Eilert Sundt: Afsked og Velkomst hos den norske Almue.
61
i Besøg hos dig, saa falder der mange Ord ved Afskeden, saadan for Høfligheds og Venskabs Skyld, og naar Husbonden reiser hjemmefra, saa skulde det være saa stumt?«
— »Jo, der kan da blive talt Mangt. Jeg maa jo forklare for Konen om Et og Andet, som jeg vil have udrettet, mens jeg er borte.« — »Ja men et Iliisnings-Ord til Afsked?«
— »Aa nei, det er ikke videre med det.« — »Saa er det jo, som om du vilde lure dig bort uden at melde det?« — »Aa-, Konen staar for det Meste og ser paa, saa det behøver da ikke at siges, at nu reiser jeg.«
»Altsaa: ved selve Afskeden stum som en Fisk!«
»Jeg kan sige som saa, i det samme jeg tager Tømmen: Ja, jeg faar have mig i Vei nu.« — -»Og Konen da?«
— »Lykke paa Reisen, kan hun sige; Tak, svarer jeg. Og dermed bærer det i Vei.«
»Saa fortæl mig, nøiagtigt og omstændeligt, hvorledes det kan falde sig ved Hjemkomsten. Du kan have for Øie, hvordan det var, da du selv kom hjem fra Byen sidst, og saa rette Fortællingen derefter.«
»Jeg faar prøve.« Her maatte Bonden le saa smaat; men saa tænkte han sig om og begyndte: »En kommer nu for det Meste hjem ud paa Kveltfen. De høre det inde i Stuen, og Børnene komme ud; for de vente altid at faa Noget, naar Far kommer hjem fra Byen. Det Første, Bonden gjør, er at spænde Hestene fra og sætte dem paa Stalden og give dem. Ja, er Tjeneste-Gutten tilstede, saa kan nu han gjore det. Men Bonden er ialfald selv med og løser Rebene paa Lasset saa vidt, at han faar fat i Niste-Skri- uet. Det tager han med sig ind og sætter paa Bordet. Saa hænger han fra sig Votterne og Reise-Huen og tager Hverdags-Huen paa. Naar han saa gaar hen for at lukke op Skrinet, saa ere gjerne Børnene krøbne op paa Bænken og Bordet og vente paa, at han skat tage frem noget ByGodt til dem.«
»Nu, men hvorledes hilser du Konen?« spurgte jeg.
saadan si der. — Niste Jf. reskost. Vott N., Vante vante, By-Godtgodt („gotter") fran staden.
