Den här sidan har korrekturlästs av flera personer
92
“Das Leben braust, das Leben schäumt!
Frisch auf! eh’ der Geist noch verduftet!“
Två år derefter var han död.
Jeg sad en solvarm Aften,
Her netop i Birkens Ly,
Da blev der et pludseligt Stille —
Saa toned det sælsomt paa ny.
En sagte Luftning hviftet
Henover den stille Vang,
I Rörenes hule Piber,
Det gik som en Orgelklang.
De Storeblaaklokker ringed,
Og kimed af al sin Magt,
Og Engens Kjemper og Stargræs.
Trak op til en Sörgevagt.
Saa blev der en Summen og Brummen,
Som af en hel Million,
Höitidelig skred förbi mig
Den hele Insectprocession.
Og höit paa Rosenbladsbaaren,
Laa bleg liden Sommerfugl,
Hver Blomsertalf ludet bedrövet,
Frem af sit Blomsterskjul.
Saa reded de for den Döde,
En Seng af Violer blaa,
