Antiqvarisk tidskrift för Sverige/Del 10/Runverser/Kapitel 2

← Inledande framställning af forskningens närvarande ståndpunkt i fråga om den fornnordiska metriken

Runverser

De rytmiska runinskrifterna

[ 14 ]

Kap. II.

De rytmiska runinskrifterna.

§ 4. Vid den följande behandlingen af runinskrifterna translittererar jag de vanliga runmynderna och deras erkända varianter på följande sätt:

ᚠ ᚢ ᚦ ᚭ ᚱ ᚴ	᛬	ᚼ ᚾ ᛁ ᛅ ᛋ	᛬	ᛏ ᛒ ᛚ ᛘ ᛦ
f u þ o r k		h n i a s		t b l m ʀ

Min användning af denna translitteration tager ej det ringaste hänsyn till runans ljudvärde, utan vill blott angifva, att uti inskriften i hvarje fall en mynd af ifrågavarande utseende förefinnes eller en vanlig variant deraf, [ 15 ]Sida:Antiqvarisktidsk10kung.pdf/25 [ 16 ]kommer jag vanligen att i noterna angifva de olika möjligheterna och oftast i anslutning till isl. utvälja en af dessa för min transscription samt dermed uti det ifrågavarande och i öfriga fall återgifva samma runristning på samma sätt, utan att dermed i minsta mån hafva uttalat mig om hvilket ljudvärde i hvarje fall är det riktiga. Jfr § 5, I, not. 4, 5, 7 o. s. v.

§ 5. Inskrifterna.

1. Sigtuna borgmästarvreten. L. 8, B. 300, D. II, 192, U. F. I, 5, s. 56.

suin : lit : rista : runar · þasi^[1] — ‖ — þr^[2] : hit : anar : asur : þriþi : kirmunr : - - - rþi auki^[3] ...... r : uar þera muþ^[4].

Denna inskrift torde i fonetisk transscription med begagnande af det isl.-fsv. normalalfabetet kunna återgifvas på följande sätt:

Svæinn^[5]lét^[6] rísta rúnar þási^[7] . . ðr hét^[5] annarr Assurr^[8] þriði Gæirmunr^[5] [.fiæ]rði auk . . . . . . r var þæira^[5] módir.

Jeg vover nu en anden Tolkning. I L. 773 forekommer Udtrykket lat rta itn ... runm hufan d. e. lǽt rétta stæin rúnum hufan, hvor jeg har antaget, at hufan har været udtalt hǿfan og er anden Form för hǽfan af Adj. hǽfr. Jeg formoder nu, at uan er en anden Skrivemaade for hufan. Fremlydens h mangler paa samme Maade i det fölgende Ord uk, hvis dette er = haug. uan for uuan, saa at den Lyd, der sædvanlig betegnes ved f. her er betegnet ved u. Jfr. f. Ex. ulueþin D. I. 108 = Ulfheðin (ulfetinn efter Stephens).

staf uan skulde da vare staf hǿfan (for hǽfan) »en anseelig Stav».

Mindre sandsynligt, ogsaa af metriske Grunde, er det efter mit Skjön at forstaa uan som ofan »oventil», »ovenfor».

Ogsaa jeg forstaar uk in mikla som haug inn mikla, thi ogsaa i andre kristelige uplandske Indskrifter (L. 411. L. 654) nævnes det, at der er reist Sten og gjort Haug efter den Döde. Man maa da antage et Zeugma, thi man kan neppe paavise Udtrykket ræisa haug. uk, haug, et Ord, der oprindelig har h i Fremlyd, danner her Allitteration med iartiknum, et Ord med vokalisk Fremlyd. Et Exempel paa den samme Eiendommelighed har jeg søgt at paavise i L. 81.

Stephens III. 284 laser de to sidste Linjepar saaledes:

uk küriþi
kasa (a)t uiri-þuf.
on i krati
kiatit lata

hvilket han oversætter saaledes: »eke gared he (made, built up) a chess (beacon) at (to) Uiri-thuf. he in Crete had gaiten (guarded) the lands». Dette indeholder en Række [ 98 ]af Feil. Vi faa her to Gange Stavrim, som ikke er Stavrim! thi Ord, som har k i Fremlyd, kan ikke danne Allitteration med Ord, som har g i Fremlyd. Der nævnes i det foregaaende ingen enkelt Person som Subject, saa at »han gjorde» her er meningslöst. Et Navn uiri-Þuf har ikke tilstrækkelig Stötte, og L. 449 viser, at Mindesmærket. er reist over Ulv. Navnet paa Kreta udtaltes af Grækerne selv i Middelalderen med Vokalen ī og i Lighed dermed kaldtes Øen af Nordmændene Krit. En Navneform krati (Dativ) for Kreta har ingen Stötte. gǽta, vogte, heder i Participium gǽtt, der ikke kan blive til kiatit. Mindre Betænkeligheder ved Stephens's utilstedelige Forklaring forbigaar jeg.

Jeg deler Ordene saa uk kuriþi kas at uiri þu (u)f on i krati kiatit lata. Dette forstaar jeg saaledes:

ok Gýríði
gass at veri þó,
of ąnn i gráti
getit láta,

»ogsaa Gyrid var dog glad i sin Mand; de sige, at hun nevner ham i Graad».

Gýríði Dat. af Gýríðr, Navnet paa Ulvs Enke. Denne Tolkning havde jeg fundet inden jeg vidste, at Doc. Brate opfattede Ordet paa samme Maade. kas, udtalt gass, Præteritum af Verbet getas. Saaledes skrives i Gotl.-L. gies for giets. En analog Skrivemaade skal jeg söge at gjöre sandsynlig i D. I. 104. Oldnorsk mér gezt at einhverju »jeg er tilfreds med noget». Den samme Udtryksmaade i Glsv., f. Ex. i yngre VGL: giæz eig barnæ faþernis frændum at »behagar det ej barnens fäderne fränder». Flere Exempler hos Rydq. I, 158.

uiri, veri, Dat. af verr, Ægtemand. þu, þó eller ðó »dog». Jeg forstaar dette saaledes: Uagtet det er Sönnerne som har reist Ulvs Mindesmærke, og ikke hans [ 99 ]Sida:Antiqvarisktidsk10kung.pdf/109 [ 100 ]samme Uregelmæssighed; ligesaa flere andre Indskrifter. Uregelmæssigheden fjærnes, hvis vi forstaa krati som krati i og derved faa fölgende Verslinjer:

of ąnn í gráti
æi (altid) gjatit láta.

Men dette synes unödvendigt.

30) Rockelstad, Angarns socken, Vallentuna härad, Upland. L. 475. 476, B. 95, 93, D. Il 114, 115, U. F. I, III, 10.

L. 475: ulfr · auk þurmontr · auk · kamal · lata · reisa þina · stina · þar + iftʀ · faþur · sin ·

L. 476: ristu · merki · at · man · metan · sunir · alkoþir · at sin · faþur sterkar ||

På korsets armar: usiti || riti || stina

Fonetisk omskrifning:

L. 475: Ulfr auk Þormondr auk Gamall láta ræisa þenna stæina þar æftʀ faður sinn.

125 b) Virke och Lilla Harrie ängar, Harjagers härad, Skåne. L. 1445, B. [159.

Inskriften är enligt Liljegrens förmodan aftir nori skal stanta st(in) . . hvilket tyder på metrisk form.

Bugge. Rökst. 144 förmodar deremor: aft kunar skalt stants sa. hvarigenom antydningen om metrisk form för- svinner. Teckningen i B. gör vanskligheter i fraga om båda läsningarna.

Prof. Bugge yttrar: Der bör ogsaa henvises til Steph. III. 353-356, hvor flere gamle Tegninger meddeles. Disse synes mig ikke nafhængige af hverandre, da de have flere Feil tilfælles. Om sidste Ord si er en Levning af sa eller af stain. lader sig mu ikke afgjöre. Jeg formoder kunor (4. c. (unmur), ikke kunar.

126) Hauggräns kyrkogård, Stainkumbla ting, Gotland.

Då jag ej lyckats öfvervinna de manga svårigheterna i denna inskrift gifver jag omedelbart prof. Bugges försök till tolkning:

L. 1571, C. Säve. (Gutniska Urkunder Nr 84 S. 41. 55, 77, Sjöborg, Saml. II, S. 56 f. Fig. 227. Steph. III. 418 f. Liljegren. Run-Lära 134 f. Indskriften gjengives her efter C. Säves Translitteration, dog saaledes, at der overalt sattes ʀ, ikke som hos Säve r. hvor Indskriften har A, og at h overalt gjengives ved u.

Stora yttre kantslingan:

sigmutr · let rasa sain eftir bruþr · sina : auk : bro : kierua : eftir : sikbiern : santa mikal hiel|bi at h|ans auk [ 288 ]Sida:Antiqvarisktidsk10kung.pdf/298 [ 289 ]forekommer mig om end muligt, saa dog mindre sandsynligt. da dette Ord i Svensk kun kan paavises i Formen of. Jeg formoder, at ormaluʀ talt ormalluʀ er opstaner af ormaðluʀ. Jfr ormhalla »ormödla« Medelpad, i Gestrikland ormila, i Dalaruc milla (Rietz 489 a). Mark ogsaa de forskjellige Former af halala i Dalmaalet, se Noreen. Ordlista S. 72 f. Geirvid lagde Ormöglerne, synes at betegne Geirvid indling Ormslyngningerne paa Stenen. saaledes som de her ligge fer formede).

nema intiur. Stephens läser: nemö in-tiur og over- sætter all but the in-deer (the animal inside the risting, the wornhead. &c). Denne Lasning nemö og Tolkningen deraf synes nig utilstedelig, men jeg kan selv ikke give en sikker Tolkning. Jeg formoder, at nema er Praesens af memo, glsv. nima: 3dje Person, ubestemt Subject. jfr Lund. Oldn. Ordjoiningsl. S. 28. inti mulig Acc. g. 1. enkti, engti i Gotl.-L., ellers i Glsx, ogsaa inte. anti. nti (Rydq. II. 525) »intet«. k er da udtrængt foran t her som i santa. uʀ, i Gotl.-L. yr, ellers i Glsv. ur, ær (Rydq. IV. 79), at forbinde med nemʀ, egentlig »tager ud af (nemlig ormalum)«, d. e. undtager, jfr gldansk ornam egentl. »Jord. som undtages«. nemʀ inti uʀ parenthetisk Sætning »(naar) man intet undtager«, »alt uden Undtagelse«. Denne Tolkning gjendrives neppe derved. at der i Afskrifterne mangler Skilletegn mellem inti og uʀ.

I der folgende laser Stephens: karmanum betar aru-bekun. hvilket han tolker: for heroes makes boot (is fitting) an honorpillar. Dette er utilstedeligt. Jeg leser: karmanum þet aʀ |merke kun| »for Mænd er dette bekjendte Mærker«. Meningen heraf synes at vare: »blandt Folk er allerede dette Mindesmærke vel bekjendt«. Præsensformen aʀ er synes ikke paafaldende i denne Indskrift, som har Pron. relat. aʀ, se i det fölgende. C. Säve leser med Gjentagelse af m: merkium (m|ietr. Han forstaar da vistnok mietr som oldn. mǽtr »der skattes höit«. Men [ 290 ]Skrivemaaden med ie er mig da uforstaaelig; i Gotl.-L. forekommer ikke ie i lignende Tilfælde. Stephens læser merki u-mietr og oversætter det sidste Ord »large» »immense» og sammenstiller det med ags. unmæte. Rigtignok forekommer i Glsvensk omiætliker (Rydq. VI, 342), ligesom miæt = oldn. met (Rydq. VI, 299). Men en Formation ómiětr synes mig uden Analogi; det maatte hede ómǽtr. Man ser baade af Sjöborgs Tegning og af C. Säves Meddelelse, at Læsningen her er usikker. Da jeg ikke har sect Stenen eller nogen nöiagtig Tegning, tör jeg ei afgjöre, om man kan læse merkium retr (réttr, reist), som vilde give god Mening.

a biergi forklarer Stephens vistnok rigtig »paa Gravhaugen», da det lave Landskab, hvor Stenen blev funden, ingen Bakke har.

I det fölgende tolker Steph. sigmutr sigʀ is (s)liku unit kuml »Sigmund so sayeth, who such has made a grave-mark». Men is kan ikke være rigtigt, da Indskriften i sidste Verslinje har aʀ som relativt Pronomen. Hvis sigʀ er rigtigt, maa sigmutr sigʀ i sliku unit kuml betyde »Sigmund siger, at et Mindesmærke er udfört ved sligt». d. e. ved at reise Sten og bygge Bro. Men for sigʀ har Sjöborg sifʀ og C. Säve leser förste Rune som i. Jeg formoder derfor sigmutr hafʀ i sliku unit kuml »Sigmund har udfört et Mindesmærket ved sligt». Stephens læser roks (s)un risti. Men Runeristerens eget Navn maa nödvendig nævnes. Foran risti maa der altsaa have staaet et Mandsnavn i Nominativ. Men Afskrifterne er indbyrdes saa afvigende, at man ikke kan bestemme, hvilket dette har været (roþuisl??).

Slutningen, som er feilagtig tolket af Steph., læser jeg: kaiʀlaifʀ sumaʀ aʀ karla kan »Geirleiv (ristede) nogle (Runer), (han) som tilfulde forstaar (at riste Runer)». karla, udtalt garla = oldn. gǫrla, gørla.

Jeg formoder herefter, at Indskriften kan gjengives [ 291 ]saaledes i phonetisk Omskrivning (ider jeg fölger C. Save i at slutte denne saa nær som mulig til Sprogformen i Gotl.-L.): Sigmunde lit raisa stain eftie brýr sina auk brá gierra eftin Sigbiern, santa Mkat hielpi [and] hans, ank at Bétruif ank at Sigraj ank at Nibiern, jadur paira aldra, auk bygyri hann í bý sannarst. Gainridr legði allur, nemu inti gr. karmunum pet on [merfke kann. hier noun standa staim at merkium réttr(?) à biergi en brú fyrin Sigmundr hafn(?) i sliku uunit kumi. Ró.... risti rúnar pessi. Gaintain suman an garla kann.

»Sigmund lod reise Stenen efter sine Brödre og gjöre Bro efter Sigbjern. Sankte Mikal hjalpe hans Aand, og efter Botraiv og ofter Sigraiv og efter Aibjern, deres alles Fader, og han boede sydligst i Byen. Gairvid indlingg Ormöglerne, alt uden Undtagelse. For Mænd er dette et bekjendt Mindesmarke. Her skal Stenen staa til Mærke. reist (?) pan Gravhaugen, og Bro foran. Sigmund har(?) ved sligt faact udfört et Mindesmærke. Ro... ristede disse Runer: Gairlaiv (ristede) nogle. (han) som til fulde forstaar (at riste Runer).»

C. Säve opfattede med urette hele Indskriften som versificeret. Med Stephens antager jeg, at Begyndelsen ikke er versificeret.

eftiʀ brýðr sína
auk bró gierva

kunde være Vers, men er her neppe ment saaledes. Stephens begynder den versificerede Del med karmanum. Jeg er dog tilhöielig til at finde et Par Verslinjer i

Bauk byggvi hann
C 1í bý sunnarst.

Ogsaa i det herefter fölgende synes Allitteration tilsigtet. Mulig staar Navnet Gairviðr udenfor Verset, uagtet det er Subject for det umiddelbart fölgende.

[ 292 ]

D 1 udv.legði ormalluʀ
D 4nemʀ inti ýʀ

kan danne et Verspar.

Det fölgende er altsammen sikkert versificeret:

D 4karmannum þet
Baʀ merke kunn.
A 3hier mum standa
A 1stainn at merkjum
A 3réttr(?) á biergi
C 3en bró fyriʀ.
Sigmundr hafʀ(?)
í slíku unnit kuml,
ARó.... risti
A 1rúnar þessi,
A 2 kGaiʀlaifʀ sumaʀ
Bar garla kann.

Tör man trods det logiske Forhold inddele:

Sigmundr hafʀ í
slíku unnit kuml?

I Hauggrän-Indskriften danner

Ró.... risti
rúnaʀ þessi

sikkert et Par Verslinjer.

Ligeledes har vi i L. 1006 sikkert et Par Verslinjer i:

Rǿð-Bælir risti
rúni þessa.

Det er derfor muligt, at de efter et i Nominativ sat Mandsnavn fölgende Ord »ristede disse Runer» ogsaa i andre Indskrifter ifölge Runeristerens Mening skal opfattes som Vers.

Saaledes L. 1014 (B. 1083), Sala socken, kyrkomuren, Öfver-Tjurbo härad, Vestmanland. Denne Indskrift, der for [ 293 ]Sida:Antiqvarisktidsk10kung.pdf/303 [ 294 ]Sida:Antiqvarisktidsk10kung.pdf/304 [ 295 ]Oplösning. Jeg antager derfor snarest bali risti runiʀ þisaʀ for Prosa.

127) Lösens kyrkogolf, Östra härad, Blekinge. L. 1576, Bring. Dis. hist. Blekingia p. 29, Worm 212.

tuka laat risa steina ... ... kuna þan: gopa: gurþar : arfa

Worm kanské rettere: lit og stin: þ. Bringe gurþarar : fa; Worm: gurþ+r: <rf:

Phonetisk Omskrivning: Tika lot reisa steinu [pessa eftir] Gunna pann góða Gyrdan arja.

»Toka lod reise disse Stene efter Gunne den gode, Gyrds Arvings».

Der bör kanske heller lauses: kunæ þæn gopæ : gurþær Gen. Gyrdan sjældnere end Gyrdr. Prof. Rygh anförer Gyrdarsun Dipl. Norv. I, Nr 405.

Slutningen er mulig ment som et Par Verslinjer: Gunna pann góða A 1, ve Gyrdan arja. A 1

128) Lund, Allhelgona kyrkogård, Skåne. L. 1577^[9].

þurkisl sun iskis: biarnar sunar rispi : stin: pusiuftir bruþR + + sino bapa ulaf : uk : utar: lanmir: kupa +

Fonetisk transscription: Porgist sum iskis Biarnar sumar vristi stain pensi aftir bråde sina bida Olaf ok Otter lan(d)marnir góða.

urþi jfr oldtyske Navne Wordolf, Wortwin og lign.
efti i Verset vel udtalt som eft.
alkuþan = allgóðan »meget god», ikke = algóðan »i et og alt god».

Til Slutning nævner jeg, at jeg paa en kristelig Ligsten fra Skärfvum i Vestergötland, af hvis utydelige Indskrift Adjunct Torin sendte mig Aftryk och Tegning, har læst fire allitterende Verspar.

↑ D., ehuru i otydligt; þasa L., B.
↑ iþr U. F.
↑ L. fiarþi; D. har efter auki en rak staf; [fiar?] þi · uki U. F.
↑ muþir L., U. F.; D. efter þ nedre delen af 2 stafvar, hvilka prof. Bugge förmodar tillhöra ett r.
↑ ^5,0 ^5,1 ^5,2 ^5,3 I denna inskrift tecknas runan i, der på grund af de motsvarande isl. formerna dift. æi vore att vänta, såvida inskriftens affattande låge före den allmänna monoftongeringen af æi till ē i fsv. Inskriftens kronologiska förhållande till denna ljudlag är omöjlig att bestämma, om ock förekomsten af r för ʀ angifver jemförelsevis mindre hög ålder. Dock skulle, äfven om inskriften vore äldre än den allmänna fsv. monoftongeringen af dift. æi, möjligheten att beteckna diftongen æi med runan i icke kunna uppvisas ur denna inskrift, enär alla de här förekommande fallen äro sådana, i hvilka redan en urnordisk sammandragning af dift. æi vore möjlig och som alltså äfven i isl. skulle ha monoftong. Uti suin, kirmunr skulle nämligen dift. kunna hafva sammandragits framför konsonantgrupp (jfr Noreen, Altisl. u. anorw. Gr. § 111), och om tilvaron af en dylik sammandragning bär uttalet öppet ä i nsv. Sven, sven vittne (se Noreen, Om behandlingen af lång vokal
↑ 6
↑ 7
↑ 8
↑ 128. Prof. Bugges rättelser äro af mig här införda i Liljegrens text.

[1] D., ehuru i otydligt; þasa L., B.

[2] iþr U. F.

[3] L. fiarþi; D. har efter auki en rak staf; [fiar?] þi · uki U. F.

[4] muþir L., U. F.; D. efter þ nedre delen af 2 stafvar, hvilka prof. Bugge förmodar tillhöra ett r.

[16-5-5] 5,0 ^5,1 ^5,2 ^5,3 I denna inskrift tecknas runan i, der på grund af de motsvarande isl. formerna dift. æi vore att vänta, såvida inskriftens affattande låge före den allmänna monoftongeringen af æi till ē i fsv. Inskriftens kronologiska förhållande till denna ljudlag är omöjlig att bestämma, om ock förekomsten af r för ʀ angifver jemförelsevis mindre hög ålder. Dock skulle, äfven om inskriften vore äldre än den allmänna fsv. monoftongeringen af dift. æi, möjligheten att beteckna diftongen æi med runan i icke kunna uppvisas ur denna inskrift, enär alla de här förekommande fallen äro sådana, i hvilka redan en urnordisk sammandragning af dift. æi vore möjlig och som alltså äfven i isl. skulle ha monoftong. Uti suin, kirmunr skulle nämligen dift. kunna hafva sammandragits framför konsonantgrupp (jfr Noreen, Altisl. u. anorw. Gr. § 111), och om tilvaron af en dylik sammandragning bär uttalet öppet ä i nsv. Sven, sven vittne (se Noreen, Om behandlingen af lång vokal

[6] 6

[7] 7

[8] 8

[9] 128. Prof. Bugges rättelser äro af mig här införda i Liljegrens text.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]