Helst forstår jeg nu ukmini som ungminni »noget som endnu er i friskt minde». Jfr ungt vinfengi, ung trúa.
Formen suaþ (a l. 4 og d l. 2—3) = svá at er fuldstændig ensartet med þvíð = því at, hvilken form jeg kan påvise i háttalykill Rögnvalds jarls.
Ved tumiʀ (a 7—8) foretrækker jeg nu den förstnævnte opfatning, som også dr. Wimmer holder for den rette. For den taler form (i ikke ai) og ordstilling. tumiʀ ąn ub sakaʀ, dǿmir ann ub sakar, »han afgjör striden»; ene seirer Vamod over ni flokke af fiender. Heltens död er da ikke her udtrykkelig nævnt, men kun antydet i den fölgende strophe og i indskriftens begyndelse.
Participet fatlaþʀ forekommer i Skånske lov: suærþ ufætlæt Thorsens udg. s. 43, swærþ u fætlat Schlyters udg. 1, 138.
At ąn (d l. 2) efter uąki skulde betyde á, på, forekommer mig nu at være lidet sandsynligt, da á i fölgende linje og endnu to gange på stenen er skrevet ą. De former (ąn og in), som jeg til stötte anförte af Forsaindskriften og af Malstad-indskriften, er forsvundne. Og in med betydning af »i» 4 gange i Vestgötal. (s. 52) bör vistnok opfattes som den latinske form, ligesom man finder non, uel og andre latinske ord i skrifter, som er affattede på Islandsk, og ligesom der i VGL. selv I þiuuæ B. 6 § 1 og 7 er skrevet IIIIor (d. e. quatuor) for fiura.
Ved stedet på Rökstenen vover jeg ikke at vende tilbage til min ældste opfatning, hvorefter man skulde læse: huar histʀ sikunaʀ itu (u)it uąki ą (ą)n og forstå det som: hvar hestr Sigynar etu vítt vangi á hann (af hinna). Ti Sigyn fremstilles ikke i islandske kilder som en troldkvinde, der rider på ulve, men som en Åsynje; og ąn som præteritum er betænkeligt allerede, fordi det er en indicativform, men også af andre grunde. Mulig tör man afslutte en sætning med huar histʀ si kunaʀ itu = hvar
