næret sterke Tvil om Hensigtsmæssigheden af den fattede Beslutning og endog tildels enkelte af Statsraadets Medlemmer har fraraadet Sanktion. En Sanktionsnegtelse i nærværende Tilfælde vilde derför staa i Strid med Kongemagtens tidligere Optræden og uden Nødvendighed fremkalde et Forhold i konstitutionel Henseende, som det vilde være meget ønskeligt at undgaa.
Hans Majestæt behagede derefter naadigst at tilkjendegive:
Jeg kan ikke sanktionere Storthingets nu for tredie Gang mig forelagte Lov og finder, at jeg aabent bør anføre de Grunde, hvorpaa denne min Beslutning hviler.
Det nuværende Unionsmerke i Flagene er i mine Øine det mest udprægede Tegn paa de forenede Rigers Ievnbyrdighed, som kan tænkes, uden at Flagenes Karakter som Nationalflag derved i ringeste Grad er forandret eller formindsket.
Da Unionsflagene under min høitelskede Faders første Regjeringsaar samtidigt forordnedes for begge Riger, modtoges denne kongelige Boslutning af det norske Folk med Jubel. Og det unionsmerkede norske Flag er siden baaret ud over alle Verdenshave, anerkjendt som et selvstændigt Riges Tegn, hædret och hædrende. Jeg kan altsaa ikke finde nogen gyldig Grund till en Forandring, som jeg ved vil volde Sorg hos et meget stort Antal fædrelandssindede norske Borgere.
Naar det ene Land fremdeles fører det nuværende Unionsmerke i sit Koffardiflag, medens det er afskaffet i det andet Lands, saa vil det fælles Ievnbyrdighetstegn savnes, og dette kan tænkes at ville medføre en urigtig og for Norge skadelig Opfatning af Rigernes indbyrdes Stilling. Heri ligger allerede Grund nok for mig som Landets Konge til ikke at give Loven min Tilslutning, omend Grundlovens § 79 ikke gifver mig Ret til at nægte dens Kundgjørelse, ogsaa uden kongelig Sanktion. Jag resolverer altsaa:
- Storthingets Beslutning af 17. November d. A. til Lov om Norges Flag sanktioneres ikke.
- I Henhold til Grundlovens § 79 bliver dog samme at kundgjøre som Lov.
