv.«
Der blev længe ikke sagt noget, Baard svedede, der han stod, skjønt det var en kotd Kveld. Konen derinde arbeidede med en Gryde, det knittrede og bragede paa Gruen, et lidet Spædbarn græd engang imellem, og Anders vuggede. Da sagde hun disse Par Ord: -Jeg tror, I begge tænker paa hverandre uden at ville være ved det.« — »Lad os tale om noget andet«, svarte Anders. En Stund efter
snart — snart an knit tre spraka. Grue ved a: vidgå.
— ån. gaae ti] Alters gå till skrift. N.r Arne spisel. engang imellem a:
— svede sveitas,
- då och då. være
