Antiqvarisk tidskrift för Sverige/Del 5/Om indskriften på Rökstenen

←  Om kassiteriderna och tennet i forntiden
Indskriften på Rökstenen
av Sophus Bugge

Om indskriften på Rökstenen
Bidrag till svensk språkhistoria  →
Wikisource: Ur Antiqvarisk tidskrift för Sverige, del 5, sidd. 211–215.


[ 211 ]

Indskriften på Rökstenen.

Efterslæt

af

Sophus Bugge.


Ved den forhen givne tolkning af Rökstenens runer har jeg nu ikke så lidet at rette og tilföie.

Begyndelsen aft uamuþ stąnta har sidestykke også i indskriften på Örja-stenen i Skåne, der nu er i Lund. Denne begynder stątʀ aft, hvor a er betegnet ved ᛡ.

a linje 2 er in uarin faþi faþir ikke rigtig verslinje, da navet Varinn, der er stillet foran, måtte have del i allitterationen. Derimod er

faþi fapiʀ
aft faikiąn sunu

et rigtigt vers. Jeg tror derfor nu, at dette vers er overfört fra en ældre runeindskrift.

sakum a 3, sagum, tör snarere forståes som: »lader os fortælle».

Det vanskelige ord, som fölger efter sakum tör jeg ikke længer forstå som mögminni, da en form mukmini vilde stå i for stærk strid med sakum, fiakura o. s. v. med a og med sunu, hvor u i anden stavelse er bibeholdt. Ingen af de s. 18 opförte omlydte former er fuldkommen ensartet. Leffler (Om v-omljudet o. s. v., Upsala 1877, s. 15), som med rette forkaster min tidligere tolkning, foreslår mukmini = mógminni »folkminne». Men múgr, glsvensk mugher, mogher betyder folkemasse, folkemængde og synes efter sit begreb ikke at passe godt her.

[ 212 ]Helst forstår jeg nu ukmini som ungminni »noget som endnu er i friskt minde». Jfr ungt vinfengi, ung trúa.

Formen suaþ (a l. 4 og d l. 2—3) = svá at er fuldstændig ensartet med þvíð = því at, hvilken form jeg kan påvise i háttalykill Rögnvalds jarls.

Ved tumiʀ (a 7—8) foretrækker jeg nu den förstnævnte opfatning, som også dr. Wimmer holder for den rette. For den taler form (i ikke ai) og ordstilling. tumiʀ ąn ub sakaʀ, dǿmir ann ub sakar, »han afgjör striden»; ene seirer Vamod over ni flokke af fiender. Heltens död er da ikke her udtrykkelig nævnt, men kun antydet i den fölgende strophe og i indskriftens begyndelse.

Participet fatlaþʀ forekommer i Skånske lov: suærþ ufætlæt Thorsens udg. s. 43, swærþ u fætlat Schlyters udg. 1, 138.

At ąn (d l. 2) efter uąki skulde betyde á, på, forekommer mig nu at være lidet sandsynligt, da á i fölgende linje og endnu to gange på stenen er skrevet ą. De former (ąn og in), som jeg til stötte anförte af Forsaindskriften og af Malstad-indskriften, er forsvundne. Og in med betydning af »i» 4 gange i Vestgötal. (s. 52) bör vistnok opfattes som den latinske form, ligesom man finder non, uel og andre latinske ord i skrifter, som er affattede på Islandsk, og ligesom der i VGL. selv I þiuuæ B. 6 § 1 og 7 er skrevet IIIIor (d. e. quatuor) for fiura.

Ved stedet på Rökstenen vover jeg ikke at vende tilbage til min ældste opfatning, hvorefter man skulde læse: huar histʀ sikunaʀ itu (u)it uąki ą (ą)n og forstå det som: hvar hestr Sigynar etu vítt vangi á hann (af hinna). Ti Sigyn fremstilles ikke i islandske kilder som en troldkvinde, der rider på ulve, men som en Åsynje; og ąn som præteritum er betænkeligt allerede, fordi det er en indicativform, men også af andre grunde. Mulig tör man afslutte en sætning med huar histʀ si kunaʀ itu = hvar [ 213 ]hestr sé Gunnar etu og forbinde til én sætning: uit uąki ąn kunukaʀ tuaiʀ tikiʀ suaþ ą likia = vitt vangi ænn konungar tvæir tigir sváð á liggja »så at tyve konger endnu ligge vidt på vangen». Formen ąn (ikke in) »endnu» kunde stöttes ved an på Forsa-ringen, hvis jeg har ret i at tolke dette som ænn, fremdeles. Men ordstillingen bliver rigtignok ved den nævnte forklaring meget kunstlet, navnlig derved at suaþ fölger efter 6 ord i samme sætning. (uit kunde også tages til den förste af de to sætninger.)

ruþi f kunde efter formen være dativ af róðr, glsv. roþer, roning, eller af rœði n., are. Da sætningen er ufuldstændig bevaret, lader ordet sig ikke med sikkerhed forklare.




Vigtige oplysninger har jeg vundet derved, at jeg, siden »Rettelser og tillæg» blev trykte, har havt adgang til at granske helsingske rune-mindesmærker i original. Disse vil jeg andensteds behandle udförlig; her sammenstiller jeg i al korthed de rettelser, som jeg med hensyn til dem kan give.


Forsa-ringen.

Som allerede Arendt har seet, har ringen ᚽ tegn for h, ᛙ som tegn for m. Man må læse: hafskaki . halkat . ą hiurtstaþum, ikke ąn iurtstaþum . tarstaþum, ikke tarstaþui. Herved rettes mine ytringer s. 18, 51, 107, 109, 112, 115, 116, 133, 147.

Ringen har ikke ufak (s. 133), men ufakʀ, som Arendt har læst.

Ringen har suaþ, ikke suaaþ (s. 28, 31, 116). Jeg forbinder nu furiʀ suaþ med betydning »imod det som».

Jeg forstår nu ikke aikui som et ord (s. 116, 133), men læser aiku i som to sprogrigtige ord.

[ 214 ]an neppe = hann (s. 112, 117), men snarere = ænn, fremdeles.

uarʀ ikke af varða (s. 113, 116), men af værða, verða.

Ringens alder må sættes endnu senere end til slutningen af 11te århundred (s. 128).

Ringens skrift er neppe overfört umiddelbart fra Östergötland (s. 120), da Kärnbo-stenens skriftform er nærmest beslægtet.

Også på ringen er þ-runens sidestav flere gange fladtrykt til höire (s. 107).




Stene med stavlöse runer.

Den rune, man har læst som h (s. 110), er runen kaun k.

Malstad-stenen har ikke fisiulfa (s. 16), men fikiulfa; ikke siulfiʀ (s. 118), men kiulfiʀ. Den har ikke verslinjer (s. 118). Man må efter nur i (»nord i», ikke mandsnavn) læse uika (stedsnavn, ikke uisʀ efter þisu).




Hertil knytter jeg enkelte bemærkninger om andre i min afhandling nævnte runeindskrifter.

Kärnbo-stenen (s. 101) er tegnet efter förste rune foran a-runen et langagtigt skilletegn.

Tjängvide-stenen (s. 104) er vistnok, som jeg nu tror, raisti stainin aft ment som raisti stain aft.

Fugli-stenen (s. 14) har efter dr. Wimmer ikke sunu, men bruþur.

Glimminge-stenen (s. 146) har efter dr. Wimmer ikke huks ubbriutʀ, men huas ubbriuti.

Fjuckby-stenen (s. 52) forklarer dr. Wimmer an som navn.

[ 215 ]Hällestad-stenen (s. 77) kan statą være ment som stąta, da graphisk omsætning ofte kan påvises i runeindskrifter.

Kungsberga-stenen (s. 25) læste Dahlgren (1851) hialbi ai.

Stenen ved Rotna qvarn i Värend (s. 106) har jeg 1876 forgjæves sögt; den synes nu at være forsvunden.




Til slutning endnu kun det, at den af Curio udgivne tegning af Rökstenens forside er en gjentagelse af nr. 5 i Bures »Monumenta Sveo-Gothica hactenus exsculpta» (1624).

Februar 1877.