72 2. Bilder ur iifvet.
idrig gaa fra hverandre, ligesom i gamle Dage,« Men uw Dagen døde han.
Konen og Barnet tog Baard til sig, og de havde det godt fra den Tid. Men hvad Brødrene havde samtalet om ved Sengen, det sprængte ud gjeunem Væggene og Natten, blev bekjendt for alt Folk i Bygden, og Baard blev den mest agtede Mand imellem dem. Alle hilste paa ham som paa en, der har havt stor Sorg og atter fundet Glæde, eller som paa en, der meget længe har været borte. Baard blev stærk af Sind ved denne Venlighed omkring sig, han blev Gud hengiven, og vilde bestille noget, sagde han, og saa gav den gamle Korporal sig til at være Skolemester. Hvad han indpræntede Børnene baade forst og sidst var Kjærlighed, og selv øvede han den, saa de holdt af ham som af en Legekammerat og Fader paa en Gang.
AFSKED OG VELKOMST HOS DEN NORSKE ALMUE.
(Eilcrt Sundt: Bygde-Skikke, i Folkevennen.)
I Soknedalen havde det fornøiet mig at høre en udmærket Bondemands Forklaring om de blandt Almuen brugelige Omgangs-Skikke, naar Folk af forskjellige linse mødes, og derefter fortsattes Samtalen med en Række Sporgsmaal og Svar, som fæstede sig saaledes t min Hukommelse, at jeg mener, jeg skal kunne gjentage dem næsten Ord til andet.
■i Sig mig — naar nu du selv engang imellem skal tage Afsked med din egen Kone, naar du nemlig skal gjøre en By-Reise eller saa, hvordan hilser du hende da?«
»Nei, jeg hilser ikke da.«
»Du faar da endelig tage Afsked med Konen, veed jeg?«
II Aa nei, det er ikke saa Brug hos Bonden.«
■>Dct var da underligt! Naar en Bygdemand har været
sprænge u il Lriingn ut. blov sti^rk af Sind s>: fick styrka i sin sjal. — gang umgiingo. Skik plagscd.— Kone hustru, lly-ltcise rcsa till staden. — mand a: man frnn samma bygd.
— Omllygdc-
